Arkitektur giver stof til spændingsfilm

Arkitekturen er gennemsyret af en konkurrencekultur, som hverken filmbranchen eller nogen anden profession kan hamle op med. Hvor filmskabere kan bringe egne projekter på bordet, må arkitekter slås om det, der bliver serveret.

Sådan lyder det fra spanske Angel Borrero Cubero, manden bag dokumentaren The Competition, der skildrer arkitekters rivalisering på højeste niveau og byder på intense sammenstød mellem stærke viljer og store egoer.

The Competition, som åbnede Copenhagen Architecture Festival x Film, giver et eksklusivt indblik i konkurrencen mellem fem af verdens mest anerkendte arkitekter, der alle bejler til samme opgave: at tegne et nyt nationalmuseum i det lille fyrstedømme Andorra.

Cubero er selv arkitekt, og han fik ideen til at lave filmen, da han befandt sig i konkurrencesituation.

”Pludselig gik det op for mig, at det er et fantastisk miljø at lave en film om. Det er en naturlig thriller!”

Lav nogle fucking huller!
The Competition viser den højspændte stemning på tegnestuerne, hvor der gerne ryger en finke af panden på de store personaer.

I en scene skælder den franske arkitekt Jean Nouvel en medarbejder ud, fordi han er utilfreds med størrelsen på de huller, der skal udgøre vinduerne i museums-modellen: ”Er de til duer eller hvad? Lav nogle fucking huller.”

Ifølge Cubero er den intense konkurrencekultur en fuldstændig indgroet del af arkitektfaget.

”Når tegnestuer konkurrerer om projekter, strides stærke personligheder. Nogle skilles fra, og det hele leder op til en hurtig og dramatisk afslutning, når vinderen skal findes,” siger han.

Konkurrencen, der skildres i filmen, er stadig ikke blevet afgjort, fordi finanskrisens udbrud og politiske stridigheder i Andorra afsporede processen. Alt det gav dramatisk stof til Cubero.

”Vi behøvede ikke at anlægge en bestemt dramatisk vinkel på filmen, for der var så mange dramatiske omstændigheder omkring konkurrencen, at det kom helt af sig selv,” fortæller han.

Unik rivalisering
Det er arkitekturens absolutte topfolk, der prøver kræfter i konkurrencen om museet, og ifølge Cubero er denne form for elitekamp unik for arkitektfaget.

”Det er kun inden for arkitektur, at de mest berømte og etablerede folk i al åbenhed konkurrerer om de samme opgaver,” siger han.

”De eftertragtede opgaver er få, og der er stor prestige i at vinde dem. Quentin Tarantino og Steven Spielberg behøver ikke at slås om opgaverne på samme måde. De skaber bare hver deres projekt.”

Cubero medgiver, at der kan være stridigheder om rettigheder til projekter i filmbranchen. Men det er en kamp, der udspiller sig bag lukkede døre, og instruktørerne investerer ikke deres ære og omdømme i den på samme måde som arkitekterne i The Competition.

Huset er hovedrollen
Selvom arbejdsformen er forskellig fra arkitektur til film, mener Cubero, at der er en nær forbindelse mellem de to kunstarter.

Han har skrevet ph.d.-afhandling om arkitekturens rolle i spionfilm, og her undersøgte han den tese, at spionfilmenes egentlige hovedperson er skurkens tilholdssted.

”Tag for eksempel Mission:Impossible-serien: Hver eneste film handler om, at helten skal trænge ind i stærkt bevogtede, totalt ufremkommelige og højt raffinerede bygninger. Bygninger udgør hele handlingens omdrejningspunkt.”

Cubero trækker også en parallel til James Bond-filmene.

”Alt kan udskiftes i Bond-film – lige fra Bond-pigen til den skuespiller, der har rollen som agent 007 – men skurkens svimlende sofistikerede tilholdssted er en evig genganger, og det ender altid med, at James Bond skal finde en måde at sprænge det i luften på,” griner Cubero.

Scenografiens suspense
Cubero mener, at filmskabere er tvunget til at forholde sig til de omgivelser, deres film udspiller sig i, og hvis de ikke formår at udnytte dem, har de sovet i timen.

Han betragter arkitekturen som en uvurderlig kilde til at opbygge suspense.

”Bare tænk på Stanley Kubricks nervepirrende kamerature gennem korridorerne i Ondskabens hotel. Her spillede han mesterligt på publikums uvished om, hvad der mon gemmer sig rundt om hjørnet eller bag væggene.”

Cubero fremhæver Stanley Kubrick som en instruktør, der virkelig forstod sig på at udnytte scenografien.

”Hvert eneste billede, Kubrick lavede, var totalt tilrettelagt efter omgivelserne. Hans kritikere kan muligvis have ret i, at han tildelte scenografien en for stor rolle i sine film. Men hvis resultatet er Ondskabens hotel eller A Clockwork Orange, så skidt pyt.”

Man kan stadig nå at se Cuberos The Competition på Copenhagen Architecture Festival x Film, der fortsætter til 30. marts.