Ekko: Bedste film og tv-serier i 2016

Hvad vil man huske 2016 for?

”Annus horribilis” er det allerede blevet døbt af historikere, der særligt har peget på Brexit, Trump og flygtningekriser.

Men selvfølgelig skal året også huskes for filmene. For de fortællinger, der trak folk i biografen eller hen foran tv-skærmene. Og selvfølgelig for dem, der slet ikke gjorde.

USA’s filmår var stærkt, men også kendetegnet ved, at det var en canadier (Villeneuve) og en mexicaner (Inárritu), der lavede de to bedste amerikanske film.

Resten af verden kunne imidlertid også være med, og årets bedste film overhovedet blev som oftest vist i de mindre biografer. Det må i øvrigt være første gang, at en film fra Ungarn er det bedste, der har været i et helt filmkalenderår, men hvor er Sauls søn dog mageløs!

Dansk annus horribilis
Kaster man et blik ud over dansk film anno 2016, så får tonen en noget mere forstemt lyd.

Det har ganske enkelt været et ringe filmår, hvor kun få film har lyst op med anderledes idéer og fortællinger. Det ville være en direkte løgn at sige, at redaktionen har kunnet vælge på alle hylder.

Der er et håb for dansk film. Ved den netop afholdte Ekko Shortlist Awards 2016 – der hylder talentmassen i dansk film – var der nemlig hård konkurrence imellem kortfilmene, og talenter som Milad Avaz (Et lift), Kasper Skovsbøl (Sorte måne), Annika Berg (Sia) og Aske Bang (Den fremmede) skal nok kunne levere noget modspil til den slatne 2016-årgang i de kommende år.

Det var Ekkos tredje prisuddeling, og aldrig har niveauet og lysten til at eksperimentere været så stor.

Stærke dokumentarfilm og serier
Dokumentarfilmene markerer sig igen overordentligt stærkt i 2016. Allerede i februar modtog en dokumentar således Guldbjørnen i Berlin, og i anden halvdel af 2016 var der særligt smæk på de amerikanske dokumentarister, som leverede den ene virkelighedsperle efter den anden.

Også på seriefronten har det igen været et forrygende år. I år med det twist, at de korte serier virkelig har fået fat. I USA bruger man begrebet ”CIT” – Comedy In Theory – om serier, der udgiver sig for at være sjove, men som faktisk er små, fortættede dramaer, der både får os til at smile og tude.

Seriekategorien har uden tvivl været den sværeste at udvælge.

Her følger Ekkos liste over årets bedste amerikanske, ikke-amerikanske og danske film samt dokumentarfilm og tv-serier. Foruden fem markante skuffelser.

Bedste amerikanske film

1. Arrival

Canadiske Denis Villeneuve er en krøllet herre. Han laver film som få andre, men alligevel er han enormt genrebevidst. Således også med Arrival, der er en rolig og monumental sci-fi-film, hvor effekterne er velfungerende, men hvor det er fortællingen, der er helt afgørende.

Villeneuve udforsker sammen med en velspillende Amy Adams, hvad det er, der vil være den mest afgørende ressource i fremtiden, hvis rumvæsener en dag skulle komme til jorden. Som lingvistik-professoren, der skal kommunikere med væsenerne, beviser Adams, at fremtiden ligger i kommunikationen, mens Villeneuve underbygger det med en historie, der er så vedkommende og smertefuld, at man konstant chokeres og frydes.  

2. The Revenant

Årets største filmøjeblik kommer kort inde i The Revenant. Efter et langt og virtuost stormløb igennem 1820’ernes amerikanske ødemark er en pelsjæger (Leonardo DiCaprio) endt fladt på jorden. Kameraet søger helt op i hovedet på den plagede mand, og lige der midt imellem træer og sne begynder hans ånde at dugge på linsen.

Det er intet mindre end suverænt og nærværende lavet af instruktør Alejandro González Inárritu og fotograf Emmanuel Lubezki. The Revenant er et vanvidsridt og et kunstværk, som kun kan realiseres i filmens verden.  

3. Carol

To kvinder mødes og magi opstår. Sådan kan Todd Haynes’ unikke film om ekspeditricen Thereses møde med overklassekvinden Carol i 1950’ernes New York ganske enkelt beskrives. Rooney Mara og Cate Blanchett er underlige og vidunderlige på en og samme tid i hovedrollerne, og filmen bjergtog Cannes-festivalen i en grad, så klapsalverne haglede ned over lærredet. Carol er et periodedrama fra allerøverste hylde.  

4. The Big Short

Kan man lave en afsindigt morsom film om finanskrisen og boligboblen? Ja, sagtens! I hvert fald, når man er Will Ferrells faste manuskriptmakker. Adam McKay er virtuost drillesyg i sin ensemblefilm om en række amerikanske spekulanter, der begynder at se muligheder for hurtige penge – hvis de altså lige spekulerer imod den amerikanske stat.

På sin vis er der fagtermer i The Big Short, som er umulige at forstå, men med enkel og direkte kommunikation til publikum formår McKay og hans stjernehold af skuespillere at hakke krisen op i flere dele på en filmisk brillant måde.  

5. Spotlight

Det vidner om et godt filmår, når Oscar-vinderen må tage til takke med en femteplads, men Spotlight er nu faktisk en ret stærk film. Det møjsommelige journalist-arbejde i en gravergruppe hudflettes med et veltilrettelagt drama, og især Mark Ruffalo er uhyggeligt velspillende som den ene af journalisterne, der får fingrene i en sag om børnemisbrug i den katolske kirke.

Filmen er instruktør Tom McCarthys femte, og ved at holde billederne nede på et minimum i ekvilibrisme, fordi der er skruet op for matheden, placeres historien i centrum. Det er uhyre elegant gjort.

Bedste ikke-amerikanske film

1. Sauls søn (Ekkos Årets Film 2016)

Årets helt store filmoplevelse har haft en masse tid til at tabe momentum, men er kun vokset siden premieren på sidste års Cannes-festival. Med en konsekvent og spartansk æstetik formår László Nemes det umulige at fortælle en ny historie om forfærdelighederne i kz-lejrene under anden verdenskrig.

Den ungarske fange Saul (Géza Röhrig) skovler lig ind i flammerne som en dødsmærket Sisyfos, men vågner af døsen, da en af dem kunne være hans søn. Der er ikke meget heroisme i det efterfølgende forsøg på at give ham en ordentlig begravelse, men nogle gange er den personlige frelse rigeligt.

2. Min far Toni Erdmann

Hvad er der snart tilbage at sige om Min far Toni Erdmann? Den tyske komedie har begået sig fænomenalt på en kunstfilm-scene, hvor det tragiske har det med at blive mere ophøjet end det humoristiske, men begge dele er der i Maren Ades film om far og datter.

I den såre simple historie om en far, der prøver at genfinde forbindelsen til sin datter, ligger et helt menneske- og verdenssyn, som både er sjovere og langt dybere, end hvad man finder i de fleste ”seriøse” film. Maren Ade finder nemlig de øjeblikke, som far Winfried fortæller, er hele meningen med livet.  

3. Jeg, Daniel Blake

Jeg, Daniel Blake får dansk premiere her sidst på året, men selvfølgelig hører den anden Guldpalme-vinder af britiske Ken Loach til blandt de bedste film i 2016. Selv om prisen burde være gået til den mere innovative Min far Toni Erdmann, har Loach endnu engang skabt et mesterligt filmværk, som formår at være bevægende uden store fagter.

Den tidligere tømrer Daniel spilles overbevisende af komikeren Dave Johns, som giver den ellers triste figur en masse humor trods hans lettere kafkaske jobsøgning, der ikke giver mange forhåbninger.

4. Urmageren

To tyske film i en top 5 hører sjældenhederne til og tyder på et godt år for tysk film. Og forskelligartet, for hvor den anden tyske film er en formsprængende, lang komedie, er Oliver Hirschbiegels Urmageren noget så vanskeligt som en autentisk historie om et attentat på Hitler, der ikke stiller sig tilfreds med at være en effektiv thriller.

Georg Elsers attentatforsøg er nemlig ikke filmens hovedhistorie. Det er i stedet den større fortælling om Tyskland op gennem 1930’erne, der gør Urmageren til et lærerigt bekendtskab.

5. Ex Machina

En dansende Oscar Isaac hører til blandt årets mest hypnotiserende sekvenser, og faktisk føler man sig gennem hele Alex Garlands mystiske robotfilm Ex Machina hensat i en tilstand mellem drøm og mareridt. Alicia Vikander spiller den forførende kunstige intelligens Ava med en blanding af menneskeligt overskud og maskinens overblik, så man aldrig helt ved, hvor computerprogrammøren Caleb (Domhnall Gleeson) har hende.

