Kåring
22. dec. 2022 | 06:14

Årets bedste: Amerikanske film

Foto | diverse
Karakterer med nysgerrighed og en stærk vilje har også i år kendetegnet amerikansk film, der imellem megen mainstream har budt på uforglemmelige perler.

Verdens førende filmindustri har i år produceret film, som både har vakt opsigt og stimuleret til eftertanke. Se, hvilke fem der i særlig grad har blæst os bagover!

Af redaktionen

To kæmpestore blockbustere har defineret amerikansk film i det herrens år 2022.

James Camerons Avatar 2: The Way of Water kommer til at dominere biograferne det næste gode stykke tid. Men dramaet på en fremmed planet føles trods underskønne billeder for tyndt til at gøre sig gældende på vores liste over årets bedste film fra USA.

Vi er primært faldet for en stribe film, som har vakt lige dele opstandelse og eftertænksomhed.

Der er i årets løb kommet ekstremt forskellige perler ud fra verdens førende filmindustri. Vi har forsøgt at komme så vidt omkring som muligt med vores fem udvalgte, men det handler selvfølgelig først og fremmest om kvalitet.

Og listen starter såmænd med den anden af årets største film, der faktisk formåede at forene det kommercielle med et kunstnerisk udtryk, som man blev blæst bagover af i sit biografsæde.

5. Top Gun 2: Maverick

Det kan godt være, at der ikke bliver opfundet nogen dyb tallerken i Top Gun: Maverick. Men hvorfor også gøre det, når man mestrer sine virkemidler lige så godt som Tom Cruise og co.?

Årets store amerikanske blockbuster blev udråbt til biografernes redning, fordi den i kølvandet på coronakrisen skulle trække publikum tilbage ind i biografmørket.

Det lykkedes, og foran det store lærred blev man forkælet med et overflødighedshorn af højtflyvende drama.

Man skal være lavet af sten for ikke at blive revet med af den adrenalinpumpende action.

I rollen som Pete ”Maverick” Mitchell stråler Tom Cruise og hans tandpastasmil om kap med et beundringsværdigt overskud. Filmen er medrivende i ordets egentlige forstand, for hvornår har du ellers sidst siddet og råbt af begejstring, når heltene overvinder skurkene i en film?


4. After Yang

Minder er en svær størrelse. De spiller en kæmpe betydning for vores liv, men vi former dem også selv i et vist omfang. Husker vi vores efterladte, som de var, eller som vi gerne vil erindre dem?

After Yang skildrer på dybt bevægende vis noget af det mest uhåndgribelige her i tilværelsen. Colin Farrell og Jodie Turner-Smith spiller i en nær fremtidsverden et ægtepar, der mister en robot, som har haft stor betydning for deres lille familie, der også tæller en menneskepige.

Den asiatisk-amerikanske instruktør Kogonada skaber med glasklar stringens et univers, som man nærmest kan smage. Små detaljer og sanselige sekvenser lukker os ind i en verden, hvor sorgen føles fuldkommen relaterbar.

Filmen er stilfærdig og kompleks, men uendeligt dragende i al sin kloge følelsesfuldhed.


3. Licorice Pizza

P.T. Anderson er en filmskaber af guds nåde.

I perler som Boogie Nights, There Will Be Blood og Magnolia dykker han med sit særegne blik dybt ned i den amerikanske selvforståelse, så man sidder tilbage med en slags reflekterende granatchok.

I Licorice Pizza er instruktøren øjensynligt mere personlig end nogensinde før. Selv om han næppe trækker fuldstændigt på sit eget teenageliv – for den entreprenante hovedperson Gary Valentine kommer virkelig omkring i løbet af en vild sommer – føler man en nerve af levet liv i filmen.

Gary (Cooper Hoffman) turer rundt i et solbeskinnet Los Angeles anno 1973. Han møder den lidt ældre Alana (Alana Haim), og sammen kaster de sig ud i en række spøjse eventyr.

Filmen har ikke nogen dramatisk motor og ånder i kraft af sin troværdige miljøskildring samt charmerende figurer. Det handler om forelskelse, men mere overordnet om modet til at leve livet for fulde gardiner.

 


2. Everything Everywhere All at Once

Nyskabende filmkunst er ikke noget, man falder over hver dag.

Det kræver ikke bare et opfindsomt sind at udtænke overrumplende idéer, man er også nødt til at have en form for mening med sin galskab.

Everything Everywhere All at Once leger, så det halve kunne være nok. Men bag al den absurd-humoristiske staffage i filmen om en kvinde, der rejser på tværs af forskellige universer for at redde dem alle, gemmer sig en inderligt oprigtig fortælling om at have fejlet som menneske.

Aldrig har man været bedre underholdt i en film om at skuffe sine nærmeste.

The Daniels – som instruktørparret Dan Kwan og Daniel Scheinert sammen kaldes – skrev den fantasifulde film med actionstjernen Jackie Chan i tankerne. Efter at have set Michelle Yeohs præstation forstår man dog, at kun hun kunne spille hovedrollen Evelyn, der tyr til drabelig kung fu for at redde universet og ikke mindst sin egen familie.


1. Blonde

Det er mildt sagt ikke et konsensusvalg at udråbe Blonde til årets bedste amerikanske film. Historien om Norma Jeane Baker – bedre kendt som platinblondinen Marilyn Monroe – svinger alene på Ekkos redaktion mellem at blive kaldt bragende mesterværk og prætentiøst bras.

Kontrovers er jo ikke en kvalitet i sig selv, men det taler til filmens fordel, at den virkelig presser folk ud i følelsernes vold. Og i et år, hvor man savner den helt oplagte kandidat til årets bedste film, giver det mening at pege på et stykke kompromisløs filmkunst.

Instruktør Andrew Dominik fører sin vision helt til dørs, når han på baggrund af forfatteren Joyce Carol Oates’ bog om ikonet gør os til medskyldige i Marilyn Monroes dødsspiral. Han udnytter alle filmmediets virkemidler til at inddrage os i en mareridtsfortælling, som man ikke kan slippe ud af.

Cubanske Ana de Armas spiller Norma Jeane med total indlevelse. Skuespilleren overgiver sig til historien, der med et besk blik gør hovedpersonens liv til en lidelsesfortælling, hvor en række mænd er medskyldige i at nedbryde den føjelige kvinde.

Ekkos anmelder gav filmen seks stjerner ved verdenspremieren i Venedig og gjorde det klart, at filmen er en biopic, som forholder sig aldeles frit til virkeligheden. Alligevel har filmen provokeret voldsomt, fordi Marylin bliver gjort til et offer. Det er dog hele pointen i Blonde, der som ægte filmkunst vækker stærke reaktioner.


Kommentarer

Årets film

Hvert år kårer Ekkos redaktion årets bedste film og siden 2011 årets bedste tv-serier.

Vi udpeger de bedste i dansk, amerikansk og ikke-amerikansk film samt tv-serier og dokumentarer i separate artikler.

De udvalgte film og serier har alle haft dansk premiere i det forløbne år.

Tidligere vindere

2021: Nomadland

2020: The Lighthouse

2019: Marriage Story

2018: The Florida Project

2017: Manchester by the Sea

2016: Arrival

2015: Whiplash

2014: Boyhood

2013: Hushpuppy

2012: Moonrise Kingdom

2011: Winter’s Bone

2010: The Social Network

© Filmmagasinet Ekko