Oscar-nomineret instruktør anklaget for krænkelser
Det seneste år har budt på meget forskelligt for den syriske instruktør Feras Fayyad, der har produceret sine Oscar-nominerede dokumentarer The Cave og De sidste mænd i Aleppo i Danmark.
Han er blevet hyldet for sin film om hverdagens helte i hans borgerkrigsplagede hjemland. Senest ved Emmy-uddelingen, hvor det blev til en pris.
Men samtidig er der kommet en række historier frem om Feras Fayyad i Ekstra Bladet, der har sat sig for at grave dybt i instruktørens fortid. Historierne er vidt forskellige, men tegner i Ekstra Bladets fremlæggelse et billede af en instruktør, der ikke er lige så næstekærlig som sine film.
Han er blevet anklaget for at pynte på sit cv og have løjet om en fængsling, mens andre filmfolk kritiserer instruktøren for ikke at have delt penge og hæder med dem.
Afvist af selskabet
Nu bliver Feras Fayyad beskyldt for at have krænket en ung kvinde, som arbejdede for hans danske produktionsselskab Danish Documentary.
”Han sagde foran alle mine kollegaer, at han tænkte på mig, når han onanerede,” fortæller den 27-årige produktionsassistent Emilia Moth til avisen.
Da hun fortalte sine chefer på selskabet om den og flere andre krænkelser, blev hun angiveligt afvist.
Direktør i Danish Documentary, Sigrid Dyekjær, har været aktiv i bekæmpelsen af seksuelle krænkelser i filmbranchen, men ifølge Emilia Moth havde hun ikke megen forståelse for sin assistents situation.
”Så sagde hun: ’Tror du ikke bare, Feras har syntes, at du var tiltrækkende?’, og at jeg var ung og smuk og måtte regne med, at den slags ting skete i filmbranchen. Det er en del af jobbet, og det er ikke sidste gang, det her kommer til at ske for dig,” fortæller Emilia Moth.
Forløbet endte med, at hun sagde sin stilling op med øjeblikkelig varsel.
Ubehagelig og sindssygt kold
Feras Fayyad vidnede tidligere i år i en stor sag om krigsforbrydelser i Syrien, men nu er han selv på anklagebænken.
Emilia Moth beskylder instruktøren for at have skabt et utrygt miljø på arbejdspladsen. Han skal have kommet med kommentarer om at ”kigge på hendes røv” og opfordret hende til at tage en kort kjole på for hans skyld.
Da hun sagde ham imod, blev instruktøren med hendes ord ”meget ubehagelig og sindssygt kold”, og Emilia Moth blev bange for at gå på arbejde.
Sigrid Dyekjær vil ikke kommentere sagen over for Ekstra Bladet, da det er en konkret personalesag. Hun beklager dog hele forløbet.
”Det et utroligt ulykkeligt for de involverede parter, og vi er også utroligt kede af det. Vi ville ønske, at vi kunne have været bedre til at håndtere den her sag fra starten,” siger produceren til avisen.
Feras Fayyad selv har ikke udtalt sig om sagen. Hans advokat har meddelt Ekstra Bladet, at instruktøren ikke ønsker at give dem en kommentar. Men ifølge avisen har han i en Instagram-besked beklaget sin opførsel over for Emilia Moth.
Kommentarer