Nyhed
07. juni 2023 | 15:58

Anklaget skuespiller retsforfølges ikke

Foto | uoplyst

Armie Hammer var fast gæst på den røde løber, når hans film fik premiere, men siden anklager mod ham har skuespilleren fået den kolde skulder af Hollywood.

”Det bliver en lang og svær proces med at få mit liv tilbage på rette spor,” siger Armie Hammer, hvis voldtægtssigtelse er blevet frafaldet.

Af Nicki Bruun

Armie Hammer var godt i gang med at køre sig i stilling som en af Hollywoods store skuespillere, da han i 2021 blev anklaget for fysisk og psykisk vold.

En person delte anonymt under navnet Effie på Instagram beskeder, som angiveligt var sendt af skuespilleren, der er kendt for roller i Call Me by Your Name og The Social Network.

Her gav Armie Hammer øjensynligt udtryk for ekstreme bdsm-lyster og endog kannibalisme-fantasier. Dertil fulgte beskyldninger fra flere kvinder om, at han på forskellige tidspunkter skulle have voldtaget dem eller på andre måder begået overgreb.

Det satte effektivt en stopper for Armie Hammers karriere, mens der blev igangsat en juridisk undersøgelse.

Sex med samtykke
Nu er anklagemyndigheden i Los Angeles kommet frem til, at der ikke er tilstrækkelige beviser til at sigte Armie Hammer. Derfor har man frafaldet sagen mod skuespilleren, der har nægtet sig skyldig og sagt, at han kun har haft sex med samtykke med kvinderne.

”Jeg er meget taknemmelig over distriktsadvokatens grundige undersøgelse og konklusion af, at der – som jeg hele tiden har fastholdt – ikke har fundet en forbrydelse sted,” skriver Armie Hammer på Instagram og fortsætter:

”Jeg ser frem til at påbegynde, hvad der bliver en lang og svær proces med at få mit liv tilbage på rette spor, nu hvor mit navn er blevet renset.”

Sidste år kom dokumentaren House of Hammer, hvor flere kvinder står frem og fortæller om seksuelt grænseoverskridende oplevelser med Armie Hammer.

Hans tante medvirker også med en afsløring af, at den stenrige Hammer-familie gennem årene har praktiseret grænseoverskridende adfærd på andres bekostning. Armie Hammers bedstefar grundlagde olieselskabet Occidental Petroleum, som har tjent milliarder til familien.

Dødstrusler og chikane
Beskyldningerne kostede i 2021 Armie Hammer roller i Jennifer Lopez-filmen Shotgun Wedding og Godfather-serien The Offer.

Han har de seneste år boet på Cayman-øerne for at være tæt på de to børn, som han har med ekskonen Elizabeth Chambers, der i 2020 lod sig skille fra skuespilleren. På sociale medier har der undervejs i sagen både været tilhængere og modstandere af Armie Hammer på banen.

”Hvis der virkelig er sket noget vederstyggeligt i Armie Hammers soveværelse, bør anklagerne efterprøves ved retsinstanser for at sikre, at retfærdigheden sker fyldest,” skrev Thea Torp i Ekko.

Nu er sagen så blevet juridisk behandlet, men anonyme Effie mener stadig ikke, at retfærdigheden er sket fyldest.

”Jeg er meget skuffet over beslutningen om ikke at retsforfølge Armie Hammer,” udtaler hun til det britiske medie BBC.

”Jeg følte en pligt til at stå frem og indgive en anmeldelse. Det har kostet mig meget. Siden jeg stod frem, har jeg modtaget dødstrusler, voldtægtstrusler, utallige angreb og forfærdelig, vedvarende chikane.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko