Anbefaling
05. okt. 2021 | 11:05

Arkitekturfestival viser omsorgens landskaber

Foto | Jhong Yuan Chang
Den taiwanesiske slow cinema-mester Tsai Ming-Liangs Days får Danmarks-premiere på Copenhagen Architecture Festival, hvor publikum kan se film med arkitektur i centrum.

Copenhagen Architecture Festival vil udvide horisonter og sprænge forståelsen af, hvad film kan være. Vi anbefaler syv stærke titler på årets program.

Af Mikkel Krebs Behnke

Skandinaviens største arkitekturfestival er tilbage.

Igen i år vil de åbne arkitekturen for den brede befolkning gennem 100 arrangementer i København og Aarhus fordelt på film- og debatvisninger, udstillinger, guidede ture, workshops, seminarer med mere.

Det er ottende gang, at Copenhagen Architecture Festival afholdes. Den har siden sin begyndelse i 2014 vokset sig til en velsmurt og dynamisk platform for formidlingen af arkitekturens væsentlighed.

Med udgangspunkt i hvordan arkitekturen former vores liv og verden, forsøger festivalen at vise, hvor bredt man kan folde arkitekturen ud. Det er ikke blot materiale, masse og form – det er politik, sanselighed, en social størrelse og ikke mindst noget, der uvægerligt gør en forskel i menneskets tilværelse.

I år er ”omsorgens landskaber” det tematiske omdrejningspunkt, der ifølge festivalleder Josephine Michau vil stille skarpt på kursskiftet med fokus på de nye værdier, interesser og prioriteringer, som må drive arkitekturen og byplanlægningen i lyset af de aktuelle udfordringer.

”Vi vil undersøge, hvordan omsorg praktiseres og manifesterer sig i arkitekturen og byudviklingen i et historisk, nutidigt og fremtidigt perspektiv, og hvordan vores forståelse af omsorg er med til at give form til vores daglige liv,” skriver Michau i en pressemeddelelse for festivalen.

Igen i år sørger programudvalget for en række interessante film. Vi har udvalgt syv af de mest spændende filmværker på festivalen, der løber fra 7. til 17. oktober.

The Works and Days (of Tayoko Shiojiri in the Shiotani Basin) 

Med en spilletid på 575 minutter er svenske Anders Edström og C.W. Winters filmværk monumentalt.

På Berlinalen i 2020 fik den verdenspremiere og vandt prisen i en sidekonkurrence, der fokuserer på mødet mellem kunst og kulturer. Og selv om vi kun lige er gået ind i 2020’erne, tøver Copenhagen Architecture Festival ikke med at kalde det et af årtiets mest overvældende filmoplevelser.

The Works and Days (of Tayoko Shiojiri in the Shiotani Basin) er et værk, der tager sig tid til at bruge tid. Tålmodigt følger de svenske instruktører den ældre kvinde Shiojiri Taykos landbrugsarbejde over fem sæsoner i det bjegrige område omkring Kyoto.

Men det er ikke kun en fortælling om Shiojiri. Filmen handler lige så meget om de 47 andre landsbyboere og det landskab, de lever i.

Det etnografiske fiktionsværk byder på øjeblikke af et helt sort lærred, hvor publikum omsluttes af landskabets lyd som en slags stedsoptagelse.

Maratonvisningen (med pauser) finder sted i Cinemateket lørdag den 16. oktober.


Eraserhead

På dette års arkitekturfestival spiller den amerikanske kultinstruktør David Lynch en stor rolle. Med hele tre film (Eraserhead, Lost Highway, Mulholland Drive) kurateret af Lynch-eksperten Richard Martin kan man få et helt nyt perspektiv på den mytiske filmskaber og ikke mindst nyde hans film på 35mm.

Eraserhead er Lynchs første spillefilm og inspireret af hans egne skræmmende og spændende oplevelser fra Philadelphia. Det er fortællingen om den ængstelige Henry Spencer, der bevæger sig rundt i byens industrielle dysterhed.

Filmen handler ikke mindst om et sted og dets arkitektur. Og med et urovækkende lydbillede og til tider mareridtsagtige billedside er Eraserhead en film, man ikke glemmer.

Eraserhead vises i Cinemateket den 8. oktober.

 

Days

Navnet Tsai Ming-Liang er måske ukendt for mange, men af kendere hyldes han som en af de store mestre inden for slow cinema.

Med sin faste skuespiller, Lee Kang-sheng, har instruktøren skabt nogle helt særlige fortællinger om en mand, der konstant går rundt i verden med et anstrengt ansigtsudtryk.

