Annelise Hovmand er død

”Det er Annelise Hovmand,” lød det med karakteristisk dyb og alvorlig røst, når Annelise enten ringede eller tog telefonen.

Snart efter kunne hun slå over i en hjertelig kluklatter, mens hun fortalte noget skægt. For i næste sekund at vende tilbage til sagens kerne: ”Det der med ’sex sælger’, det er ok. Men på side 311 skriver du, at det nok var en af de unge assistenter, der klippede filmen. Dét passer ikke. Det gjorde Johan selv, formentlig med hjælp fra en af de unge assistenter. Sådan må du gerne skrive.” 

Det var min ph.d.-afhandling om hendes anden mand Johan Jacobsen, Hovmand kommenterede. Hun havde været en hovedkilde og fulgte mit arbejde til dørs med indspark – og en kærlig nærlæsning.

Spillets regler
Første gang jeg mødte Annelise Hovmand var i foyeren i Bio Næstved, som hun i en alder af 79 år stadig ejede og drev.

Jeg havde blomster med.

Næsten inden vi havde fået hilst på hinanden, havde hun fået hidkaldt en ung mand til at tage hånd om buketten. Da vi kort efter sad ved et cafébord i foyeren kom medarbejderen hen med blomsterne arrangeret i en vase, som han stillede foran os, og der blev nikket tak. 

Sådan var Annelise Hovmand: en skrap dame med styr på tingene. 

Det samme ville man aldrig sige om en mand – at han var skrap. Men hun havde lært spillets regler gennem en lang karriere i en mandsdomineret branche, hvor det var nødvendigt at være skrap – og somme tider også fræk – for at få succes.

Læremesteren
Annelise Hovmand kom til filmen som scriptgirl i 1947, fast besluttet på at avancere til instruktør. Det var inden, der fandtes en filmskole. Vejen videre frem var mesterlære, hvilket ville sige at hægte sig på én, der var noget ved musikken.

Og det var ikke hvem som helst, Hovmand udså sig som læremester. Nemlig den førende filminstruktør og producent Johan Jacobsen, som hun med tiden kom til at danne par med, professionelt og privat.

Én af Hovmands første opgaver blev at aflytte og udskrive dialogen i Soldaten og Jenny (1947) til brug for undertekster på andre sprog. I 1949 skaffede Jacobsen sin nye assistent et studieophold i London, hvor hun fulgte produktionen af Michael Powells The Elusive Pimpernel (1950).

Siden blev Hovmand uddannet i alle filmproduktionens faser og funktioner på Jacobsens i 1950 stiftede filmatelier Flamingo Studio i Nærum. Hun debuterede som færdigbagt instruktør med kortfilmen Hvorfor stjæler barnet (1955) og spillefilmen Ingen tid til kærtegn (1957), som vandt en Bodil for bedste film. 

Begge film handler om at få plads til børn i en travl hverdag og trak på Hovmands egen erfaring som enlig mor til sønnen Mads fra et tidligere ægteskab.

I de senere Frihedens pris (1960) – inspireret af modstandsmanden Kim Malthe-Bruuns skæbne – og Sekstet (1963) – en psykologisk undersøgelse af biseksualitet – var Hovmand inspireret af den franske nybølge og Ingmar Bergmans filmkunst. Krudt og klunker (1958) er en charmerende periodekomedie om en familie i 1890’ernes København.

”Jeg elskede det atelier. Og jeg elskede tanken om, at vi var frihed for dansk film. At vi var dem, der ikke skulle tage hensyn til de store – Nordisk Film og så videre,” fortalte Annelise Hovmand.

Modspil til hyggefilm
Ambitionen med Flamingo, som Jacobsen og Hovmand stod last og brast om at realisere, var at skabe film med udsyn og eksperimenterelyst som et modspil til tidens altoverskyggende folkekomedier og hyggefilm.

Økonomisk set hang det idealistiske projekt om et uafhængigt produktionssted dog ikke sammen. Der var dengang ikke noget, som hed filmstøtte, og i jagten på nødvendige penge instruerede Hovmand og Jacobsen film, de brændte knapt så meget for, såsom Hovmands Gøngehøvdingen (1961). 

Når de skiftevis produktionsleder for hinanden, måtte hver en krone vendes.

Alligevel lykkedes de to stædige ildsjæle at holde produktionen i gang i femten år og at skabe flere vigtige film, selv om de langt hen ad vejen arbejdede fra hånden i munden. Deres honorarer var bundet i filmenes forventede overskud, som havde det med at udeblive. 

De fik da også skattevæsenet på nakken flere gange, inden Jacobsen i 1966 solgte Flamingo. Det var kort efter, at 1964-filmloven var trådt i kraft, men de nye støttemuligheder var ikke nok til at bringe det trængte atelier på ret kurs. 

På det tidspunkt var Jacobsens og Hovmands samliv for længst ophørt, men Hovmand lagde til det sidste loyalt sine egenproduktioner hos Flamingo: det stemningsmættede julespil Grænseland (1965), som hun producerede for Danmarks Radio, og den vanvittige Rialto co-produktion om flypioneren Jacob Ellehammer Nu stiger den! (1966), som hun måtte belåne sit hus for at betale af på.

Biografdirektør
Ved siden af sin instruktørgerning var Annelise Hovmand medstifter af Danske Filminstruktører, som hun i en periode var formand for og frem til sin død æresmedlem af.

Herigennem arbejdede hun for at skabe bedre vilkår for instruktører, end dem hun selv havde kendt – blandt andet med en filmskole og et filminstitut. Foreningen blev stiftet i Flamingos kantine i 1956.

I 1967 ansøgte Annelise Hovmand om en biografbevilling i Næstved – og fik den.

Det blev begyndelsen på et mere stabilt liv med et hovedvirke som biografdirektør og en base i en nedlagt præstegård i Vester Egede, hvor hun boede sammen med arkitekten Carl Johan Nienstædt. Det var i de idylliske omgivelser, Annelise Hovmand sov stille ind den 28. december 2016.