Ekko: Årets bedste ikke-amerikanske film

Det har været et helt igennem fantastisk år for film fra den store verden.

Man skal bare se på listen med de ni titler, der er blevet shortlistet til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film (hvor Danmarks Den skyldige er med!). 

Der er ingen tvivl om, at Hollywood i 2018 har fået bank i filmkunstens boksering. 

På den liste blev der ikke plads til dansk-uddannede Ali Abbasis svenske – og dansk co-producerede – Cannes-vinder Grænse. Det er der desværre heller ikke blevet på vores liste over årets fem bedste film, som ikke er fra Danmark eller USA. Men det vidner blot om et år spækket med mesterværker. 

Det kan godt være, at den finere filmkunst er udfordret af den endeløse række af superheltefilm og konkurrencen fra de altædende streamingtjenesters små skærme. Men sjældent har de humanistiske fortællinger og den hårdtslående kunst stået stærkere end i 2018. 

Det er de følgende fem film, rangeret fra femtepladsen til førstepladsen, det stærkeste bevis på. Og nummer ét er ikke bare nummer ét på denne liste, men efter Ekkos mening årets bedste film samlet set.

5. Utøya 22. juli

I år havde hele tre film om Anders Behring Breiviks forfærdelige terrorangreb på Utøya premiere. Trods forskellige svagheder blev historien fortalt bevægende i både den amerikanske Netflix-film 22 July og dokumentaren Rekonstruktion Utøya.

Men det var norske Erik Poppe, som for alvor indkapslede den uhyggelige og hjerteskærende fortælling med sin stærke ungdomsfilm om drømme og solidaritet: Utøya 22. juli. 

”Den mest skræmmende film, jeg nogensinde har set,” skrev forfatteren Carsten Jensen om det norske drama i Ekko #78. Her sammenligner han originalt filmen med gyseren A Quiet Place, hvor den mindste lyd kan resultere i døden. 

Utøya 22. juli er med Jensens ord en film om uskyldens udsathed – især takket være instruktørens originale greb om den autentiske historie. Poppe stiller med en lang, ubrudt optagelse skarpt på historien om en ung kvinde, som desperat leder efter sin søster. Imens viser morderen sig i glimt som en skyggejæger, som vi kan møde overalt. Utøya er alle steder.

4. Loveless

Der går et sug gennem tilskueren, når moren i russiske Loveless bogstavelig talt smækker med døren, og filmen afslører, at hendes søn har været vidne til en helt igennem forfærdelig samtale.

Moren og faren ligger i bitter skilsmisse og skændes om, hvem der skal have sønnen – med det usædvanlige twist, at de begge helst vil være fri! 

Når sønnen efterfølgende forsvinder sporløst, graver Andrey Zvyagintsevs drama dybere ned i de to ikke videre sympatiske mennesker. Det bliver til en samfundskritisk undersøgelse af, hvordan humanismen har trange kår i et Rusland, hvor enhver er sig selv nærmest i jagten på lykke eller noget, der ligner.

3. Shoplifters

Rygterne gik på forårets Cannes-festival: Juryforkvinde Cate Blanchett havde højlydt grædt under visningen af japanske Hirokazu Kore-edas smukke familiedrama Shoplifters. Det kunne tyde på, at rygterne talte sandt, for da Guldpalmen skulle uddeles, gik den instruktøren, der som få kan skildre de store følelser i den lille fortælling. 

Uden at være sentimental eller melodramatisk formår Shoplifters at knuge sig fast i hjertet. Filmen fortæller historien om en gruppe mennesker i forskellig aldre, der bor sammen og overlever gennem småkriminalitet. Men Kore-eda viser (så hårene på armene rejser sig), at vi kan udvikle lige så stærke familiære følelser for hinanden, som hvis vi havde haft det samme blod. 

Det er et dybt humanistisk drama, der ganske stilfærdigt behandler emner som moral og slægtskab uden nogensinde at blive moraliserende. Derimod skaber filmen et mikrokosmos, hvor man får lov til at møde mennesker, der er helt anderledes fra én selv, men alligevel totalt genkendelige.

2. Roma

Det er paradoksalt, at et af årets største værker er en Netflix-film, der efter en kort biografpremiere nu kan ses på streamingtjenesten. Det er en film, som bør ses i biografen, men det skal ikke tage noget fra Alfonso Cuaróns fortælling, der foregår i 70’ernes Mexico City, hvor instruktøren voksede op. 

Filmen er en engleblid historie bygget op af stærkt sansede øjeblikke, som med ubemærket lethed passerer fra instruktørens erindring til publikums.

Cuarón nøjes dog ikke med at dvæle ved sine barndomsminder i de sort-hvide billeder. Genistregen er, at han stiller skarpt på familiens tjenestepige, Cleo, hvis strabadser med en uønsket graviditet skildres med en kærlighed, der driver ud af filmen. Cleo lades i stikken af sin kæreste, ligesom Cuaróns far svigter hans mor, og således bliver Roma en stærk hyldest til kvinder, der kæmper for at holde sammen på familien og er villige til at ofre sig for deres børn. 

Vi mindes om det store i det små, og Cuarón formår sågar at inkorporere det politiske studenteroprør som en del af tidsbilledet. Filmen bliver siddende i bevidstheden længe efter, at det sidste billede er tonet ud, og man føler sig hensat til en verden, der er revolutionerende i al sin menneskelighed.

1. Burning

Der er film, som tematiserer mediets karakter af at være et spil af lys og skygger på et lærred. Ligesom vi i biografen bliver forført af noget, som i en vis forstand ikke eksisterer, skygger Scottie i Vertigo (1958) en kvinde, der ikke findes. Og i Blowup (1966) fremkalder fotografen sine billeder fra en park og opdager, at han har været vidne til et mord. Eller har han? 

Det er i dette mesterligt høje luftlag, at sydkoreanske Lee Chang-dongs Burning hører hjemme. 

Den starter som en længselsfuld kærlighedsfilm, glider over i et erotisk trekantsdrama og ender som en gådefuld thriller. 

Unge Jongsus fundament i livet vakler med en far, der sidder i fængsel, og en mor, som han ikke har set i seksten år. Da han møder den smukke Haemi, bliver han stormende forelsket og drømmer om, at hun kan føre ham ud af det familiære morads. Men hjemvendt fra en tur til Afrika medbringer Haemi en koreansk rigmand, Ben, og da hun noget tid efter sporløst forsvinder, begynder Jongsu at mistænke Ben for at have myrdet hende. 

Lee Chang-dong har udtalt, at Burning – der er baseret på Murakamis novelle Barn Burning – handler om en vrede, som mange unge mennesker bærer rundt på uden at være i stand til at rette den noget sted hen. Filmen kredser om hovedpersonens eksistentielle tvivl og tomhed, der forplanter sig til publikum. For kan vi overhovedet stole på de ting, som Jongsu ser og oplever? 

Burning er en dyster og mystisk film, men den skaber også et håb med sin hypnotiske skønhed. Alene scenen, hvor Haemis mørke silhuet danser i den blå time med nattehimlen som baggrund, vil give filmen en plads i filmhistorien. Og den fortjener betegnelsen ”årets bedste film”, fordi det er et værk, som bliver ved med at fascinere – selv efter flere gennemsyn.