Derfor sidder man trods de mestendels uhyggeligt rolige scener filmen igennem med hjertet oppe i halsen, mens man undrer sig over, at den ikke fik en almindelig dansk biografpremiere.

Bedste danske film

1. Kollektivet

Måske skulle filmen hellere have heddet En kvindes storhed og fald, men Kollektivet er nu alligevel årets bedste danske film. Især på grund af Trine Dyrholm. Hvor første del er morsom i et nordsjællandsk kollektivs spirende begyndelse, så er anden halvdel et stilstudie i en stærk kvindes kolossale sammenbrud.

Thomas Vinterberg styrer sin film sikkert i havn, men det er med Dyrholm som både kaptajn og galionsfigur, at Kollektivet virkelig flyder ud over biograflærredet. En ganske enkelt unik skuespilpræstation.  

2. Der kommer en dag

Det er ikke nogen synderligt hyggelig tur i biffen, man får, hvis man indløser billet til Der kommer en dag, men til gengæld får man en bevægende oplevelse.

Jesper W. Nielsen har med fortællingen om et børnehjem lavet sin mest effektive og modbydelige film til dato, og flere af scenerne er simpelthen så morbide, hårdtslående og hjerteskærende, at man må kigge væk. Kun filmens sidste tyve minutter bliver en smule for anderledes end resten af fortællingen til, at Der kommer en dag sætter sig varige spor. Men det skal nu ikke tage noget fra helhedsindtrykket af en fremragende film.  

3. I blodet

Dansk films kommende generation af skuespillere får masser af spilletid i Rasmus Heisterbergs instruktørdebut. Victoria Carmen Sonne, Elliott Crosset Hove og Kristoffer Bech er glimrende i rollerne som unge mennesker, der ikke ved, om de gør det rigtige i livet.

Derfor drukner de hverdagen i alkohol, men tager alligevel længere videregående uddannelser. Samtidig indfanger Heisterberg det moderne København på ganske flot vis med solflakkende billeder og en fortælling, der af og til tipper lidt for meget over i fest, men som til gengæld er velspillet fra start til slut.  

4. Forældre

Magisk realisme. Det er ikke noget, man sådan lige ser hver dag i dansk film, men et strejf af det får man faktisk i Christians Tafdrups underfundige Forældre. Her flytter et ældre ægtepar tilbage til deres ungdomshybel, og så kan det ellers nok være, at der sker ting og sager, mens både tid og følelser forskydes.

På papiret kan det lyde som en vanvittig idé i et land, der opfandt Dogme95, men med sikker hånd fører instruktøren filmen frem mod et nogenlunde tilfredsstillende og surrealistisk klimaks.

5. Shelley

Ali Abbasi er en ret sjælden type dansk instruktør. Han debuterede for nogle måneder siden med gyserfortællingen Shelley fra de svenske skove, hvor en kolossalt økologisk familie tilbyder deres au pair-pige at blive rugemor. Og så bryder helvede ellers løs – på en ganske underspillet måde.

Med fotograferne Sturla Brandth Grøvlen og Nadim Carlsen bag kameraet og en idé om naturligt lys i hver eneste scene vrider Abbasi en ganske interessant fortælling frem. Selvom filmen også af og til går lidt i tomgang.

Bedste dokumentarfilm

1. O.J.: Made in America

Man kan formentlig ikke ramme sin tid mere rent, end O.J.: Made in America gør med fortællingen om football-spilleren, hvis retssag blev verdens første virkelige reality-show. O.J. Simpson er konstant på flugt fra sig selv og sin baggrund, som han imidlertid indhentes af. Da han bryder igennem som verdensstjerne, lægger han afstand til sin egen hudfarve med ordene: ”Jeg er ikke sort, jeg er O.J.”

Instruktør Ezra Edelman formår på mesterlig vis at grave i denne tese og vise et menneske, hvis skæbne trækker tråde helt op til de raceuroligheder, som man ser overalt i USA i dag. Og som pludselig finder ud af, at han faktisk kan bruge sin hudfarve, da lokummet brænder allermest.  

2. Havet brænder

Vinderen af Guldbjørnen ved årets Berlinale handler om bådflygtningetilstrømningen til øen Lampedusa. Men den gør det på en interessant og anderledes måde.

For instruktør Gianfranco Rosi er interesseret i at finde ud af, hvad denne mangedobling af øens indbyggertal har betydet for lokalbefolkningen, som både lider under og fascineres af de nytilkomne. Billederne er en kunstfilm værdig, og de mange små, fine historier skaber et nyt billede af en af verdens mest betændte konflikter i disse år.