Festivalen giver Days Danmarks-premiere. En mand bevæger sig gennem et forladt bylandskab i en søgen efter en behandling for en kronisk sygdom. Da han møder en anden mand på et hotelværelse, kan de for et kort øjeblik dele deres krop og ensomhed.

Tsai laver tankevækkende fortællinger i et grænseland mellem komedie, tragedie, drømme og satire. Han formår at skabe eksistentielle historier, og i tilfældet med Days spiller personerne en rolle i samspillet med byrummet gennem filmens billedkompositioner.

Days kan opleves i Cinemateket torsdag den 7. oktober.

 

Love Affair, or The Case of the Missing Switchboard Operator

Black Wave Yugoslav Cinema var navnet på en eksperimenterende filmbevægelse, der ønskede at øge friheden for det kunstneriske udtryk. Og endte med at forme en hel kultur.

I Love Affair fortælles om kærlighed og bedrag mellem en telefondame og et postbud. Med en politisk forkyndelse af fri kærlighed var filmen et skarpt samfundskritisk værk mod det kommunistiske styre.

Serien er tilrettelagt af den kroatiske arkitekt Nina Bacun. Med udgangspunkt i bevægelsen har hun forsket i, hvordan fortællinger om rum i film er relateret til præsentationer og nærlæsning af arkitektur og landskaber. Hun vil præsentere filmene og deres historiske kontekst.

Hele udvalget kan ses på Copenhagen Architecture Festivals hjemmeside. Love Affair vises den 9. oktober i Cinemateket.

 

The House is Black

Forugh Farrokhzad (1934-1967) var en iransk digter, der blev taget fra os alt for tidligt i et biluheld.

Hun var en indflydelsesrig stemme, ikke blot som digter, men også som filminstruktør. Hun var modernist, en ikonoklast, der skrev fra et feminint perspektiv.

The House is Black viser livet og lidelserne i en nordiransk koloni for spedalske. Stedet er aflukket for resten af verden, men instruktøren skildrer med dem et kærligt blik danse, være til undervisning, bede og lege.

Det var et epokegørende værk. Med sin ulydighed lagde det kimen til den iranske New Wave, og filmen er uhyre aktuel med sine refleksioner over håndteringen af karantænesygdomme.

Vises den 12. oktober i Cinemateket med foredrag og oplæsning af Farrokhzads lyrik ved forfatter og oversætter Shadi Bazeghi.

 

Killer of Sheep

L.A. Rebellion-bevægelsen kendetegner de afrikanske, caribiske og afroamerikanske uafhængige filmskabere, der i 1970’erne og 80’erne gjorde sig på Californiens universiteter.

Selv om der ikke var tale om et reelt kollektivt arbejde, skabte de tilsammen et modsvar til den klassiske Hollywood-film.

I år sætter Copenhagen Architecture Festival fokus på bevægelsen med to visninger.

Killer of Sheep viser kulturen blandt Los Angeles’ afroamerikanere. Filmen er en rå og poetisk tilgang til hverdagen blandt afroamerikanerne, der tjener som et unikt indblik i en befolkningsgruppe og ikke mindst tid.

Bless Their Little Hearts er en spillefilm fra 1983 om L.A. Rebellion-bevægelsen.

De to film vises i Cinemateket henholdsvis den 14. oktober og 16. oktober.

 

Baraka

Film kan gøre ord overflødige, men samtidig tale til os med al tydelighed.

I 1982 lavede Godfrey Reggio den nonverbale Koyaanisqatsi. Med planetens åndedræt, skyerne, bjergene, sletterne, motorvejene, skyskraberne og maskinerne viser Reggio en klode i ubalance.

Baraka fra 1992 føles på mange måder som opfølgeren. Den er instrueret af Ron Fricke, der er fotograf på Koyaanisqatsi.

Produceret over fjorten måneder på 152 forskellige lokationer fordelt over 24 lande og seks kontinenter er filmen i smukkeste kollagestil komponeret af billeder fra jordklodens tilstand.

Skudt i 70 mm med slowmotion og time-lapse er filmens kontrastfulde og komparative tilgang en stor naturdokumentarisk oplevelse og en påmindelse om klodens skønhed – og skrøbelighed.

Filmen vises i Øst for Paradis den 6. oktober og Cinemateket den 9. oktober.

Kommentarer

Copenhagen Architecture Festival

Festival grundlagt i 2014 på initiativ af Josephine Michau, Peter Møller Rasmussen og Mads Farsø.

Skandinaviens største årlige begivenhed dedikeret til arkitektur og verdens største arkitekturfilmfestival.

Læs mere.

© Filmmagasinet Ekko