Nyhed
20. okt. 2009 | 18:56

Antichrist bedste nordiske film

Nordisk Råd tildeler årets filmpris til Lars von Trier. ”De andre film må eddermame have været dårlige,” udtaler han.
Af Henrik Østergaard

Lars von Triers film Antichrist skabte kontroverser og buh-råb fra salen, da den i maj havde verdenspremiere på Croisetten på Cannes filmfestivalen.

Nordisk Råd mener til gengæld, at Lars von Trier har skabt Nordens bedste film i år og tildeler ham årets filmpris.

”Jeg er selvfølgelig meget glad og synes da, det er fantastisk,” udtaler Lars von Trier til DR Nyheder.

”De andre film må eddermame have været dårlige, hvis min film er den bedste i Norden i år,” siger Lars von Trier og lever dermed op til sit ry som lidt af en drillepind.

Filmkritikken uenig
Med tildelingen af prisen til Antichrist ligger Nordisk Råd i forlængelse af det danske anmelderkorps, som gennemgående var positive over for filmen, da den havde premiere i de danske biografer.

”Et dybt seriøst, meget personligt og meget lidt tidstypisk kunstværk om småting som sorg, død, sex og altings meningsløshed," skrev Politikens Kim Skotte om filmen.

Ekkos chefredaktør Claus Christensen var derimod, ligesom flertallet af de udenlandske anmeldere, mindre begejstret over for filmen, da han skrev om den fra Cannes.

Antichrist er mere afskyfvækkende end uhyggelig, og den er ikke i nærheden af at gribe tilskueren,” skrev Claus Christensen.

For nylig gik feministen og Nobelprismodtageren Elfriede Jelinek i brechen for den kontroversielle film, som hun ser som en variation af den Freud’ske Ødipus-myte.

Trier glad for pengene
Med prisen følger 350.000 kroner.

”Jeg blev engang spurgt, hvad jeg synes om filmpriser. Jeg svarede, at filmpriser da var skønne, hvis der fulgte kontanter med, og det gør der jo her. Og penge er jo en god ting,” siger Lars von Trier.

”De kan få enhver rebel til at kaste sig ned på gulvet, falde om på ryggen og sprælle som en fisk.”

Prisen uddeles ved Nordisk Råds møde i Stockholm 27. oktober.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko