Lyden er vejen til det ubevidste

Levende billeder kommer ofte til live i kraft af en overset metier: filmlyd. Den store lyd trækker folk i biograferne, og den gode lyd trækker publikum med ind i et univers.

Bag de bedste lydoplevelser står en række filmfolk, der med teknisk begavelse formår at udtrykke følelser og stemning. Filmlyd skal påvirke publikum uden at være påfaldende.

Lyddesignere praktiserer det usynliges kunst.

Lørdag den 27. november afholdes Ekko Shortlist Awards 2021 i Bremen Teater, hvor lyddesign er en af kategorierne. Billetter er stadig til salg.

De nomineredes film spænder over et væld af genrer. Tilfælles har lydfolkene en sans for det rytmiske og dramatiske. Herunder fortæller de nominerede tonemestre om arbejdet, om udfordringerne – og hvad der udgør en god filmoplevelse for øret.

Diana Queirós om Frie mænd

For mig er det mest interessante ved lyd, at man kan udtrykke abstraktioner. Lyd er et sprog, hvor man bruger sin intuition til at udtrykke det, som ikke kan ses. Nogle dimensioner eller følelser, der ikke kan forklares.

En god lydfilm får publikum til at opleve noget, de ikke har ord for!

Jeg er meget glad for Frie mænd, om de to arbejdere på en fiskefabrik og deres oprør mod hierarkiet.

Optageprocessen var krævende. Vi ville ikke lave endnu en klassisk komedie, men give filmen absurditet og mørke. Vi prøvede at balancere elementer fra komediegenren med brud på konventionerne.

Det blev til et dynamisk lyddesign. Af og til organisk og sanseligt, andre gange larmende i højt tempo.

Med komedie er det let at falde tilbage på slapstick. Det er jeg ikke vild med. Vi forsøgte at skabe filmens eget sprog ved, at komponisten fik mine lydoptagelser, så de industrielle, metalliske lyde blev indarbejdet i musikken.

I stedet for at kæmpe om pladsen komplementerer musik og lyddesign hinanden.

David Lynch’ thriller Lost Highway har enorm betydning for mig. Jeg er især vild med filmens mystiske dimension med masser af teksturer i lyden. Det er abstrakt, men man forstår stadig, hvad det handler om.

Christian Munk Scheuer om Krokodilletårer

God lyd hjælper publikum med at leve sig ind i filmens univers og karakterernes følelsesmæssige rejse. Den understøtter timingen og udviklingen i hver scene. Hvis publikum sidder tavse under filmens store, følsomme øjeblik og synker en klump i halsen, så har jeg gjort mit arbejde godt.

I Krokodilletårer er der både akavet og varmt i huset, hvor sønnen, hans far og stedmor er. Hvert eneste knirk på en stol eller klink fra en kaffekop får en lyd. Vores sanser bliver skærpede, når rummet ikke fyldes med snak, men hverdagens handlinger i stedet får plads.

Skuespillerne improviserede ud fra manuskriptet. Det stillede krav til dialogredigeringen. Vi skulle genskabe det naturlige efterfølgende. Men jeg er vild med, hvor meget man kan styre oplevelsen af en scene med små, subtile justeringer af dialogen.

Da vi lavede Krokodilletårer, var jeg inspireret af det vanvittigt gode dialogmix på serien Modern Family og foley-arbejdet på Better Call Saul. Begge serier har en eminent brug af naturlige rum, distance og dynamik.

Peter Storm Wich om Hullet

Den bedste filmlyd påvirker dig emotionelt og ubevidst. Kommer en person ind i et rum, skaber lyden det umiddelbare indtryk, som tilskueren ikke tænker over. Det går i følelserne ved at sætte en stemning.

Det er lydens kraft, at man kan lege med rummet og ændre stemningen.

Jeg er i Hullet mest glad for at have skabt et univers, der ikke findes i virkeligheden, men som vi alligevel genkender. Det var spændende at afsøge, hvordan det lyder dér.

Universet er goldt. Uden fugleliv og dyr. Folk har kun lyde af dem på bånd. Derfor byggede vi et lydunivers op om det hårde arbejde, hovedpersonerne udfører. Spadestik, rumlende trillebøre og tunge fodtrin.

En hård, fysisk lyd – arbejdet skulle lyde ekstra hårdt for sønnen Elias, så vi forstår, hvorfor han ikke længere orker farens sisyfosagtige projekt med at fylde jord i et dybt hul i stuen hver dag.

Se7en var en af de film, der fik mig til at tænke: ”Det vil jeg arbejde med!” Lyddesigneren Ren Klyce er så dygtig til at arbejde med tekstur og tonalitet, og der er så meget, som afgiver lyd, selv om det ikke bevæger sig på billedet. Det er en vild måde at tænke på.

Andreas Kongsgaard om Natsværmer

Man kan tænke på lydsiden som en film for sig selv. Der skal være en rød tråd.

Jeg er godt tilfreds med, at lyden i Natsværmer på en både voldsom og følsom måde fortæller historien om en ung racerkører og hans traumer fra opvæksten. Lydens fortælling har en fin bue, så historien lander rigtigt. Den røde tråd, om du vil. Det kom vi godt i mål med.

Man skal finde en grænse mellem, hvor meget gas, lyden skal have, og hvornår man i stedet skal trække fra.

Jeg er enormt glad for Kieślowskis Blå, den er så smuk lydmæssigt. Gaspar Noés Irreversible er også for vild. Filmen har den rå voldsomhed, som lyd kan give. Og der er både stoflighed og noget syret. Det er yderpoler, som jeg elsker at arbejde imellem.

Vilde Tiller Hagestande om Papapa

God lyd for mig er, når det auditive underbygger historien på en kreativ måde.

Med Papapa er jeg meget glad for det forløb, vi havde med filmen. Fra idé-udviklingen til realiseringen af vores intentioner for til sidst at se alt, hvad vi har arbejdet på, samle sig i en færdig film.

Min største udfordring på Papapa var at bygge et lydunivers fra bunden i et studie. Der var intet facit på, hvordan en donorfar-klinik lyder!

Så vi lavede lydskitser af rummene og situationerne sammen med scenografen. Det skulle være såvel realistisk som mærkeligt, og jeg synes, at vi endte med at klare det godt.

Lydmæssigt er en af mine favoritter Lynne Ramsays You Were Never Really Here. Den har et ekstremt lyddesign, hvor lyden bruges på en direkte måde, der får tilskueren til at tænke over den.

Ofte siger man, at lyd i film kun er godt, hvis man ikke lægger mærke til den. Men det passer ikke altid. Lyd kan skabe sit helt eget udtryk.