Asiatisk zombiefilm hjælper biografer
”Med samfundskritisk satire hører actiongyseren til årtiets bedste zombiefilm.”
Sådan skrev Ekkos anmelder i 2016 stærkt begejstret om sydkoreanske Train to Busan, som også chefredaktøren havde kastet sin kærlighed på ved verdenspremieren i Cannes.
Ligesom Thomas Vinterbergs Druk skulle zombiefilmens opfølger – Peninsula – have haft verdenspremiere på årets Cannes-festival, hvor den efter aflysningen har fået et såkaldt stempel.
Nu har filmen fået premiere i en række asiatiske lande, hvor den ifølge branchemediet Variety har indtjent 138 millioner kroner hen over åbningsweekenden.
Peninsula får premiere i 31 danske biografer den 30. juli. På premieredagen kan man se Train to Busan og Peninsula samme aften ved et arrangement, som Copenhagen Asian Film Festival afholder i Big Bio Nordhavn i København.
Her bliver der også serveret både koreansk mad og drikke.
Hurtige zombier
Train to Busan foregår i en verden, der er blevet indtaget af en flok blodstørstige og atypisk hurtige zombier. Det er debutspillefilmen af Yeon Sang-ho, der tidligere stod bag animation-zombiefilmen Seoul Station og fortsætter historien i Peninsula.
Train to Busan blev en massiv succes i hjemlandet. Ifølge mediet BoxOfficeMojo indtjente filmen globalt omkring 618 millioner kroner.
Opfølgeren til gysersuccesen Train to Busan får snart premiere i Danmark og har succes på hjemmemarkedet, der ligesom resten af verden skriger på nye film.
I Danmark blev Train to Busan dog kun set af 2.705 tilskuere.
Hæmmet af restriktioner
Peninsula har sat sig fuldstændigt på biografmarkedet i Sydkorea, Taiwan, Malaysia, Singapore og Vietnam, men det bliver formentlig svært at nå de samme imponerende højder som etteren.
I de lande er der nemlig restriktioner på antallet af biografgængere, ligesom det stadig er tilfældet i Danmark. Andre steder i verden – for eksempel den amerikanske stat Californien – holder biograferne helt lukket på grund af coronavirus.
Derfor er store blockbusters som Christopher Nolans Tenet og Disneys live-filmatisering Mulan blevet udskudt til august, men det er meget muligt, at de vil blive yderligere udsat.
Kommentarer