Årtiet, hvor jorden gik under

Du skal dø, og det er kun et tilfælde, at det ikke skete i dette årti. Siden George W. Bush i starten af årtiet stjal præsidentposten for næsen af Al Gore, er det kun gået én vej — og det er ned. USA bliver angrebet af terrorister 11. september 2001 og af orkanen Kathrina i 2005, soldater dør i to umulige krige i Mellemøsten. Finanskrisen raser. Tsunamier og global opvarmning skeler ikke til landegrænser og gør menneskeheden udrydningstruet.

Og selvom alle kongens mænd og kvinder er samlet i København i december, kan ingen blive enige om en bedre fremtid.

Den formørkede verdenssituation har i det netop afsluttede årti sat sit præg på filmkunsten. Nogle steder som polemisk systemkritik, andre steder som fatalistisk klangbund. I 00’erne gik jorden under.

Storslået dommedag
Årtiet byder på så mange menneskeskabte katastrofer af biologisk og human karakter, at selv blockbuster-instruktører har svært ved at følge med. Roland Emmerich gør dog sit bedste med The Day After Tomorrow, hvor filmens heroiske polarforskere kan kilde frihedsgudinden under hagen, da de entrerer New York via det tilfrossede Atlanterhav. Og i 2012 fører Emmerich tidens økogrønne paranoia ud i dens allermest storslåede og destruktive konsekvens.

Katastroferne på lærredet bliver hjulpet godt på vej af ny computerteknologi. Ikke bare i Emmerichs film, men også i den poetiske Pixar-film Wall-E, hvor menneskene har forladt den jordklode, de har forvandlet til en stor losseplads.

Noget tilsvarende er på spil i James Camerons knap så stilfærdige mastodontfilm, Avatar, der runder årtiet af med 3D-teknologi, masser af action og en moralsk ørefine. For i Avatars univers har menneskene opbrugt alle jordens ressourcer, og de er derfor hoppet videre til en ny verden, hvor de nu har til hensigt at ødelægge det for planetens ædle naturfolk, de tre meter høje og blå Na’vier.

Kynisk kapitalisme
I 00’erne bliver Hollywood politisk på en måde, som leder tankerne tilbage til 1970’erne. Cameron er måske ikke det mest subtile eksempel, men ikke desto mindre skruer filmbyens berømte borgere ned for 90’er-ironien og op for det politiske engagement. De største Hollywood-stjerner som George Clooney og Matt Damon erklærer deres støtte til Barack Obama, og i filmene bliver utilfredsheden med verdens tilstand formuleret i skarpere vendinger end tidligere.

Der bliver uddelt drøje hug til den kapitalisme, der både kan tilskrives skylden for finanskrisen og den global opvarmning.

Grådigheden og den fallerede Amerikanske drøm har lige siden Blood Simple fra 1984 været en af grundpillerne i Coen-brødrenes oeuvre. Men deres afsøgning af menneskelig ondskab — og dårskab — når uhyggelige højder i deres Cormac McCarthy-filmatisering fra 2007, No Country for Old Men. Og i deres lille komedie Burn After Reading er tonen og humoren nådesløs over for filmens samling af latterlige politikere, bureaukrater og fitnesstrænere, der bare rager til sig.

Paul Thomas Andersons There Will Be Blood foregår omkring århundredeskiftet, hvor ordknappe mænd gik på jagt i undergrunden efter olie. Filmen er en allegorisk fortælling, der kritiserer den ryggesløse og kyniske kapitalisme, den treenighed af penge, magt og grådighed, som udgør fundamentet for den Amerikanske drøm, der har gjort nogle til tabere og andre — et fåtal — til vindere. Ikke bare i guds eget land, men også globalt.

Vesten bader i penge, men er ved at drukne i egoisme, og film om globalisering og forbrugerisme udgør nærmest en selvstændig genre. Med deres snirklede multiplotfortællinger viser filmene, hvordan vi alle er forbundet - af ukontrollable sommerfugleeffekter — i et globalt skæbnefællesskab.

Særligt med Alejandro González Iñárritus dødstrilogi, som starter i Mexico med Amores Perros og slutter i USA med 21 Gram og mesterværket Babel, hvor hele verden ramler, da en amerikansk turist ved et uheld bliver skudt ned i Marokko. Skudt ned med den riffel en japansk turist i et anfald af generøsitet forærede til den fattige gedehyrde-familie, der tog ham med på jagt.

Men også i Traffic og Crash oplever vi, hvordan hele verden, fra høj til lav, er mere eller mindre på spanden.

