Annes dagbog fældede filminstruktør

”Børn skal have kærlighed, tryghed og medindflydelse, men det har vi ikke råd til her i landet. Vi har alt for travlt med at spare, og i det ræs, som vi kører, glemmer vi mennesket og ikke mindst barnet. Derfor blev jeg fritidspædagog, og derfor laver jeg film.”

Så børnesolidarisk udtalte Ernst Johansen sig i Berlingske i maj 1979. Det var i samklang med hans ungdomsfilm, der hyldede børn og unge som selvstændige individer med deres eget følelsesliv.

Men bag kulissen var virkeligheden en anden. Få måneder før interviewet i Berlingske havde Ernst Johansen lokket fire mindreårige piger til sex under indspilningen af ungdomsfilmen Krigernes børn.

Overgrebene fandt sted i en eller flere lejligheder i København, langt væk fra filmoptagelserne i Vikingelandsbyen ved Risby. De unge skuespillere blev én for én forført med sprut og løfter om en gylden fremtid i filmbranchen.

”Han inviterede dem til at spise, serverede vin for dem og inviterede dem hjem i sin fars lejlighed under foregivende af, at man skulle tale om en filmfremtid,” skrev Ekstra Bladet 12. marts 1981.

Bedraget blev opdaget, da pigerne talte med hinanden og fandt ud af, at Ernst Johansen havde givet alle samme behandling og lovet dem roller i kommende film.

”Det var mig og en anden dreng, der talte med pigerne på settet,” fortæller Janek Lesniak, der spiller filmens hovedrolle Nelo.

”Pigerne var meget kede af det, og de spurgte os, hvad vi syntes, de skulle gøre. Vi kom af en eller anden mærkelig, overvoksen grund frem til, at de skulle vente med at gå til politiet, fordi der kun var et par uger tilbage af optagelserne.”

Møder i privaten
Heller ikke blandt de voksne på filmholdet blev der reageret. Nogle vidste ingenting, andre tav om deres viden.

Fotografen Peter Roos og klipperen Lizzi Weischenfeldt fungerede som ”tekniske instruktører”, fordi Ernst Johansen ikke var uddannet instruktør, og Krigernes børn var hans første spillefilm uden den faste makker og medinstruktør Lasse Nielsen.

”Ernst var meget uerfaren, men han kunne fascinere de unge mennesker. Lizzi og jeg stod for det tekniske og lavede skudplanerne, mens Ernst snakkede med skuespillerne og instruerede,” fortæller Peter Roos til Ekko.

”Der var intet, som gjorde, at jeg fik mistanke om noget. Han tog skuespillerne hjem til sig selv, men optagelserne var i Risby langt fra København, så det var ikke mærkeligt, at han holdt instruktionsmøder hjemme. Først da sagen kom frem i pressen, opdagede jeg, hvad der var sket,” siger Peter Roos.

Lizzi Weischenfeldt bakkede Ernst Johansen op, da han og Lasse Nielsen i 1978 gik hver til sit efter Du er ikke alene, men hun ønsker slet ikke at sige noget om sagen.

”Det var svigt hele vejen rundt. Ingen ville røre ved det – hverken producere eller skuespillere,” siger Søren Hindborg, der i Krigernes børn spiller Alfo, der sammen med fire andre børn stikker af fra et voldeligt og mandsdomineret samfund.

Først da en pige fra optagelserne tog sit eget liv, kom politiet på sporet af Ernst Johansen, der oprindelig var uddannet fritidspædagog og arbejdede på Borups Børne- og Ungdomsteater inden karrieren som filminstruktør.

Lakonisk politirapport
”Lørdag den 1. december kl. 21.45. Et nyt selvmord foran S-toget ved Birkerød jernbanestation. Umiddelbart efter at toget mod København havde sat i gang, sprang en sekstenårig, ung pige ud foran toget. Den unge pige, boende i Bistrup, var dræbt på stedet. Ulykken gav nogen forsinkelse i toggangen.”

Sådan lød den lakoniske politirapport i Birkerød/Farum-avisen i december 1979. Nærmest som business as usual, en tragisk hændelse, der forekommer alt for ofte og går i glemmebogen for andre end de pårørende. Men to en halv måned senere trak selvmordet pludselig overskrifter i formiddagsaviserne.

Anne – som pigen hed – havde en mindre rolle som bondens datter Marie i Krigernes børn, der fik dansk biografpremiere i august 1979 og blev vist på den prestigefulde Berlinale i februar 1980. Og den unge skuespiller efterlod en dagbog, hvori Ernst Johansens seksuelle overgreb under optagelserne af Krigernes børn var beskrevet.

Den lille rolle som bondens datter Marie i Krigernes børn endte med at få stor betydning for unge Anne (foto: Peter Roos).

Ifølge BT var Anne stærkt oprevet over instruktøren, lige før hun tog sig af dage.

”Minutter før selvmordet fortalte pigen til en ven i telefonen, at hun ville have et opgør med Ernst Johansen (…) og hun bad sin kammerat om at tage med. Da han undslog sig, fortalte pigen, at hun ville begå selvmord og smed røret på,” skrev BT den 17. maj 1980.

Vennen ringede til en kammerat, der boede i nærheden af stationen. ”Drengen løb op på perronen, men det var et par sekunder for sent. Skolepigen lå dræbt på skinnelegemet,” skrev BT, der mente at vide, at ”instruktøren var kendt blandt skolens elever og kom til elevfesterne”.

Fri sex koster
Ekko-skribenten Bo Tao Michaëlis var dengang ansat som lærer på Birkerød Statsskole, hvor Anne gik i 1.B. på gymnasiet.

”Jeg husker, at der var en særlig aura omkring hende, og hun virkede meget moden. Bagefter tænkte jeg: ’Gud, det her er jo børn forklædt som voksne. De femten-sekstenårige piger ligner rigtige kvinder, men de er piger indeni. Filmtitlerne i den periode signalerede fri sex, der ikke koster noget, men det gør det alligevel,” siger Bo Tao Michaëlis.

”Der gik en historie om, at Ernst Johansen havde fået adgang til fester på skolen. Jeg kan huske, at rektor ved et morgenmøde indprentede, at festerne ikke var for hvem som helst. Politiet kom og afhørte elever i Annes klasse, og der gik rygter om, at man ikke måtte tale om sagen, undtagen til politiet.”

Hendes klasselærer Inge Vinten bemærkede, at Anne var dygtig til at skrive stile. En anden lærer, Henrik Ljunberg husker, at skolen var hårdt ramt af tragedien.

”Jeg arbejdede i 33 år på skolen, men den her sag kan jeg godt huske. Jeg var så berørt, at jeg kørte forbi broen, hvor hun havde kastet sig ud. Da jeg kiggede ned på skinnerne, syntes jeg pludselig, at jeg så noget dernede. Det var fantasi, men det viser, hvor påvirket jeg var,” siger Henrik Ljundahl.

Hun kaldte sig ”Plet”
Stefano Raimondi gik i klasse med Anne og husker, at hun ikke havde høje tanker om Ernst Johansen.

”Jeg havde en del med Anne at gøre, fordi vi begge tog latinprøven. Hun var trist til mode på det tidspunkt og havde ikke noget pænt at sige om Ernst Johansen. Men for det meste var hun en glad og udadvendt pige, og derfor var selvmordet så chokerende,” siger Stefano Raimondi.

Men hverken Raimondi eller de seks andre fra Annes klasse, som Ekko har været i kontakt med, husker noget om, at Anne havde et forhold til Ernst Johansen, eller at han dukkede op til skolefesterne.

Anne gik i 1.B. på Birkerød Statsskole og sidder på første række helt til højre med langt, krøllet hår, hvide smækbukser og lyserød vest (foto: Historisk Arkiv Rudersdal Museer).

”Anne var meget karismatisk. Hun boede alene med sin mor, mens vi andre var kernefamiliebørn. Vi syntes, hun var sej, fordi hun turde gøre ting og være med i en film. Hun var sådan her-er-jeg-agtig og kaldte sig ’Plet’, fordi hun havde en plet i øjet. Hun kunne også være fuldstændigt nede i kulkælderen og lukket af for verden,” siger Kirstine Andersen, der også gik i 1.B.

Janek Lesniak, der blev uddannet som skuespiller i London, fremhæver skrøbeligheden som Annes styrke.

”Som meget følsomme mennesker havde Anne en nerve i sit spil og en sårbarhed, der var spændende. Og så kunne man mærke, at hun ikke bare var en bly viol. Hun havde det særlige, hvor man bare tænker: ’Hvad sker der inde i hende?’ Dét elsker kameraet,” siger Janek Lesniak.

Flygtede ud af landet
Vi ved ikke, om Anne selv blev udnyttet af Ernst Johansen. Men hvis hun – som aviserne skrev – i forvejen var i splid med sig selv, så kan instruktørens misbrug have ramt særligt hårdt. Overgrebene har i hvert fald gjort så stort et indtryk, at hun har nedfældet sine tanker i dagbogen, som fældede Ernst Johansen.

20. februar 1980 kunne BT afsløre, at kriminalpolitiet i Helsingør i tre måneder hemmeligt havde efterforsket en filminstruktør efter at have læst i afdød piges dagbog. Politiet havde selv fundet frem til ofrene.

”Pigerne er ikke selv gået til politiet, fordi de har været beklemte ved situationen og delvist været uvidende om, at der måske var tale om en forbrydelse,” skrev BT.

Avisen skrev, at politiet havde besluttet at rejse sigtelse, men sigtelsen var endnu ikke blevet forkyndt for instruktøren. Ernst Johansen mærkede jorden under sig brænde og forsvandt.

