Debat: Anmelderen, der glemte at være barn

”Du har glemt, hvordan det er at være barn.” Sådan skrev en læser til mig som kommentar til min anmeldelse af animationsfilmen Det magiske hus.

Det har læseren ret i. Jeg husker kun svagt, hvordan jeg filmoplevede som barn. Jeg kan ganske rigtigt ikke sige noget kvalificeret om, hvordan Morten på syv år ville opleve Det magiske hus.

Min kritiske læser rammer ned i en øm anmelderdiskussion: Hvordan skal man anmelde film, som er målrettet børn?

Sandheden skal høres fra børn
Men måske er det i virkeligheden ikke det rigtige spørgsmål at stille. Måske skal vi træde et skridt længere tilbage og spørge: Hvad er en anmeldelse?

Læseren reagerede på det faktum, at vedkommendes børn havde haft en bedre filmoplevelse med Det magiske hus, end jeg havde. Og da de jo tilhører den målgruppe, som filmselskabet bag filmen har defineret for den, så må de jo have ret.

Børnene kunne lide børnefilmen. Altså er Det magiske hus en god film.

Det forudsætter imidlertid, at læserens børn er idealbørn, som alle andre børn deler smag og mening med. At alle børn er ens. Men hvad nu hvis jeg en dag huskede, hvordan jeg havde været barn og stadigvæk ikke brød mig om Det magiske hus? Så ville filmen være god for læserens specifikke børn, men altså ikke alle børn.

Er det plausibelt?

Tja, jeg husker da, at nogle af børnene hjemme på parcelhusvejen for tyve år siden gik til holdsport som fodbold og håndbold, mens vi andre forsigtige børn var mere trygge med et badminton-net imellem os og modstanderen. Jeg kunne godt lide James Bond-film, Allan var vild med gys. Børn er som alle andre mennesker i verden forskellige.

Anbefaling til målgruppen
Lad os tage et kig på, hvordan mine kolleger gik til opgaven at anmelde Det magiske hus.

Jacob Ørsted fra Ekstra Bladet gav i sin anmeldelse ”en potevarm anbefaling herfra til seks-tiårige drenge og piger”.

Jacob Ørsted er ikke selv en seks-tiårig dreng eller pige, men vover sig alligevel ud i at målgruppeanbefale filmen. Implicit i den anbefaling må der også ligge en advarsel om, at andre end den målgruppe ikke vil få den samme gode filmoplevelse. Heriblandt Jacob Ørsted selv. Det er altså ikke en bedømmelse hentet fra Jacob Ørsteds egen personlige filmoplevelse, men et gæt på, hvad en given målgruppe vil synes.

Berlingskes Louise Kidde Sauntved giver en knap så detaljeret målgruppeanbefaling, idet hun blot konstaterer, at Det magiske hus er ”en sød, fantasifuld og underholdende film for hele familien”. Igen ser vi en trang til at fortælle, hvordan andre vil opleve filmen, imens anmelderens subjektive oplevelse holdes tilbage.

En trang, som Filmmagasinet Ekkos egen Daniel Pilgaard også deler. Han gisner om, at ”de fleste fra konfirmationsalderen og op vil nok gabe flere gange”. Daniel Pilgaard er selv i den relativt brede ikke-målgruppe, han definerer. Men mellem linjerne siger han også, at dem, der ikke er konfirmationsklar endnu, nok vil gabe en del mindre.

Jo yngre, jo bedre
Politikens Kim Skotte vælger ikke at indlade sig på at målgruppeanbefale, mens Jyllands-Postens Katrine Sommer Boysen berører emnet på en knap så absolut facon som de tre førstnævnte, da hun blot orienterer om, at ”mine to otteårige ledsagere var også vældigt godt underholdt, og det er jo lidt af en anbefaling”.

I Katrine Sommer Boysens anbefaling kan en fællesforståelse med min kritiske læser anes, idet hun har medbragt to repræsentanter fra filmselskabets primære målgruppe. Logikken er her, at jo tættere man er målgruppen, jo mere gyldig bliver ens anmeldelse.

Denne målgruppetilgang er ikke særlig for børnefilm. Den er bredt anvendt som strategi for filmanmelderi. Men den træder tydeligst frem ved anmeldelser af film, der af filmselskabet er defineret som børnefilm. For én ting, som alle anmeldere deler, er, at vi ikke er børn.