Krigen og filmen
Den største politiske dundertaler er dog uden tvivl Michael Moore, der på behørig vis runder årtiet af med finanskrisefilmen Kapitalismen — en kærlighedshistorie. Dokumentaristen har igennem hele sin karriere sagt magthaverne imod, og modstanden bliver ikke mindre med valget af George W. Bush, Irak-krigen og Finanskrisen. I 2002 bliver Moore buhet ned fra Oscar-podiet, da han i sin takketale for Bowling for Columbine langer ud efter Bush og Irak-krigen.

Filmen handler om et andet af årtiets dystre og stigende problemer, nemlig skolemassakrer, og bliver et gennembrud for Moore og hans særlige blanding af journalistik og politisk satire omsat til filmiske essays.

Og buh-råbet dør hen efterhånden, som det går op for befolkning, hvor dårlig en præsident, Bush egentlig er. I 2004 vinder Moore Guldpalmen for Fahrenheit 9/11, et filmisk anklageskrift mod George W. Bush & Co.’s tvivlsomme bedrifter i ”The War Against Terror”. Filmen ender oven i købet som alle tiders bedst indtjenende dokumentarfilm nogensinde, men også som den mest succesrige film om krigen.

Vi mangler dog stadig det mesterværk, som enhver krig ellers altid kaster af sig. Der er bestemt lavet fremragende film. Og med håndholdt kamera i første person viser film som Kathryn Bigelows The Hurt Locker, Brian De Palmas Redacted og Nick Broomfields Battle for Haditha krigen og dens menneskelige konsekvenser — direkte, råt for usødet.

Men publikum bider aldrig rigtig på, i hvert fald ikke i USA. Amerikanerne foretrækker rigtige helte. Den slags, der kæmper for det gode mod det onde, superhelte.

Superheltene kommer
Den stadig bedre computerteknologi gør nemlig også 00’erne til det årti, hvor flest superhelte springer op på lærredet. Sam Raimi laver Spider-Man, Bryan Singer X-men og Superman Returns, og Jon Favreau laver den legesyg Iron Man.

Men også i superheltenes ellers spraglede univers falder mørket på. I X-Men: The Las Stand bliver politikerne og de almindelige menneskers foragt for mutanterne til ren racisme og etnisk udrensning. Og Zack Snyder kaster sig over 1980’ernes apokalyptiske superhelte-tegneserie Watchmen. Det er dog Christopher Nolans dystre genoplivning af Batman-serien, der står stærkest.

I Batman Begins træder alle flagermusmandens dæmoner og psykoser frem, og Gotham City er indhyllet i et eksistentielt mørke. På en moralsk klangbund kulminerer genren kunstnerisk i The Dark Knight. Med Jokeren i centrum som kaotisk urkraft er det den hidtil bedste superheltefilm. Så stærk, at den står som et selvstændigt drama, hævet over genreskel.

Med film som Memento og The Prestige træder Nolan selv i karakter som en af årtiets mest originale auteurs sammen med Paul Thomas Anderson og Sofia Coppola, der ikke uden humor dyrker senmoderne melankoli og ensomhed i mesterværket Lost in Translation.

Demokratiet knirker
Det kan godt være jorden går under i 00’erne — bare ikke i Danmark. Det er påfaldende, hvor lidt de globale krisetider fylder i danske film. Her i Danmark passer vi os selv, synes parolen at være, når man ser på den førte filmpolitik og den massive støtte til genoplivede familiefilmserier fra 1970’erne som Far til fire og Min søsters børn.

Og selvom demokratiet under Anders Fogh Rasmussen og VKO-regeringen knirker af spin og kulturkamp, og Danmark går i krig på et løgnagtigt grundlag, kaster det ikke de store filmkunstneriske reaktioner af sig. Den stigende, politiske uigennemsigtighed og tvivlen på de folkevalgte magthavere udmønter sig først og fremmest i opblomstringen af den danske politiske thriller, som Nikolaj Arcel sparker i gang med den fremragende Kongekabale.

Men de mest opsigtsvækkende og debatskabende film om krigen er faktisk Christoffer Guldbrandsens angreb på regeringen i Den hemmelige krig og Morten Hartz Kaplers originale mockumentary AFR, der forestiller sig, at Anders Fogh Rasmussen bliver myrdet, og at han i sine sidste år havde en homoseksuel elsker fra det autonome miljø. Filmen skaber debat — ikke så meget om politik, men mere om hvad film må og ikke må. Da AFR endelig får premiere, viser den sig at være noget så tilforladeligt som en humanistisk kærlighedshistorie — en nærmest Chaplin’sk ode til det gode i mennesket og til den grænseløse kærlighed.

Manuskriptsnedkeri
The War Against Terror spøger dog også i Susanne Biers succesfulde Brødre fra 2003. Ulrich Thomsen meldes savnet i krigen kun for at vende hjem til familien, hvor hans egen bror har overtaget hans plads. Men filmen kunne lige så godt have udspillet sig i et fiskerleje i Hirtshals og Thomsen blive meldt savnet i blæsevejr. Man mærker tydeligt manuskriptforfatter Anders Thomas Jensens veludviklede sans for det gode drama.

