Top 10: Årets mest piratkopierede film
Lige nu vrider årets jule-blockbuster Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark de sidste mønter ud af biografgæster over hele verden. Imens bliver dens etårige storebror set ganske gratis hjemme i stuen.
Hobbitten: En uventet rejse har vundet den tvivlsomme ære som årets mest piratkopierede film, ifølge hjemmesiden TorrentFreak.com. Den blev downloaded intet mindre end 8,4 millioner gange i 2013.
Lige i hælene ligger Django Unchained med 8,1 millioner downloads, mens Fast & Furious 6 indtager tredjepladsen med 7,9 millioner klik.
Overraskende nok finder man hverken giganterne Man of Steel eller The Hunger Games: Catching Fire.
Men sidstnævnte er ganske ny i biograferne og allerede på den lyssky side af nettet, så den kan stadig nå at finde vej til næste års liste. Til gengæld overrasker syvendepladsen med Gangster Squad, som har listens mest skuffende salgstal på 105 millioner dollars.
Tallene er endnu højere
TorrentFreak har samlet data fra forskellige kilder, blandt andet statistik fra offentlige BitTorrent-trackers, hvor man ulovligt henter filer ned på sin computer.
Men optællingen inkluderer ikke online-streaming, hvor man ser filmen på en illegal hjemmeside, eller cyberlocker-downloads, hvor en lukket kreds deler filer med hinanden.
Det totale antal af downloads er derfor betydeligt større.
Tallene er dog ikke så svimlende som året før. I 2012 passerede fire film otte millioner downloads.
Topscoreren var found-footage komedien Project X, som blev hentet 8,7 millioner gange. Samtidig havde teenage-katastrofefilmen de laveste salgstal på hele top 10-listen med 101 millioner dollars.
Peter Jackson er bekymret
Hobbitten: En uventet rejse kan derimod bryste sig af en global indtægt på mere end en milliard dollars. Den har kostet cirka 315 millioner dollars at lave og skriver sig dermed ind i klubben af verdens allerdyreste film.
Hobbit-instruktøren Peter Jackson udtalte sig om filmpirateri, da han havde premiere på King Kong i 2005.
”Piratkopiering kan gøre film til en industri uden profit, specielt de helt store film. Hvis det sker, vil de ikke blive lavet længere,” sagde han ifølge The New York Times og fortsatte:
”Intet studie vil finansiere en film, hvis vi når til et punkt, hvor det mulige overskud går direkte ned i lommerne på kriminelle.”
Estimerede downloads i 2013
1. Hobitten – En uventet rejse: 8.400.000
2. Django Unchained: 8.100.000
3. Fast & Furious 6: 7.900.000
4. Iron Man 3: 7.600.000
5. Silver Linings Playbook: 7.500.000
6. Star Trek Into Darkness: 7.400.000
7. Gangster Squad: 7.200.000
8. Now You See Me: 7.000.000
9. Tømmermænd tur-retur: 6.900.000
10. World World Z: 6.700.000
Kommentarer