Anselms kunst fortjener en 3D-film

Iklædt en smart smoking og et fashionabelt overskæg ligner 76-årige Wim Wenders en kunstner i sin bedste alder.

Gennem et halvt århundrede har den arbejdsomme tysker skabt mesterværker inden for både fiktion (Undervejs, Paris, Texas og Himlen over Berlin) – og dokumentar (Buena Vista Social Club og Salt of the Earth).

Og han ryster stadig film af sig i et tempo, der må gøre langt yngre instruktører stakåndede. I år er han ligefrem dobbelt Cannes-aktuel.

Det japanske drama Perfect Days er udtaget til hovedkonkurrencen, mens 3D-dokumentaren Anselm bliver vist uden for konkurrence.

Førstnævnte har verdenspremiere på torsdag, mens sidstnævnte var et højdepunkt på festivalens første dag.

Anselm handler om den tyske ekspressionistiske kunstner Anselm Kiefer, og den er hverken tynget af talking heads eller pligtskyldige biografiske oplysninger.

Med dvælende og billedskønne optagelser af 78-årige Anselm Kiefers særegne skulpturer og monumentale malerier levendegør Wim enders poetisk kunstnerens værk og inspirationskilder.

Det gælder lige fra oldtidens myter til den tyske nationalhistorie – ikke mindst den, hovedpersonen blev født ind i.

Landet uden fortid
”Anselm er født tre måneder før krigens afslutning, jeg tre måneder efter,” fortæller Wim Wenders, da vi møder ham i Cannes.

”Vi voksede begge op i det samme ikke-land. For et land uden en fortid er intet land. Som barn har man brug for en bevidsthed om, hvad man kommer af. Men de sagde bare til os: ’Du kommer til at være fra det land, som vi vil skabe!’”

”Det var først, da jeg gik ud af gymnasiet, at det gik op for mig, at de fleste af mine skolelærere var gamle nazister. Den lille smule, vi lærte i historietimen om Anden Verdenskrig og det Tredje Rige, varede for fanden kun to uger!”

”Det gjorde mine lærere så dårligt tilpas at diskutere det, at de ikke anede, hvordan de skulle undervise i emnet.”

Heiler i Europa
Wim Wenders fortæller, at fortrængningen af den nazistiske fortid gav ham en udlængsel.

”Min reaktion var: ’Lad mig komme ud!’ Jeg begyndte at rejse allerede som dreng. Jeg rejste med toget og tog min cykel med til udlandet. Det gjorde mig til en rejsende gennem verden.”

”Men Anselm blev, han kæmpede og konfronterede det på en virkelig modig måde.”

Et af de mange kunstværker i Anselm er fotoessayet Occupations fra 1969. Iført sin fars gamle nazi-uniform tog Amselm Kiefer billeder af sig selv forskellige steder i Europa, mens han heilede.

En gestus, der har været forbudt i Tyskland siden 1945.

”Anselms måde at håndtere Tysklands fortid på var risikabel, og den kunne nemt misforstås. Han måtte lægge ryg til meget, fordi folk ikke vidste, hvad de skulle stille op med ham,” forklarer Wim Wenders.

Hele hjernen på arbejde
I Anselm følger vi kunstneren på arbejde og oplever med hjælp af skuespillere de kreative perioder, atelierer og studier, der har formet hans billedsprog.

Ligesom Wenders’ dokumentarportræt af dansekoreografen Pina Bausch, Pina, er Anselm er optaget i 3D.

”Hvis du har nosserne til at lave en film om denne Anselm, der kan male alt fra hele universet til de mindste atomer, er du nødt til at have et filmsprog, der kan beskrive hans kunst,” siger Wim Wenders.

”Jeg ville have hans værker til at tale for sig selv og vidste, at den eneste måde at gøre det på var gennem 3D. Projicerer du et 2D-billeder på et filmlærred, har du kun ét plan at fokusere på. Med 3D er hele din hjerne på arbejde.”

I de tolv år siden Pina er teknologien kun blevet billigere og 3D-kameraer mere mobile, fortæller Wim Wenders. Alligevel er det kun filmskabere, som udforsker teknologiens udtryksmuligheder.

”Jeg ser gerne, at langt flere mennesker begynder at arbejde i det medium – og ikke bare inden for animation og blockbusters. For filmindustrien er 3D ikke et filmsprog. Det er en teknologi, og den bliver brugt til de helt forkerte film.”

Ifølge Wim Wenders bruges teknologien også dårligt.

”Vil I vide, hvorfor de her superheltefilm klipper hvert andet sekund? De er nødt til at klippe så hurtigt, så du ikke får øje på fejlene. I min film skal tilskueren tage sig tid til at se efter.”

Underjordiske katakomber
Anselm blev til over to og et halvt år, hvor Wim Wenders skiftevis var på optagelse og sad i klipperummet for at finde den rette form.

Filmen starter i Kiefers enorme kunstkompleks Barjac i Sydfrankrig. Med sine underjordiske katakomber og vakkelvorne tårne minder det om en industriel oldtidsby – et bjergtagende Gesamtkunstwerk.

Og vi ender i Dogepaladset i Venedig, som Anselm Kiefer udsmykkede med gigantiske malerier, der tematiserer Anden Verdenskrig og efter udstillingen blev destrueret.

”Vi kunne være blevet ved at optage, for han arbejder som en gal. Men jeg ville også have, at publikum skulle bevare fokus hele vejen igennem, så jeg har lavet en klassisk, halvanden time lang film,” siger Wim Wenders og klukler: ”Det er længe siden, jeg har gjort det.”

Anselm var meget tilbageholdende med at lade Wim Wenders optage ham arbejde på sin kunst.

”Han sagde: ’Wim, har du aldrig set film om malere? Det allermest kedelige er, når de maler.’”

Anselm Kiefer arbejder imidlertid med murerske, flammekaster og flydende metal, der sprøjter flammende på lærredet, når det hældes fra en gaffeltruck.

”Men jeg var virkelig nødt til at kæmpe for at vise bare en smule af den proces,” afslører Wim Wenders.

Overrask mig
De to mænd har kendt hinanden i 30 år, og de har længe talt om at lave en film sammen.

Men det var først, da Wim Wenders besøgte Barjac, at idéen tog form. Og selv om Anselm Kiefer optræder som filmens hovedperson, insisterede han på at være så lidt involveret i processen som muligt.

”Han ville hverken se et manuskript eller en synopsis. Han sagde bare: ’Lov mig, at du vil overraske mig.’ Derfor var jeg ret nervøs under verdenspremieren.”

Og så tilføjer Wim Wenders med et skælmsk smil.

”Han blev fandeme overrasket!”