Nyhed
26. feb. 2018 | 09:07

Instruktør: ”Asger Leth vrøvler”

Foto | Det Danske Filminstitut
Ole Christian Madsen havde en plan om at lave vennen Jakob Ejersbos Afrika-trilogi til en DR-serie, men han fik afslag blot for kort tid efter at konstatere, at DR var gået i gang med et lignende projekt med Asger Leth som hovedforfatter.

Ole Christian Madsen afviser kollegaen Asger Leths påstand om, at han ikke var den rette til at instruere Liberty.

Af Anders Højberg Kamp

”Jeg hørte om Liberty som DR-serie første gang til en eller anden efterfest hos, ja, Asger Leth. Det har han ret i. Men jeg forlod festen ti minutter efter, ret chokeret, og jeg havde da klart en fornemmelse af, at alle andre vidste det,” skriver Ole Christian Madsen til Ekko, som også har talt telefonisk med instruktøren bag DR-serien Edderkoppen og film som Flammen & Citronen og Steppeulven.

Reaktionen kommer, efter at Asger Leth over for Ekko påstod, at Ole Christian Madsen var en af de første, som fik at vide, at Asger Leth skulle stå for DR-serien Liberty. Det var en serie, som Ole Christian Madsen netop havde foreslået DR at lave. Men han havde fået afslag med den begrundelse, at DR ikke laver bøger om til drama. 

Få måneder efter var producer Karoline Leth og hovedforfatter Asger Leth dog godt i gang med at skabe serien for DR. 

”Til festen udtrykte jeg ærgrelse over, at jeg aldrig fik styr på finansieringen af Liberty, og at vi som et sidste forsøg havde været hos DR. Men jeg har aldrig sagt, at jeg ikke kunne få hul på Liberty som fortælling,” siger Ole Christian Madsen og dementerer dermed, at han ikke magtede at lave serien kunstnerisk. 

Så mange lag som muligt
Asger Leth har også stillet spørgsmålstegn ved, om Ole Christian Madsen var den rette til at instruere Liberty

Han fremfører i interview med Ekko, at Ole Christian Madsen var afdøde Jakob Ejersbos nære ven, og at han dermed ville have svært ved at rive sig løs fra bogforlægget og løfte ungdomsromanen til en dramaserie ”på tværs af generationer”. 

”At jeg skulle lave serien som en ungdomsfilm, forstår jeg ikke. Jeg har aldrig lavet en ungdomsfilm – det er ikke en genre, der interesserer mig. Og ja, jeg var nære venner med Jakob Ejersbo. Det ville jeg selv se som en styrke i en adaptationsproces,” siger Ole Christian Madsen, der kender bogen fra alle vinkler, og som læste og kommenterede på Ejersbos Afrika-trilogi, mens den blev skrevet. 

Instruktørens plan var at lave en større fortælling ud af Liberty, hvor han inddrog de to andre bøger i Jakob Ejersbos trilogi, der også indbefatter Revolution og Eksil

”Jeg kender tilblivelsesprocessen og alle de historier, der ikke kom med, men lå og ulmede. Jeg kender indgående forholdet mellem Liberty, Revolution og Eksil og husker, hvordan fortællekredsen voksede ud af historier, der blev for store til romanen, og hvordan projektet som roman ikke ville holde op med at vokse,” fortæller Ole Christian Madsen. 

”Min plan var at lave en større og medrivende fortælling, der trak på flere bøger og tematisk borede sig ned i så mange lag af fortællingen som muligt. Er det diskvalificerende? Kan man være for tæt på et dramatisk materiale?” spørger Ole Christian Madsen, der også instruerede Nordkraft frit over Ejersbos roman af samme navn. 

Instruktøren understreger, at han ikke slavisk ville lave bogen som film, som Asger Leth ellers insinuerer, men implementere mange afkroge af historien, som Ole Christian Madsen havde unik adgang til. 

Energi og engagement
Paradoksalt nok havde filmholdet bag Liberty svært ved at finde en instruktør, for hverken Asger Leth, Mads Kamp Thulstrup og senere Mads Matthiesen kunne ifølge DR løfte opgaven. 

Hovedforfatter Asger Leth tilkendegiver, at han gerne havde tilbudt Ole Christian Madsen rollen som instruktør. Hvis han da ikke var gået til pressen med sin frustration over at blive vraget. 

”Det er pænt af Asger, at han måske ville have tildelt mig instruktørrollen. Det takker jeg måske for,” siger Ole Christian Madsen sarkastisk.

Han håber, at han en dag får mulighed for at filmatisere trilogien, og han giver DR-serien følgende ord med på vejen:

”Jeg har stor respekt for, at det er lykkes at lave den her serie, og jeg ved også, det ikke har været let. Jeg har respekt for alle, der har lagt energi og engagement i værket, ikke mindst skuespillerne, der ser skønne og vidunderlige ud. Og det er – alt andet lige – positivt, at DR Drama alligevel turde tage til Afrika og investere i en serie med en anderledes tekstur, stemning og fortælle-arena. Så jeg ønsker Asger Leth alt godt.”

Liberty havde premiere i går aftes på DR1 og kan ses de kommende fire søndage.

Trailer: Liberty

Kommentarer

Liberty

DR-serie på fem afsnit.

Baseret på Jakob Ejersbos roman af samme navn.

Foregår i Tanzania i slutningen af 1980’erne og følger to familier, der udfører ulands-arbejde.

Premiere søndag 25. februar kl. 20 på DR1.

© Filmmagasinet Ekko