Arrested Development vender tilbage
”There’s always money in the banana stand.”
Sådan lyder et godt råd i den banebrydende amerikanske sitcom Arrested Development, og det lytter Netflix nu til.
Streamingtjenesten bekræfter de mangeårige rygter om en femte sæson af serien, der vil blive optaget hen over sommeren og få premiere i løbet af 2018. Det skriver flere internationale medier.
Serien, der er skabt af Mitchell Hurwitz, følger en narcissistisk, afstumpet overklassefamilie, som mister deres formue, da faren ryger i fængsel for svindel.
Skuespillerholdet tæller stjernekomikere som Jason Bateman, Will Arnett, Jeffrey Tambor, Tony Hale, Michael Cera, Jessica Walter og David Cross, og alle forventes at vende tilbage.
Et komisk kvantespring
De første tre sæsoner af Arrested Development blev vist på kanalen Fox fra 2003 til 2006, og serien blev en øjeblikkelig kritikerfavorit, der vandt en halv snes Emmy-priser.
Senere successerier som Community, Veep og 30 Rock ville se helt anderledes ud, hvis Arrested Development ikke havde eksisteret.
Alligevel blev serien aflyst på grund af lave seertal.
De originale sæsoner er på mange måder et komisk kvantespring i forhold til samtidens mere traditionelle sitcoms. Men de mange genkommende, skjulte og på alle måder kringlede vittigheder gør serien krævende.
Den loyale fanskare købte og genså dvd’erne, og det fik Netflix til at øjne en forretningsmulighed. I 2013 genoplivede man serien til en fjerde sæson som et af Netflix’ første eksperimenter med egenproduceret indhold.
Et nyt format
Lige siden har der svirret rygter om en ny sæson, og både serieskaberen Mitchell Hurwitz og det anselige faste skuespillerhold har udtrykt ønske om at vende tilbage til den dysfunktionelle Bluth-familie.
Når det har taget så lang tid at gøre ord til handling, skyldes det, at de fleste af skuespillerne skød til vejrs efter de første tre sæsoner.
Jason Bateman har både en travl karriere foran og bag kameraet, Will Arnett har hovedrollen i Netflix-serierne Bojack Horseman og Flaked, Jeffrey Tambor har Emmy-priser på stribe for sin hovedrolle i Transparent, Tony Hale brillerer i Veep, Michael Cera har (stadig) en aktiv filmkarriere og er endda med i det nye Twin Peaks.
Fjerde sæson kom uden om den bøvlede logistik i at samle alle stjernerne på en gang. Det gjorde man ved at droppe ensemble-formatet for i stedet at fokusere på én karakter ad gangen i femten episoder, hvor hver handlingstråd forvirrende nok udspiller sig samtidig.
Der gik ged i kronologien for mange seere, og sæsonen fik en blandet modtagelse. Sidste år afslørede Mitchell Hurwitz, at han havde klippet hele fjerde sæson om til 22 episoder i kronologisk rækkefølge, men om den version får premiere, er endnu uvist.
Kommentarer