Årets Bodil går til … Politikens venner!

Så er det på søndag, at filmbranchen og dens kritikere skal huske at spejle sig.

For her byder Bodil atter op til jazz, tapas og en 450 kroners dyr stol i samme sal som rækkevis af lokale verdensstjerner, der er dressed up til rød løber-blitz, dybtfølte takketaler og ikke mindst troen på, at Filmmedarbejderforeningens pris-statuetter gør den berømte forskel.

Thi en Bodil-pris pynter ikke bare på en skuespillers CV. Den står også rigtig stærk på forsiden af et dvd-cover nede i Blockbuster.

”Hov, se lillemor! Den der Frygtelig lykkelig fik søreme en pris for at være årets bedste danske film. Den snupper vi da med hjem …”

Filmmedarbejderforeningen er således mest af alt gratis reklame for filmindustrien A/S. Men selv mener sammenslutningen, at Bodil-prisen er ”uafhængig af kommercielle interesser og fungerer som en pejling af hvilke film og skuespillere, kritikerstanden opfatter som mest prisværdige”.

Jeg kender fundatsen, for jeg har selv siddet med i foreningen i en række år.

Anmeldere, der ikke anmelder
Filmfolk kaldte her på siden årets Robert-prisuddeling for ”absurd, indspist og uambitiøs”, og jeg hæfter gerne de samme ord på Bodil-prisen.

For det første kan man dårligt tale om en kritikerstand, da under halvdelen af de 42 medlemmer ikke som sådan er filmanmeldere (altså stjerne-uddelere) på deres respektive aviser.

Faktisk kan man i flere tilfælde dårligt tale om deciderede filmjournalister, og da slet ikke, hvis foreningen ellers tager sit optagelseskrav alvorligt: At man som medlem skal skrive 26 filmrelaterede artikler om året.

Politikens Pris
Tag nu for eksempel Dagbladet Politiken, der fører med hele ni medarbejdere på medlemslisten. Denne (i egne øjne) kulturbærende avis har altså næsten en femtedel af stemmerne, hvorfor jeg også før har foreslået, at Bodil-prisen skifter navn til ”Politikens Pris”.

I mange år var det sågar den velansete Politiken-kritiker Kim Skotte (berygtet for at kunne pille en film af plakaten i Grand, hvis han kun tildeler tre stjerner), som var formand for foreningen. Nu sidder han blot i bestyrelsen og går stadig for at være flink til at uddele medlemskort til egne kollegaer.

Men burde han ikke vide, hvem der arbejder på Politikens filmredaktion?

Man kan altså ikke gå ud fra, at de medlemmer, der på baggrund af deres filmviden udpeger vindere og tabere til egen prestigefyldte prisfest, rent faktisk har set og ved noget om samtlige danske film. Med mindre de selvfølgelig når det i deres fritid …

Jyder – helst ikke!
Man kan heller ikke gå ud fra, at Filmmedarbejderforeningen dækker over et bredt udsnit af ”filmanmeldere”, bare sådan for nuancernes skyld. Nej, for først for et par år siden anså man det for nødvendigt at lukke sine jyske filmskribents-kollegaer ind under Bodils varme skørter.

Da man havde været en rendyrket københavnerklub i næsten 60 år, var man ikke meget for disse fremmedartede elementer og deres eventuelle viden om, hvad der foregik uden for Valby Bakke. To Århus Stiftstidende-journalister kom dog med, men i disse fusionstider er det nu blevet de københavnske anmeldere, der udøver filmkritik i Stiften og Jydske Vestkysten og andre fastlands-aviser.

Og skulle der findes en enkelt filmanmelder et sted i Jylland, der gerne vil være med, så er du faktisk principielt velkommen. Også selv om foreningen ikke virker interesseret.

Nå, ja, endnu en begrænsning. Man skal være tilknyttet et dagblad. Det er derfor, at jeg og en kollega, med en i øvrigt overraskende resolut beslutsomhed, nu er smidt ud af det fine selskab. Vi anmeldte film på Nyhedsavisen, som jo gik ned med mus og mænd i efteråret. Og så var det heraus!

Kammeratlig undtagelse
At jeg for eksempel også skrev (og skriver) for landets eneste filmmagasin, har ikke nogen betydning. For Filmmedarbejderforeningen har engang i mellemkrigstiden besluttet, at dagblade er hævet over andre medier. Og den slags vedtægter kan man ikke sådan liiiige lave om på.

Heller ikke selv om Bodil-broderskabet siden er blevet stærkt indhentet af den digitale tidsalder. Online-medier, der i fin stil anmelder film, er ikke noget, man orker at dele bord med. Ej heller radio og tv-folk, der beskæftiger sig fuldtid med filmens verden kan komme i betragtning.

Jo, man har et enkelt medlem fra DR’s Filmland på listen, der bekræfter reglen om en venlig undtagelse. For det er en gut, som bestyrelsen godt kan lide. Ud fra samme kriterier er han altså velkommen, men jeg er ikke (ja, kald mig bare bitter, men jeg er nu mest undrende).

Når de voksne taler
Tilbage har vi altså et eksklusivt selskab af mestendels halvgamle filmanmeldere og (i filmredaktionel forstand) mere noviceagtige journalister fra københavnske dagblade. Sammen skal man så uddele den der Bodil-pris år efter år, selv om DR for længst har kvittet tv-transmissionen (man foretrækker Robert), og det efterhånden er svært at støve et navn op, der ikke før har været i spil til statuetterne.

Jeg mener, Trine Dyrholm får vist ikke længere en invitation. Hun har fast frontsæde, ligesom Meryl Streep til Oscar-uddelingen.

Men skulle man endelig tænke nyt og kækt på foreningsmøderne, så har man de mere erfarne folk (altså, dem der voksede op med sort/hvid-tv) til at holde fast i kerneværdierne. De samme forudsigelige, nærmest politisk korrekte nomineringer. De samme priskategorier som altid, tak.

Selv er jeg blevet grundigt til grin, fordi jeg engang mente at Mel Gibsons Apocalypto fortjente en pris. Så lærer man at holde mund, når de voksne taler.

Holdning, nej tak!
Engang troede jeg også, at Filmmedarbejderforeningen kunne fungere som en slags fagforening for os filmanmeldere. Da det i piratkopi-forskrækkelsens navn for eksempel blev kutyme at kropsvisitere anmeldere til visse pressevisninger, kunne vi have råbt op. Nægtet. Strejket. Boykottet.

Men vi kunne kun blive enige om ikke at råbe for meget op. Hvorfor blive uvenner med den branche, vi lever af

Nuværende formand Henrik Uth Jensen (fra Kristeligt Dagblad) ville her i efteråret heller ikke udtale sig om, at filmselskaberne vil gennemlæse og godkende journalisters artikler fra filminterviews.

Et særligt kort
Så hvad kan man egentlig bruge foreningen til?

Intet, efter min mening. Den har mistet sin berettigelse, og nu, hvor Robert-folkene har oppet sig lidt, er der måske slet ikke brug for to store, enslignende prisshows lige efter hinanden.

Nej, vent. Jeg har glemt noget. Som medlem af Filmmedarbejderforeningen får man et særligt kort, der giver gratis adgang for to i alverdens biografer. Og hvem vil ikke gerne uddele en Bodil-pris for den fine ordning …?