3. Weiner

Manden, der indirekte var med til at fælde Hillary Clinton som USA’s næste præsident, er lidt af et bekendtskab. Anthony Weiner – hvis efternavn i øvrigt er slang for ”diller” på amerikansk – var indtil for nylig gift med Clintons mest betroede rådgiver, Huma Abedin, og pludselig havnede nogle af præsidentkandidatens berømte e-mails på deres fælles computer.

Det havde nok ikke været så slemt, hvis det ikke lige var, fordi politikeren Anthony Weiner var under politiefterforskning for at sende nøgenbilleder til en mindreårig. Det er hans historie, vi får tragikomisk udstillet i Josh Kriegman og Elyse Steinbergs dokumentarfilm Weiner om manden, der ikke har kunnet holde, nå ja, dilleren i bukserne.  

4. Den 13. forfatningsændring

Findes der stadig slaver i USA? Det ser sådan ud, hvis man skal tro denne enestående dokumentarfilm fra instruktør Ava DuVernay (Selma). Ved at beskrive, hvordan de amerikanske fængsler er opbygget, og ved samtidig at inddrage politikere, akademikere og ikke mindst aktivister, beskriver DuVernay, hvordan fængselsforholdene ikke helt lever op til den 13. forfatningsændring, der forbyder slaveri i USA.

Den 13. forfatningsændring kommer vidt omkring og blotlægger, hvordan præsidenter til alle tider har kendt til problemet med forfatningsændringen, hvor de kriminelle sorte er blevet behandlet bestialsk. Filmen er en øjenåbner og op til flere gange et decideret chok.

5. The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years

Det er i sig selv en bedrift at have styr på mere end 100 timers arkivmateriale. Og det har Ron Howard i Beatles-filmen, der bliver leveret med formidabel timing og sans for musikalitet. Sjældent er The Beatles blevet serveret så charmerende og flot som her, og det er svært at ønske sig meget mere, når Howard også undervejs laver elegante, filmiske krumspring.

Så selv om Eight Days A Week er lang, er den fascinerende og indfanger de helt skelsættende år imellem 1962 og 1966, hvor beatlerne var på landevejen konstant og slog deres navn fast som pophistoriens største fund – måske nogensinde.

Bedste tv-serier

1. Transparent – sæson 3

Transparent har måttet tage til takke med en anden- og tredjeplads de forrige år, men tredje gang er lykkens gang for Viaplays dramady, selv om det ikke er tilfældet for familien Pfefferman.

Vi har grint og grædt med Maura, Sarah, Josh, Ali og resten af det spraglede persongalleri. Det er både komisk og hjerteskærende at se de egoistiske, men sært sympatiske mennesker kæmpe videre med tilværelsen. Maura er ved at finde sig bedre til plads i sin kvindekrop, men er lykken dermed sikret? Selvfølgelig ikke, lyder svaret i Transparent, som på sjældent kreativ vis giver indsigt i en række almindeligt specielle eksistenser.

2. Skam – sæson 3

Med fare for at lyde misogyn har der altså været noget ekstra på spil i tredje sæson af norske Skam. Serien har taget Danmark med storm på en måde, der får efterårsorkaner til at tabe pusten, men med denne sæsons fokus på Isaks spirende homoseksualitet har Skam formået at løfte sig yderligere.

Højtsvungne montager tilsat effektiv musik blandes med scener så evigt stille og bevægende, at man til tider først opdager tåren på sin egen kind, når den løber ned ad Isaks.

3. Mr. Robot – sæson 1

Det er selvfølgelig længe siden, vi anmeldte den tænderskærende spændende hackerserie Mr. Robot, men da den først kom på HBO Nordic og Viaplay i sommer, må den nødvendigvis høre til blandt årets bedste serier.

Der skal løbe meget mere serievand i åen, før man glemmer, hvordan Mr. Robot tog røven på alt og alle i sit portræt af hackergeniet Elliot Alderson (Rami Malek). Med sin dybe karakterudvikling og skizofrene lukkede billeder er serien stadig noget af det mest overrumplende i nyere tid.

4. BoJack Horseman – sæson 3

Hvem havde for to år siden troet, at en animeret serie om en falleret skuespiller-hest ville blive en af de ikke bare sjoveste, men også mest rørende serier i tv-land?

