Armadillo vinder i Cannes
Dansk dokumentarfilms succesbølge har nået sit foreløbige højdepunkt. Det skete her til aften, hvor Janus Metz’ krigsfilm, Armadillo, vandt den prestigefyldte sidekonkurrence Semaine de la Critique i Cannes.
Det er en opsigtsvækkende præstation, dels fordi Cannes er verdens førende filmfestival, dels fordi festivalen primært fokuserer på fiktionsfilm. Det er således første gang nogen sinde, at en dokumentarfilm vinder Grand Prix de la Semaine de la Critique.
Prisen uddeles af internationale journalister og filmkritikere, der finder vinderen ved afstemning. Med prisen følge 5.000 euro til filmens instruktør.
Fejende flot filmværk
Armadillo følger en gruppe danske soldater, der udstationeres på Camp Armadillo i Afghanistans Helmand-provins. Janus Metz viser rystende billeder af krigen, som vi ikke har set før, men samtidig er Armadillo et fejende flot filmværk.
Allerede i februar-nummeret bragte Ekko et stort interview med Janus Metz om filmen, og som den første kritiker fik forfatteren Carsten Jensen adgang til at se filmen og skrive et essay om den.
”Efter Armadillo vil det ikke være muligt at se os selv som danskere på samme måde som før,” skriver Carsten Jensen i Ekko og kalder filmen for ”et jordskælv i nationens selvforståelse.”
Succesen i Cannes har fået producenten Fridthjof Film til at rykke premieren på Armadillo frem. Fra torsdag den 27. maj — syv uger før tid — kan det danske biografpublikum se prisvinderen.
Pris til Borgman
Også en anden dansk instruktør blev belønnet, da der blev uddelt priser i Semaine de la Critique.
Daniel Joseph Borgman modtog Grand Prix Canal+ for kortfilmen Berik, som han har produceret på den alternative filmuddannelse Super16, hvor han er elev.
I forbindelse med prisen køber Canal+ tv-rettighederne til filmen. Desuden tildeler Panavision Alga Techno filmudstyr til en værdi af 6.000 euro til realiseringen af Borgmans næste filmprojekt.
Det er første gang en dansk kortfilm modtager prisen.
Kommentarer