Antichrist begejstrer Nobelpristager

”Freud er død, er han ikke?” hedder det i Antichrist.

Men Freud er ikke helt død i sit fædreland. Det fremgår af den østrigske forfatter Elfriede Jelineks artikel om Lars von Triers film, som netop har haft premiere i Østrig.

Jelinek er en af den moderne verdenslitteraturs skarpe tunger.

I en række romaner og skuespil har hun med besk, feministisk præcision især dissekeret den menneskelige (og umenneskelige) seksualitet, ond lyst og en hel masse ulyst.

Freud i bagagen
Jelineks mest kendte romaner er Spillelærerinden (1983) og Lyst (1986). Spillelærerinden blev — med dens selvbiografiske og temmelig uhyrlige mor/datter-skildring — berømt filmatiseret af Michael Haneke i 2001 som Pianisten (ikke at forveksle med Polanskis holocaust-film af samme navn).

Jelineks essay om Antichrist har titlen ”Und bist du nicht willig, so brauch ich Gewalt” (”Og er du ikke villig, så bruger jeg magt”) – et citat fra Goethes digt om elverkongen, der tager den lille dreng.

Essayet står i det nye nummer af det østrigske film- og kulturtidsskrift Cargo.

Det former sig som en lang analytisk genfortælling af filmen, som flere feminister, blandt andet i Danmark og Sverige, har taget afstand fra. Jelinek skriver med indlevelse, begejstring — og Freud i bagagen.

Magt og afmagt
”Et ægtepar boller, og imens falder den lille søn, der kunne åbne døren i sin kravlegård, ud af vinduet, efter sin teddybjørn, og dør. Verden styrter sammen,” noterer Nobelpristageren og fortsætter:

”Hvis ikke Satan, men Gud, havde skabt verden, ville det ikke være sket. Der ville være sket noget helt andet, og det kunne også være blevet til en film, om end ikke helt så god.”

For Jelinek handler det hele om magt og afmagt på seksualitetens dødbringende betingelser:

”I Antikrists rige bliver det at bolle lig med at dræbe, og at dræbe bliver til sex.”

Dyriske ansigter
Forfatteren ser filmen som en variation af den Freud’ske Ødipus-myte.

Men hun gør også nogle særlige observationer, som når hun bemærker de animalske træk hos personerne:

”Faktisk har begge, Charlotte Gainsbourg såvel som Willem Dafoe, her mærkeligt dyriske ansigter (hvad der sikkert ikke ville virke påfaldende i anden film), begge med et tydeligt fremtrædende mundparti, som betoner det abeagtige ved dem.”

Århundredets døde kvinder
Filmens kulminerende scener forstår hun således:

”Den kastrerede kastrerer sig selv endnu engang. Barnet er borte og også hendes skyld, derfor må hendes køn også væk.”

”Ødipus, far og mand for sin egen mor (her: en kvinde, som gennem ham er blevet mor og derefter har mistet alt), går dog i dette tilfælde ikke ud i vildnisset, ud i naturen, i hvilken han jo allerede befinder sig, nej, også han udslukker kvinden, kvæler hende til slut. Ellers ville hun have dræbt ham. Hun ville til stadighed forsøge det. Det var nødværge.”

Kvindeflokkene til sidst er ”århundredets døde kvinder. Sin egen kvinde har han, efter at have kvalt hende, brændt. Heksen er død. Skibene, som engang bar os alle, er blevet brændt bag os”.

Lars von Trier har fundet en åndsfælle. På en eller anden måde er hans depressive vision af (menneske)naturen blevet til et Elfriede Jelinek-værk om Ødipus på østrigsk.