Da første sæson af BoJack Horseman løb over skærmen i 2014, stod det dog efterhånden klart, at serien var noget særligt, men i anden og tredje sæson blev den så god, at man til tider glemte, at det var animation om en hest. Det specielle far/datter-forhold mellem BoJack og Sarah Lynn gør ofte ondt at se på, men til gengæld er det en fryd, når serien eksperimenterer som i det næsten ordløse undervandsafsnit.

5. The Young Pope – sæson 1

Det er en særdeles god idé at lade den på sine bedste dage fantastiske Jude Law spille en ung, amerikansk pave, der ryger og tænker på bryster. Når manden bag serien tilmed hedder Paolo Sorrentino og fortsætter det svulstige billedsprog, han har skabt i film som Den store skønhed og Youth, ja, så er The Young Pope en af de serier, man ikke må gå glip af.

Laws katolske kardinal Lenny Belardo får det klassiske pavenavn Pius, der oversat fra latin betyder noget i stil med hellig eller hæderlig – men han er heldigvis ingen af delene, hvorfor serien er en af årets store tv-oplevelser.

Skuffelser

1. Dansk film

Jo-jo, vi har da lige fundet fem film, der er gode nok til at fremhæve som årets bedste, men ellers har det dæleme været et sløjt dansk filmår. Mens vi sidste år blev forkælet med hele to krigshistorier af internationalt format – Krigen og Under sandet – har 2016 især stået i de platte komediers tegn.

Alene i årets sidste måneder har Ekkos Ida Rud hele to gange set sig nødsaget til at uddele den meget usjove ene stjerne til de ulideligt ringe Undercover og Klassefesten 3: Dåben, hvis latrinære humor forhåbentlig er en snarligt overstået overgangsfase.

2. D.C.'s superheltefilm

Man gik sådan og håbede, at den både kunstneriske og kommercielle succes, Marvel har haft med superheltefilm som The Avengers og Captain America, ville forplante sig til DC Comics’ filmunivers. Men hvor konkurrenten vinder med humor og karakterkemi, faldt Batman v Superman: Dawn of Justice sammen i klodset støj.

Bedre gik det ikke for Suicide Squad, der helt mangler det kaotiske vanvid, man ellers kunne forvente sig, når de indsatte bliver sat til at holde orden i fængslet.

3. The Neon Demon

Efter det tomme og kedsommelige flop Only God Forgives krydsede vi fingre for, at NWR – som Nicolas Winding Refn herligt udansk ynder at kalde sig – ville tage revanche og slå fast, at han fortjener positionen som vor stærkeste instruktør efter Lars von Trier. The Neon Demon lægger flot og pirrende ud, men til trods for, at Refn har allieret sig med hele to manuskriptforfattere, standser historien nærmest brat midtvejs til fordel for nogle visuelle tableauer, der ender i det ufrivilligt komiske.

Refn lider af den barnlige opfattelse, at enhver afvigelse fra en sammenhængende fortælling er stor kunst, og at dårlige anmeldelser er et bevis på, at han en modig auteur, som er forud for sin tid. Men før han forlener sin stilistiske tour de force med åndrige idéer og interessante karakterer, vil han halte håbløst efter avantgarden.

4. Mikkel Munch-Fals

Interviews med nytiltrådte filmkonsulenter hører til blandt de mest intetsigende artikelgenrer, men da Mikkel Munch-Fals nakkeskød Lille Pers elefant Bodil på forsiden af Politiken og efterlyste ”en nazist” i dansk film, var man ved at få kaffen galt i halsen.

Det var modigt (om end ubetænksomt timet op til premieren på en ny Far til fire-film) og gav løfter om en indholdsrig debat om dansk film, men Mikkel Munch-Fals stak halen mellem benene og afslog at debattere sine synspunkter med andre. Da han nogle måneder senere selv havde premiere på den ikke særligt morsomme parforholdskomedie Swinger, spejdede man forgæves efter en nazist eller bare noget, som stak ud fra normaldansk dramatik. Nakkeskuddet på dansk film endte som et skvulp i andedammen.  

5. The X-Files

The X-Files – eller Strengt fortroligt – fik skabt sig et mytologisk univers af ugens skurke og store mysterier, da serien oprindeligt kørte fra 1993 til 2002. Man skal som bekendt aldrig gå tilbage til en fuser, men det gælder måske også en vinder?

I hvert fald kan man godt mærke, at der er sket meget i serieland de sidste fjorten år, og der manglede både kemi og mystik i tiende sæson af Mulder og Scullys paranormale eventyr. Nogle gange skal man bare stoppe, mens legen er god.