Instruktøren blev efterlyst via Interpol. Han mentes at være flygtet til Sydamerika, men 14. maj blev han fanget i Milano lufthavn i Italien. Noget så banalt som en franskbrødskniv, der blev fundet i hans bagage i sikkerhedskontrollen, førte til anholdelsen.

”Jeg skulle bruge kniven til at skære franskbrød med. Og det gjorde jeg på de forskellige hoteller, jeg boede på. Jeg havde ikke råd til at spise på restaurant hver dag,” forklarede Ernst Johansen dommeren i Milano.

Instruktøren var fuldstændigt uforstående over for sigtelsen i Danmark, hvor Annes mor var brudt sammen og blevet indlagt som følge af tragedien.

”Jeg forstår ingenting. Det kan jo give mig seks år. Jeg kan ikke tro, det er mig, der er sigtet i den sag,” sagde Ernst Johansen ifølge BT den 17. maj 1980.

Hjælp fra kollega
Udleveringen til Danmark trak ud, og nogle måneder efter anholdelsen besøgte instruktør Anders Refn under en ferie sin gode kollega i Milano-fængslet.

”Hvis Ernst ikke kommer hjem nu, bliver det et vrag, vi får hjem, når det sker,” sagde Anders Refn bekymret til Ekstra Bladet 4. august 1980. I Danmark var Ernst Johansen sigtet for voldtægt, og det gjorde ham ilde set blandt fangerne, fortalte Refn.

”Hvis Ernst har gjort det, han er sigtet for, skal han selvfølgelig have sin straf. Men derfor behøver man ikke straffe ham mangedobbelt ved at lade ham sidde så længe i dette fængsel,” sagde Anders Refn.

I dag siger han til Ekko: ”Ernst var en meget sympatisk mand. Han kom med i vores kortspilslæng med Morten Arnfred, Karl Stegger, Peter Steen og andre filmfolk. Jeg havde ikke fantasi til at forestille sig, at han havde gjort det. Det havde ingen vel. Men vi var selvfølgelig meget naive.”

Ernst Johansen havde ifølge sine kolleger et godt tag på de unge skuespillere i børnesolidariske ungdomsfilm (foto: Panorama Film).

Dansk Filmmedarbejder Forbund besluttede sig også dengang for at hjælpe Ernst Johansen, nemlig med juridisk bistand. Efter en kortere sultestrejke blev han endelig udleveret til Danmark, og den 10. september 1980 kunne han fremstilles i grundlovsforhør.

I retten forklarede Ernst Johansens advokat, at instruktøren var flygtet for at skåne pigerne.

”Den megen presseomtale i dagene op til fængselskendelsen var hård for pigerne. Det vidste min klient og mente, at det ville stoppe, hvis han først var væk. Det var måske ikke særligt smart, men alligevel,” sagde forsvareren Arne Blom.

Han sagde også, at Ernst Johansen ikke havde haft noget som helst med Annes selvmord at gøre.

”Det har været offentligt fremme, at denne pige i fortvivlelse over de ting, Ernst Johansen har gjort mod hende, skulle have begået selvmord. Men der er intet i sagen mod min klient, hvor et sådan forhold er inddraget,” sagde Arne Blom, inden dørene til grundlovsforhøret blev lukket.

En fri mand
Et halvt år senere fik Ernst Johansen en forholdsvis mild dom på otte måneders fængsel for samleje med fire piger under femten år. Han blev også i fem år frataget retten til at ansætte, undervise og være arbejdsleder for piger på under femten.

De otte måneders fængsel var allerede udstået med den tid, han havde siddet varetægtsfængslet, så Ernst Johansen kunne forlade retten som en fri mand.

Under retssagen hævdede instruktøren, at han troede, at pigerne var over femten år. Men til Ekstra Bladet fortalte en producerassistent på filmen, at han havde givet Ernst Johansen en mappe, hvor pigernes alder stod i.

I reportagen fra domsafsigelsen 18. marts 1981 kunne Ekstra Bladet afsløre, at han tidligere var blevet dømt for seksuel udnyttelse af mindreårige. Det havde givet ham en dom på tre måneders fængsel, og han var dengang samtidig blevet frakendt retten til at arbejde som pædagog.

Men det forhindrede ham altså ikke i at arbejde som ungdomsfilminstruktør og gentage forbrydelsen.

Krigernes børn blev Ernst Johansens sidste film. Han gled ud af filmbranchen, men bevarede kontakten til flere filmfolk. Blot to år senere fik han en ny dom: seks måneders fængsel for igen at have lokket en mindreårig pige til samleje.

”I sit hjem blev hun med tilbud om en filmrolle lokket til at gennemspille en ’forførelsesscene’ samt til at posere nøgen for instruktøren, som bagefter forførte hende til samleje,” skrev Ekstra Bladet den 6. maj 1983. Pigen, der ifølge læger havde fået varige, psykiske mén, blev tilkendt en erstatning på 15.000 kroner.

Ekko har været i kontakt med 75-årige Ernst Johansen, der i dag er bosat i Thailand. Han ønsker ikke at udtale sig.