Asger Leth laver film om højreekstremisme i USA
Det går godt for Martin Zandvliet.
Bodil- og Robert-vinderen Under sandet har skabt international opmærksomhed, og for tiden arbejder den danske instruktør på actionfilmen The Outsider med Jared Leto i hovedrollen.
Tidligere har Zandvliet også været tilknyttet som instruktør på en international film om den russiske ubåd Kursk, der sank i 2000. Men i januar kom det frem, at Thomas Vinterberg i stedet skal instruere det projekt.
Og nu giver Martin Zandvliet så filmen White Dog videre til Asger Leth.
”Jeg har stor respekt for Asger, vi deler den samme vision for filmen. Han har en stemme og en evne til at anskue komplekse politiske temaer i øjenhøjde, som passer godt til White Dog,” udtaler Zandvliet i en pressemeddelelse.
Filmen er skrevet i samarbejde med Anders August, der før har arbejdet sammen med Zandvliet om Dirch.
White Dog beskrives som et drama om to skinhead-brødre, der færdes i et brutalt bandemiljø i et USA gennemsyret af racisme. Det er planen, at filmen skal optages i Pittsburg, Pennsylvania, og producenten er Nordisk Film, der har fået mod på at lave engelsksprogede film til et internationalt publikum.
Brutale brødre
”Filmen foregår i USA, men den er lige så meget et portræt af en tid, hvor det ekstreme højre overalt taler til det værste i mennesket,” udtaler Asger Leth.
Ud fra beskrivelsen kan White Dog umiddelbart lyde som en opdatering af American History X (1998) i en verden, der ændrede sig efter terrorangrebet i 2001.
Asger Leth har før beskæftiget sig med brødre i ekstreme miljøer i dokumentaren Ghosts of Cité Soleil (2006), som foregår i Haitis berygtede ghetto. Her følger vi 2pac og Bily, mens de bakser med drabelige magtkampe og kærlighed til samme kvinde.
I 2012 instruerede Leth den amerikanske Man on a Ledge, der har Sam Worthington i hovedrollen. Mens Ghosts of Cité Soleil fik gode anmelderser, var kritikerstanden mere forbeholden over for den amerikanske thriller, og filmen blev et publikumsflop.
White Dog produceres af Mikael Rieks for Nordisk Film Production. Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal spille med i filmen.
Kommentarer