Årets kunstner ville slet ikke være kunstner

Som barn i en hyggelig, men fattig og småkaotisk kunstnerfamilie i Stockholm vidste Niki Lindroth von Bahr med sikkerhed, at hun ikke ville være kunstner. 

Men i denne uge er den nu 39-årige animationsinstruktør årets kunstner på Viborg Animation Festival. Her bliver hendes anerkendte, melankolske stop motion-kortfilm vist sammen med en udstilling af filmenes antropomorfe dyredukker. 

”Mine forældres frie liv passede mig bare ikke,” fortæller Niki Lindroth von Bahr, da vi møder hende i Viborg. 

”Jeg havde brug for deadlines og nogle, der sagde, hvad jeg skulle gøre. Jeg søgte ind på en rekvisitmagerskole, fordi jeg elsker at bygge ting. Og ligesom mine forældre er jeg okay med ikke at have nogle penge,” siger kunstneren og griner. 

Men efter at være blevet en dygtig rekvisitmager og set-designer blev von Bahr alligevel bidt af film. 

Hun kom i et langt praktikforløb hos den legendariske svenske instruktør Roy Andersson på hans Studio 24 i Stockholm. 

”Han var i gang med Du levende, og jeg blev virkelig inspireret af hans måde at bygge tableauer op og lade karaktererne være statister i et billede. Jeg er heller ikke så interesseret i karakterer, men jeg er helt forelsket i steder,” fortæller hun. 

Hun begyndte at lave kortfilm, og i tidlige værker som Bath House, der foregår i en svømmehal, mærker man tydeligt inspirationen fra Andersson. Det er samme stillestående, fjerne billedindstillinger, deadpan-komik og gennemgribende, eksistentielle melankoli, som Andersson er verdensmester i. 

Tegninger fra Bowie
Parallelt med karrieren som animator har Niki Lindroth von Bahr også lejlighedsvis lavet kostumer til musikvideoer sammen med set designer-kollegaen Nicklas Nilsson. 

I 2009 lavede de kostumer til musikvideoerne til svenske popstjerne Fever Rays første album, og de vilde outfits blev stilskabende. 

Det førte til, at de seks år senere pludselig blev ringet op af David Bowies producer. Hun ville have dem til at lave kostumer til musikvideoerne for, hvad der skulle blive ikonets næstsidste musikvideo Blackstar. 

”Jeg gik på kunstskole og sad skrev opgave. Så da jeg fik opkaldet og blev spurgt, om vi ville komme til New York med det samme, gik jeg nærmest i chok. Jeg var heller ikke startet på antidepressiver endnu,” ler Niki Lindroth von Bahr. 

Det udviklede sig til en stressende proces, hvor instruktøren Johan Renck i sidste øjeblik droppede en scene. Det betød, at Niki og Niklas måtte lave seks nye outfits på én dag, og de endte alle i den endelige musikvideo. 

Undervejs skulle de to kostumedesignere underskrive et hav af hemmelighedskontrakter. Folk blev rask væk fyret, hvis de kom til at nævne Bowies navn i den forkerte e-mail. Alt var hemmeligt, især fordi Bowie var syg. 

”Han havde det meget dårligt allerede der, så han kom ikke meget ud. Jeg mødte ham ikke personligt. Nicklas nåede at møde ham, og det hjemsøger mig endnu. Men David sendte mig nogle idéer og tegninger, som jeg gemmer og holder meget af.” 

Melankolske dyr
Et år efter Blackstar brød von Bahr for alvor igennem som instruktør med musical-kortfilmen The Burden, hvor melankolske dyr synger om deres triste liv i et senkapitalistisk indkøbscenterkvarter. 

Filmen havde premiere i Cannes og vandt en række priser på forskellige festivaler, ikke mindst for bedste kortfilm ved verdens største animationsfestival Annecy i Frankrig. 

Niki Lindroth von Bahrs kortfilm foregår typisk i et langsomt, realistisk tempo, og ingen af de skøre dyremennesker bevæger sig på en måde, som rigtige skuespillere ville kunne gøre. 

”Animation behøver ikke være gakket. Det kan også være en måde at fokusere på noget bestemt i virkeligheden. Når menneskene er dyr, lægger man mærke til det komiske ved dem, og når baggrundene er miniaturemodeller, lægger man mærke til alle detaljerne,” forklarer hun. 

Som afslutningsfilm på Viborg Animation Festival har instruktøren valgt sin yndlingsfilm, Charlie Kaufmans Anomalisa. 

Filmen følger en deprimeret mand. I hans øjne har alle menensker det samme ansigt og den samme stemme, hvilket driver ham til vanvid, indtil han endelig møder Lisa, der har sin egen stemme og ansigt. 

”Anomalisa er den mest geniale måde at bruge animation. De ens animerede ansigter er en fremragende måde at vise, hvordan en narcissist må se verden,” forklarer hun. 

Tilbage til kælderen
Selv om The Burden var en stor succes, er der ikke mange penge i selv de bedste kortfilm, og Niki Lindroth von Bahr måtte ofre sin egen løn for at gennemføre projektet. 

Alle kortfilmene er lavet af hende selv og i perioder to hjælpeanimatorer, der arbejder på højtryk i et lille kælderstudie. På en god dag får de optaget fem brugbare stop motion-sekunder. 

Rundt regnet tager det hende knap tre år at lave en kortfilm på femten minutter. 

Men så blev hun tilbudt at lave en tredjedel af den britiske stop motion-antologifilm The House for Netflix. 

”Det var helt vildt. Pludselig havde jeg et hold på 60 af verdens dygtigste stop motion-artister og et kæmpe budget. Det tog kun halvandet år at lave hele filmen,” fortæller hun. 

Men omkring skiftet til 2022 begyndte streamingtjenester verden over at sætte bremsen i, når det kom til mere risikable nicheproduktioner. 

”Det var fedt at prøve, men det ser desværre ikke ud til, at Netflix kommer til at røre noget, der er mindre kommercielt end Boss Baby i den nærmeste fremtid. Det kunne ellers være meget fedt at tilbagebetale mine studielån og brødføde mine børn,” siger hun og slår endnu en latter op. 

Lige nu arbejder Niki Lindroth von Bahr på en ny kortfilm om døden med en trøstesløs lufthavn som omdrejningspunkt. 

”Jeg glæder mig til at komme i gang, men efter Netflix-eventyret bliver det hårdt at komme tilbage til kælderen,” erkender hun.