Nogen er bedre end andre
Filmanmeldelser hører under disciplinen at æstetikbedømme, og her tilhører målgruppetilgangen det absolutte paradigme. Det er idéen om, at film kan opleves på én måde, der er mere rigtig end andre måder. Børnefilm kan opleves mest rigtigt af børn.

Men som voksen kan man ikke opleve Det magiske hus som et barn – og dermed (målgruppe)rigtigt. Derfor træder målgruppeanmelderen væk fra sin egen filmoplevelse og med hjælp fra ”objektive” og sjældent eksplicitte bedømmelseskriterier bedømmes filmen ud fra, hvordan idealmålgruppen ville opleve den.

Den personlige filmoplevelse undertrykkes, den har ikke værdi, vurderes det.

Det problematiske ved den tilgang er, at det kræver enighed om bedømmelseskriterierne. Det sker sjældent.

Eksempelvis er Jacob Ørsted og Louise Kidde Sauntved uenige i deres absolutte filmdom over Det magiske hus. Ørsted anfører, at filmen er god for piger og drenge, der er seks-ti år, imens Kidde Sauntved mener, at den er god for hele familien. Mindst en af dem må tage fejl i deres målgruppeanbefaling.

Derfor forsøger jeg aldrig i mine anmeldelser at gætte på, hvordan mit yngre ”jeg” eller andre vil opleve en film. Det kan jeg intet vide om. Jeg kan derimod 100 procent sandfærdigt beskrive, hvordan jeg oplevede den.

Professionelle argumenter
Men når man nu ikke er mig, hvorfor skulle det så være interessant at læse om? Det kedelige svar er, at det er det bedste, vi har. Jeg eller andre kan ikke filmopleve på andres vegne, hvorfor det giver bedre mening at bruge spaltepladsen på det, vi ved – vores egen og helt igennem subjektive filmoplevelse.

Men så kan alles mening jo være lige gode, lige rigtige? Ja og nej.

Din filmoplevelse er lige så rigtig som min. Kunne du lide Det magiske hus, så var det din filmoplevelse. Ikke rigtig eller forkert, men din. Den ville være rigtig for dig. Vi ville være uenige om bedømmelsen, men det ville være i orden. Vi ville kunne diskutere filmoplevelsen og fremføre vores argumenter for den. Her burde den professionelle anmelder have flest gode argumenter.

For jeg kan sagtens bage mit eget brød, men da en professionel bager ikke laver andet, er der alt andet lige en større sandsynlighed for, at vedkommendes brød bliver bedre end mit.

De professionelle anmeldere er som den professionelle bager eller andre, der beskæftiger sig med et fag mere end andre. Anmelderen ser flere film end de fleste, hvorfor anmelderen kan sammenligne, tematisere og perspektivere den konkrete filmoplevelse med mange andre film. Og så kan de med præcise og konkrete eksempler hentet i værket argumentere overbevisende for deres filmoplevelse.

Lyt eller lad være
Den begavede og nysgerrige læser kan så selv vurdere fra den personlige, argumenterede og vidende filmbedømmelse, om filmen er noget for ham eller hende.

Eksempelvis gjorde jeg i min anmeldelse af Det magiske hus en del ud af at forklare, hvordan filmens dominerende 3D-effekter virkede. De virkede negativt på mig, men da jeg med konkrete eksempler har forklaret hvordan, så vil læseren selv kunne vurdere, om det er noget for vedkommende selv. Det vil jeg ikke blande mig i.

Og så tror jeg, vi skal passe på med at gøre børnefilm til en unik genre, som kun salgsmålgruppen selv kan forstå. Ligesom det ville være sært at tage en jyde med til film, som filmselskabet havde målgruppebestemt til jyder. Hvis det bliver strategien for fremtidens filmanmelderi, får jeg travlt med at finde en bilglad drengerøv til Fast & Furious 7, en østrigsk museumsentusiast til Det store museum og en kvinde ramt af Alzheimers til Jeg er stadig Alice.

Lad filmselskaberne om målgruppetankerne, mens filmanmelderne koncentrerer sig om vidende, velskrevne og argumenterede tekster om deres personlige filmoplevelser, og lad os kun udtale os om, hvordan børn vil reagere på en film, hvis vi selv er netop det – et barn.

Jeg tror, Morten på syv år ville hade Det magiske hus, men jeg aner det ikke. Du må nøjes med mig, det er det bedste, jeg har. Det må blive mit svar til dig, kære læser.