I Ekko #28 langer Lars von Trier ud efter den strømlinede manuskriptkultur og kalder Anders Thomas Jensen og Kim Fupz Aakeson for skrivende UG-drenge, hvis manuskripter er ”vanvittig overfladiske”. Og ”Brødre er noget indholdsløst lort,” siger Lars von Trier efterfølgende på en pressekonference i Cannes.

Kritikken bliver mødt af massiv modstand - fra pressen såvel som fra branchen — og der bliver hurtigt lagt låg på debatten. Men som årtiet skrider frem, bliver det dog tydeligere og tydeligere, at dansk film er ved at køre træt i velsmurte genreskabeloner og berettermodeller.

Og det er Jensen og Aakeson, der dominerer store dele af årtiet ved at skrive manuskripter med sjove replikker og effektivt plot-snedkeri.

Aakeson lægger en særlig dansk, realistisk grundtone med sine intime dramaer og komedier om skæbner og familier i københavnske lejligheder, Den eneste ene, Okay, Små ulykker, En Soap og så videre.

Realismen går igen i Per Flys dissekering af det danske velfærdsamfund. Hans melodramatiske Danmarks-trilogi tager udgangspunkt i samfundets lagdeling: en arbejdsløs dranker i Bænken, en følelsesmæssigt forarmet koncernchef i Arven og en idealistisk gymnasielærer i Drabet.

Anders Thomas Jensen gemmer det bedste til sig selv og springer om bag kameraet for at instruere. Her opdaterer han den danske folkekomedie til Tarantino-generationen. Blinkende lygter fortæller med kærlig ironi om fire kriminelle småfisk, der får en ny chance i livet. De grønne slagtere er en grotesk komedie a la de engelske Ealing-studiers film fra 40- og 50’erne. Og den sorthumoristiske Adams æbler skildrer dansk konfliktskyhed pakket ind som tolerance.

Opgør med dogmediæten
Lone Scherfigs sørgmuntre, socialrealistiske Italiensk for begyndere bliver det økonomiske højdepunkt for dogmebølgen, og den ender som den bedst sælgende danske film i årtiet.

Modreaktionen på den strenge dogme-diæt og samtalekøkkenrealismen udebliver dog ikke, og pludselig er genrefilm og labre billeder hot stuff.

Ud over Nikolaj Arcel kaster også Niels Arden Oplev — efter at have lavet provinsfortællingerne Drømmen og To verdener  — sig ud i en lækker thriller, filmatiseringen af Stieg Larssons succesroman Mænd der hader kvinder. Ole Christian Madsen fortæller med action og brede billeder om de to danske frihedskæmpere Flammen & Citronen. Og den erklærede dogmehader Ole Bornedal får sin sult stillet med tre film på to år, genrepasticherne Vikaren, Kærlighed på film og Fri os fra det onde.

Men det billige dogmekoncept, hvor filmene nærmest som en hovedregel ikke må optages mere end 40 kilometer fra Avedøre, afføder også en anden reaktion.

For ude i provinsen forsætter man den danske tradition for at fortælle små, universelle historier. Særligt instruktører af sønderjysk herkomst tager tilbage til hjemstavnen for at filmatisere Erling Jepsens romaner (Frygtelig lykkelig og Kunsten at græde i kor) om deres barndoms forknytte provinshuller.

Alt dette tager Lars von Trier sig ikke af. Troldmanden går rundt oppe på bjerget, højt hævet over den hjemlige filmiske andedam. Han laver sin bedste, men måske også sin dårligste film. I 2000 vinder han Guldpalmen for Dancer in the Dark, filmhistoriens mest håndholdte musical. Og hans film får politisk fernis i det tvetydige portræt af den indre svinehund, Dogville, første del af USA-trilogien og Triers bedste film.

Men han løber sur i kridtstregerne i Manderlay, og kritikerne bliver ikke begejstret, da han laver en rendyrket komedie med Direktøren for det hele. Til gengæld er Trier ved årtiets udgang tilbage som stenen i parnassets sko. Ingen kan blive enige om den visuelt blændende Antichrist, der leger med alle tortureporn-genrens chokeffekter, er god eller dårlig, makværk eller mesterværk.

Tilbage til fortiden
I Europa bliver den store undergangsfilm lavet af Roy Andersson. Med sine smukke og absurde tableauer viser Sange fra anden sal et svensk velfærdssamfund, der for længst er smuldret og har ædt sig selv op indefra — en menneskelig og moralsk undergang.

