Nyhed
23. nov. 2008 | 13:49

Anmeldelser gør en forskel

'Frygtelig lykkelig' runder 200.000 solgte billetter, blandt andet takket være massivt gode anmeldelser.

Af Claus Christensen

Henrik Ruben Genz' sønderjyske drama, Frygtelig lykkelig, rundede forleden et skarpt hjørne.

Filmen solgte billet nr. 200.000 i biografen, og dermed er den gået markant bedre end Genz' to forrige spillefilm, En som Hodder (146.000 billetter) og Kinamand (26.000).

Men nok så interessant har Frygtelig lykkelig også større publikumstække end de to forrige danske film i Biografklub Danmark, Kandidaten og Det som ingen ved.

Word of mouth
Kasper Barfoeds Kandidaten har ganske vist også solgt omkring 200.000 billetter, men i modsætning til Frygtelig lykkelig synger den på allersidste vers i biograferne. Mens Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved trak 186.000 mennesker i biografen, inden den blev taget af plakaten i sommer.

"Vi forventer, at Frygtelig lykkelig mindst sælger 250.000 billetter," siger Jan Lehmann, direktør for Nordisk Film Biografdistribution.

"I den weekend, hvor den nye Bond-film havde premiere, faldt Frygtelig lykkelig kun med 30 %. Normalt falder en film 30 % uden konkurrence fra en Hollywood-blockbuster, så det viser, at Frygtelig lykkelig har et godt word of mouth. Folk er enige med anmelderne, og de anbefaler filmen til deres venner og bekendte," siger Jan Lehmann.

Hvem læser anmeldelser
Netop anmeldelser er en af de ting, som adskiller Frygtelig lykkelig fra Kandidaten og Det som ingen ved. Hvor de to sidstnævnte fik blandede, hvis ikke ligefrem dårlige anmeldelser, er Frygtelig lykkelig årets suverænt bedst anmeldte danske spillefilm.

"Anmeldelser betyder ingenting, hvis det handler om rene konceptfilm, som er skabt til et bestemt publikum, der på forhånd ved, hvad det er. Hovedeksemplet er James Bond," siger Jan Lehmann og forsætter:

"Men anmeldelser gør en forskel, hvis det er en film, der henvender sig til et voksent tænkende publikum, som læser aviser og holder sig orienteret i medierne. Sådan en film er Frygtelig lykkelig."

Usædvanlig filmplakat
Anmeldelserne er imidlertid ikke den eneste succesfaktor, understreger Jan Lehmann.

"Kandidaten og Det som ingen ved ligner traditionelle amerikanske thrillers. Det er to udmærket realiserede genrefilm, men de skiller sig ikke ud som Frygtelig lykkelig, der har en helt speciel humor og et western-look."

Lehmann mener, at Nordisk Film har lavet en modig markedsføring, som har givet pote.

"Det er usædvanligt, at en filmplakat viser to gummistøvler, der står oppe i vejret. Og billedet fra filmen, hvor Kim Bodnia iført sin bredskyggede hat står foran en flok mennesker på en mark, dukker igen og igen op i medierne. Det er den humoristiske western-vinkel, som publikum er faldet for."

Publikums sjette sans
Kim Foss er direktør for Grand-biografen i København, som henvender sig til et såkaldt voksent tænkende publikum. Han kan tale med om, at anmeldelser gør en forskel.

"Grand viser kvalitetsfilm, så vi er forvænt med gode anmeldelser. Men en god 5-stjerners anmeldelse i Politiken kan vi da godt mærke på billetsalget," siger Kim Foss.

"Min erfaring er imidlertid også, at man ikke kan snyde publikum. Det er, som om publikum har en sjette sans, og i tilfældet med Frygtelig lykkelig er publikum altså enige med anmelderne."

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko