Nyhed
24. juli 2017 | 14:22

Annika Berg skal til Venedig-festivalen

Foto | Adomeit Film
Otte teenagetvære piger har hovedrollerne i Annika Bergs spillefilmdebut, der blev kendt under arbejdstitlen Forever 13, men nu har skiftet navn til Team Hurricane.

Som Ekko håbede, skal den talentfulde instruktør til den italienske festival, hvor hendes debutspillefilm er i sidekonkurrencen.

Af Nicki Bruun

I weekenden satte Ekko fokus på den kommende festival i Venedig samt stortalentet Annika Berg og gættede, at instruktørens debutspillefilm kunne få premiere på verdens ældste filmfestival.

Nu er det blevet bekræftet, at Bergs film – som er gået under arbejdstitlen Forever 13, men har fået titlen Team Hurricane – faktisk kommer på den italienske festival.

Det Danske Filminstitut skriver i en pressemeddelelse, at filmen vises i sidekonkurrencen La Settimana Internazionale della Critica.

Den kører sideløbende med festivalens officielle program og byder i år på syv film, der alle er af debutinstruktører i spillefilm-formatet.

Team Hurricane bliver beskrevet som et eksperimenterende teenagedrama, der følger otte piger over en sommer i ungdomsklubben. Langsomt skabes et sammenhold mellem dem, som får dem hver især til at blomstre.

I pressemeddelelsen beskriver Annika Berg mere på engelsk end dansk sin film som en ”punk chick flick om radical girls in an ordinary world”. Den er produceret af Katja Adomeit, der har stået bag Cannes-vindere som Ruben Östlunds The Square og Shahrbanoo Sadats Wolf and Sheep.

Korrekt forudsigelse
Annika Berg blev uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2015 med afgangsfilmen Sia, som er på Ekko Shortlist og var nomineret til fem priser ved Ekko Shortlist Awards 2016.

Den handler om en ældre kvindes poetiske favntag med døden, mens Team Hurricane omvendt griber fat i ungdommens vitalitet. Filmen er blevet til i et nært samarbejde mellem instruktøren og de otte piger i hovedrollerne, som Berg fandt gennem research på de sociale medier.

Nyheden om Annika Bergs festivaldeltagelse kommer små to uger efter, at en anden elev fra Den Danske Filmskole – islandske Hlynur Pálmason – fik sin debutspillefilm i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Locarno.

Team Hurricane er dermed i spil til at vinde prisen for bedste debutfilm på festivalen. Foruden æren medfølger der en præmie på 100.000 dollars, eller hvad der svarer til 639.000 kroner. Annika Berg kommer i selskab med instruktører som Harmony Korine, Bryan Singer, Olivier Assayas, Peter Mullan og svenske Pernilla August, der alle viste deres debutfilm i sidekonkurrencen. Skuespilleren August vandt sågar prisen for Beyond i 2010.

Se hvilke debutfilm, Annika Berg og Team Hurricane skal konkurrere med, på Venedig-festivalens hjemmeside.

Dermed må det nu siges at have været korrekt, da Henrik Bo Nielsen i sit afskedsinterview som direktør for Det Danske Filminstitut forudsagde et stort festival-efterår for Danmark.

Festivalen i Venedig kører 30. august-9. september, og Team Hurricane står allerede til at få dansk biografpremiere den 11. september.

Kommentarer

Annika Berg

Født 1987 i Frederiksberg.

Gik på Station Next, en filmskole for unge.

Dimitterede fra Den Danske Filmskole i 2015 med Sia, der kan ses på Ekko Shortlist.

Sia fik i 2017 en Robert for bedste kortfilm og fem nomineringer ved Ekko Shortlist Awards 2016.

Debutspillefilmen Team Hurricane får premiere i Venedig-festivalens sidekonkurrence for førstegangsinstruktører.

© Filmmagasinet Ekko