I det øvrige Europa dykker man i 00’erne for alvor ned i de åbne nationale sår og traumer. Der Untergang (2004) tegner et portræt af selveste Hitler, og den gør det, så man forstår ondskabens banalitet. Hitler afbilledes i Bruno Ganz skikkelse som et menneske, et usympatisk og frustreret et af slagsen, men ikke desto mindre — et menneske. Den anderledes varme og håbefulde De andres liv fokuserer på samme måde på de mennesker, der udgjorde fundamentet for DDR’s overvågnings- og angiversamfund. Den film står som årtiets tyske hovedværk.

Tyskland og Østrigs betændte fortid har til gengæld altid ligget som en dyster understrøm i Michael Hanekes minimalistiske skildringer af det kontinentaleuropæiske borgerskab — dets skyld og skam, der går i arv fra generation til generation. Og selvom den østrigske filmpoet udvikler sig til en mere tilgængelig fortæller, mister han aldrig sin kritiske brod. Tværtimod vender han thrillergenren på hovedet i Skjult i et knusende portræt af det franske, kulturelle borgerskab, han selv er en del af.

Haneke runder årtiet af med bravur. Det hvide bånd vinder Guldpalmen og ligner et hovedværk i østrigerens oeuvre. Her behandler han for første gang den tysk-østrigske fortid, og i en nordtysk landsby umiddelbart før Første Verdenskrig finder han kimen til de ting, der senere skete.

Den ikke så fjerne historie giver også stof til et kunstnerisk triumftog i Rumænien, der overtager Danmarks titel som filmkunstnerisk frontløber i Europa. Det vil sige et lille land, som producerer exceptionelt mange stærke instruktører, der laver low budget-film med en bydende nødvendig, kunstnerisk vision.

4 måneder, 3 uger og 2 dage indbringer Cristian Mungiu Guldpalmen i 2007, og den står som hovedværket i den rumænske bølge. Filmen, som er udgivet med Ekko #48, skildrer, hvordan Ceauşescus diktatur styrede helt almindelige folks tilværelse og forpestede forholdet mellem mennesker. Med lange og knugende intense kameraindstillinger genskaber instruktøren et sort kapitel af Europas historie.

Asiatisk optur
Rumænien er dog ikke den eneste nation, der dukker op på filmkunstens verdenskort i 00’erne. På de europæiske festivaler begynder flere asiatiske lande at markere sig med deres helt eget særegne filmsprog.

Sydkoreaneren Park Chan-wooks er tæt på Guldpalmen i 2004, hvor juryformad Quentin Tarantino falder pladask for hans labyrintiske hævndrama Oldboy om en mand fanget i et modbydeligt og enigmatisk skæbnespil — med masser af grænseoverskridende billeder af tænder og hammere, tunger og sakse etc.

Men Sydkorea markerer sig også med Kim Ki-Duk, hvis film emmer af sex, blod og zenbuddhisme. Forår, sommer, efterår, vinter ... forår og Tomme huse er poetiske, tyste billeder af menneskets vrangside. Og fra det mere kultprægede overdrev kommer den humoristiske Bong Joon-ho, der revitaliserer monsterfilmen og faktisk næsten lader Seoul gå under i The Host.

Udover Sydkorea får Cannes-festivalen også øjnene op for Filippinerne og Brilliante Mendoza, der laver de ekstremt realistiske Serbis og Kinatay, blodige dramaer fra den filippinske underverden.

Globaliseringens slagside og verdens pauvre tilstand er ikke ligefrem nogen nyhed i Latinamerika. Til gengæld prøver man her faktisk at fortælle optimistiske historier fra et undergangstruet kontinent.

Den måske bedste film, der kommer fra kontinentet, er brasilianeren Fernando Meirelles City of God. Historien om Rio de Janeiros bandekrig og slum er måske nok tragisk, men den er fortalt i et humanistisk, sine steder let toneleje, der giver forhåbninger om en bedre fremtid.

Nøjagtig som mexicanerne Alfonso Cuaron og Guillermo del Toro giver deres grusomme historier i ... og din mor og Pans labyrint lykkelige slutninger, trods alt. Disse talentfulde instruktører veksler alle deres hjemlige succes til en envejsbillet til Hollywood.

Er 3D fremtiden?
Det bedste ved 00’erne er, at de er forbi, og at der forud forhåbentlig venter en lysere fremtid.

I OP viser en pensionist og en otteårig spejderdreng vejen, og minder os om, at det aldrig er for sent at indhente det forsømte, uanset hvor lidt fremtid man har tilbage. Heller ikke for jordens befolkning.

Og det kan vise sig symbolsk for filmkunstens fremtid, at det netop er OP  — en 3D-film — der åbner sidste års festival i Cannes. For med Avatars nylige succes tyder det på, at 3D er en farbare vej for filmkunsten, der trues fra alle sider af computerspil og nye medier. For filmkunsten skal selvfølgelig, ligesom jorden, overleve i 10’erne.