Årets bedste: Internationale film

Der er i 2022 kommet mange fantastiske film fra alle verdens hjørner.

Det siger muligvis mere om vores smag end den generelle kvalitet, at hele tre asiatiske film er blandt vores favoritter, mens Danmarks to nærmeste broderlande også er på vores liste over årets bedste internationale film.

Men det kan ikke være anderledes, da trekløveret i toppen alle er blandt de ganske få film, som vi i årets løb har tildelt topkarakteren seks stjerner.

Det gav vi også til Memoria, hvorfor den måske skulle have været på listen, men det er faktisk en islandsk film, som vi er mest kede af ikke at have fundet plads til.

Guðmundur Arnar Guðmundsson Beautiful Beings fortæller med smukke billeder af den norsk-danske fotograf Sturla Brandth Grøvlen en medrivende historie om ungdommelig sårbarhed.

Den er virkelig værd at se, selv om det ikke er blevet til en plads på listen. Læs herunder, hvilke fem film, som ikke er fra Danmark og USA, der begejstrede os mest i årets løb!

5. RRR

Det er sjældent, at indiske film når til danske biografer. Bortset fra et par enkeltstående visninger lykkedes det heller ikke for RRR. Til gengæld har Netflix-abonnenter ved hjælp af et teknisk trick – hvor man blot ændrer sit sprog til engelsk på streamingtjenesten – kunne se den dyreste indiske film nogensinde.

Og det var der al mulig grund til, for det fuldkommen ekstatiske action-epos har virkelig taget røven på hele filmverdenen. Endda i sådan en grad, at den overgearede Bollywood-film bliver nævnt som en seriøs Oscar-kandidat!

RRR er en mytologisk genfortælling om to af Indiens mest elskede revolutionære skikkelser i starten af 1900-tallet. Filmen lader sig dog overhovedet ikke begrænse af sit autentiske udgangspunkt. Instruktør S.S. Rajamouli afprøver snart sagt alle genrer i sin over tre timer lange og skamløst underholdende hævnfantasi.

4. Drive My Car

De lange film har stået stærkt i år. En tre timer lang film om teateropsætning lyder jo ikke umiddelbart som det mest ophidsende, men Drive My Car blev temmelig sensationelt både Oscar-nomineret i hovedkategorien for bedste film og vandt prisen for bedste internationale film i år.

Det gjorde den foran blandt andre danske Flugt, som med sin flygtningehistorie umiddelbart er mere aktuel og tilgængelig. Men det viser bare, hvor universel en fortælling Drive My Car er.

Japanske Ryusuke Hamaguchi har lånt en novelle af landsmanden Haruki Murakami, men instruktøren gør fortællingen til helt sin egen.

En teaterinstruktør døjer med traumet over sin afdøde hustru, samtidig med at han arbejder på en opsætning af Anton Tjekhovs Onkel Vanja. Det er en talefilm i ordets bedste forstand. Gennem dybsindige samtaler bliver man klogere på personerne, der kæmper for at udtrykke og undertrykke livets sværeste følelser.

Menneskeligt gribende filmkunst af den slags ser man alt for sjældent.

3. Decision to Leave

Få instruktører mestrer deres virkemidler lige så godt som Park Chan-wook. Den sydkoreanske filmskaber bag perler som Oldboy og The Handmaiden opfinder ikke nogen dyb tallerken med Decision to Leave. Til gengæld har han skabt en moderne film noir, der fuldt ud lever op til ånden fra salig Hitchcock.

Alle de rette ingredienser er til stede: En politimand med rod i privatlivet. En mystisk og farlig femme fatale. Nervepirrende drabsopklaring. Og så blandes hele herligheden med samme finesse, som når en mesterkok sætter prikken over i’et på sin hofret.

Man sidder konstant på kanten af sædet, ikke mindst takket være de åndeløst henrivende billeder, som tager vejret fra én. Park Chan-wook fortæller visuelt med et frapperende overskud, så man ville forstå alting, selv hvis de medvirkende ikke sagde et eneste ord.

2. Triangle of Sadness

Det er noget af et hattrick, Ruben Östlund har haft med sine seneste tre film. Den mesterlige parforholdsdissekering Force Majeure blev fulgt op med kunstverden-satiren The Square, der vandt Guldpalmen i Cannes.

Instruktørens anden Guldpalmevinder Triangle of Sadness er en kanonkugle af et stykke ubestemmelig filmkunst. Man ved vitterlig ikke, om man skal grine eller græde, når et orgie af bræk og lort bryder ud på den luksusyacht, hvor filmens rige personer er taget på eksklusivt cruise.

Ruben Östlund har stille og roligt kørt sig i stilling som ikke bare en af Europas, men også verdens fremmeste filminstruktører. Han formår at blande det kunstnerisk ambitiøse med farverig underholdning, som hiver et større publikum i biografen.

Hans seneste har et hæsblæsende vingefang og bevæger sig over kapitler rundt i vidt forskellige situationer. Men instruktøren giver hele tiden plads til at lade den enkelte scene vare præcis så længe, som den har brug for.

På den måde lader Ruben Östlund sin fortælling med sigende detaljer og absurditeter, så man bare må overgive sig til den indignerede og urkomiske udstilling af forskellen mellem rig og fattig i verdenen.

1. Verdens værste menneske

Det er ganske enkelt et fantastisk mesterværk af en film, de to nordmænd Joachim Trier og Eskil Vogt har begået med Verdens værste menneske.

Det sprudlende komediedrama formår at handle om mere eller mindre alt det vigtigste mellem himmel og jord, uden at det føles, som om der gabes over for meget. Instruktøren Trier og hans faste medmanuskriptforfatter Vogt indfanger ungdommens tvivl med en energi, som sjældent er set bedre på film.

Makkerparret har tidligere lavet mesterværkerne Reprise og Oslo, 31. august. Deres nye film står som det tredje ben i en overrumplende Oslo-trilogi, som Ekkos chefredaktør har udråbt til et hovedværk i nyere nordisk filmkunst.

Renate Reinsve havde en lille rolle i Oslo, 31. august, og som hovedpersonen Julie er hun i Verdens værste menneske slet ikke til at stå for. Selv om hun til tider er skideirriterende med sin kroniske tvivl om mere eller mindre alt, genkender man kun alt for godt sig selv i hende.

Filmen føles på samme tid ufatteligt stor i sit perspektiv på kærligheden og livets forgængelighed og som et underfundigt lille indblik i et fascinerende menneske.