Nyt talent: Ekstremernes mester
”Jeg vil lave film, der er større end sig selv.”
Sådan lyder det kort og kontant fra instruktørtalentet Annika Berg, der snart er aktuel med sin første spillefilm Team Hurricane.
Tager man hendes afgangsfilm fra Filmskolen i 2015 som et pejlemærke for, hvor langt talentet rækker, har vi i Danmark fået os en ny auteur, som er mere kunstmystik end Oscar-pragt.
Annika Bergs spraglede Sia – se den på Ekko Shortlist – skilte sig ud blandt afgangsfilmene som en bombe af visuel kraft, surrealistiske elementer og et rørende øjebliksbillede af en 93-årig dame, der venter på døden i al sin glans.
Der er pastelfarver, svulstige stueplanter og orkidéer i lange baner, en skrigende papegøje, en udstoppet isbjørn, livsløse katte og en enkelt stædig huskat, hvis lune man aldrig regner ud.
Sådan maler Annika Berg sin forundring over livets smukke og gådefulde sortie.
Sia blev nomineret til fem priser ved Ekko Shortlist Awards 2016 og vandt i år filmbranchens Robert-statuette for bedste kortfilm. Men hun bryder sig i virkeligheden slet ikke om priser og festivitas.
”Filmbranchen har en hang til at fejre sig selv hver eneste dag med champagneflasker, og det skal man passe på ikke at blive indsølet i,” som Annika Berg siger.
Teenager-ad-helvedes-til
Den 30-årige frederiksbergenser ville i sine unge år være enten maler eller forfatter.
Alene på sit værelse læste hun bøger af James Joyce, yndlingsforfatteren Yukio Mishima, der begik selvmord efter et mislykket militærkup, og malede islamisk kunst. Men som femtenårig stiftede hun bekendtskab med filmværkstedet for unge, Station Next i Avedøre.
Over de næste tre år blev Station Next Annika Bergs eneste faste holdepunkt ud over en enkelt tæt ven. Hun svælgede i tanker, om hun var god nok, og hvor hun hørte til.
Det gjorde hun i hvert fald ikke i folkeskolen, hvor hun blev smidt ud i tiende klasse. Den kunne alligevel ikke lære hende noget, tænkte Annika Berg, der med egne ord havde det rigtigt teenager-ad-helvedes-til.
Men i legen med de levende billeders fortælling kunne hun forene sit talent for male- og skrivekunst.
Hun udviklede en ikke-stil – fra noir-fortællinger med Bollywood-musik til psykedelisk stroboskop-hyldest til Peaches-nummeret Bag It.
Kraftfuld og flagrende
Sådan forsøgte hun to gange at komme ind på Filmskolen, men da det i tredje hug lykkedes, var det med et hurtigt sammenstykket sci-fi-drama om to mennesker, som konstant er på nippet til at elske eller slå hinanden ihjel. Den lavede hun i øvrigt med sin ekskæreste.
Hendes lærer gennem tre år på Filmskolen, Dagur Kári, kalder Annika Berg ”et unikt talent”. Og det er også den eneste kasse, han vil putte hende i.
”Hendes udtryk er markant og kraftfuldt. Nogle gange er hun flagrende og teenageragtig og i næste øjeblik robust og gammelklog. Hun er både intuitiv og vis, stædig og kompromisløs,” forklarer Dagur Kári og tilføjer:
”Selv om hendes vision er klar, er hun utroligt åben for input fra sit hold, og hun er i stand til at inspirere folk omkring sig og få dem til at føle, at deres bidrag er vigtigt.”
Jim Jarmusch på syre
Annika Bergs midtvejsfilm på Filmskolen, Heisenbergs usikkerhedsrelation, handler om en androgyn og ensom dreng. I en mosaik af usammenhængende situationer overlader han for en weekend pasningen af sine fisk og planter til underboen for at lade sig drage af storbyens skøre og excentriske eksistenser.
Det er Jim Jarmusch på syre.
Og i modsætning til Sia demonstrerer den Annika Bergs talent for realismens nøgne kedsommelighed krydret med et persongalleri, der er lige så farverigt som billedsiden i Sia.
Selv hader hun, når folk udråber hendes film til at være en typisk Annika-film. Debutfilmen Team Hurricane vil hun ikke afsløre andet om, end at det er et punkdrama, og med instruktørens omskiftelige udtryk og eksperimenterende tilgang er det svært at spå om, hvad det danske biografpublikum kan forvente sig.
Men ét er sikkert.
Team Hurricane handler om noget, der rører sig i Annika Berg i øjeblikket, og så kommer den helt sikkert ikke til at ligne den sidste. Typisk Annika.
Trailer: Sia
Annika Berg
Født 1987 i Frederiksberg.
Gik på Station Next, en filmskole for unge.
Dimitterede fra Den Danske Filmskole i 2015 med Sia, der kan ses på Ekko Shortlist.
Sia fik i 2017 en Robert for bedste kortfilm og fem nomineringer ved Ekko Shortlist Awards 2016.
Debutspillefilmen Team Hurricane forventes at få premiere på en af de internationale festivaler.
Kommentarer