Ekko Shortlist: Skammen i kvindekroppen

Det er klistret at være kvinde. Går man ud i verden, sætter øjne sig fast på én. Indimellem sker det, at hænder også gør, selv om man ikke har givet lov.

Som udgangspunkt skulle Assa Rytters afgangsfilm Manifest fra Den Danske Filmskole have været en hyldest til den nøgne kvinde. Men undervejs i processen fandt instruktøren en knugende ufrihed i sin krop, som hun blev nødt til at undersøge.

Kroppen var fyldt med skam og vrede, der stammer fra et helt liv med et pres, som andre har lagt på den. Et pres, Assa Rytter også kom til at lægge på sig selv. Derfor blev hendes film et manifest, der kræver, at det kulturelle syn på kvindekroppen må ændres.

De svære følelser deler Assa med sin billedkunstner-mor Dagmar Rytter i filmens sårbare scener, hvor moren maler et nøgent studie af Assa.

Moren siger, at Assa skal holde op med at gøre det, som mænd forventer af hende. Hun skal fortælle, hvad hun har lyst til og stå ved det.

Først er Assa forknyt og stille i sit manifest. Senere danser hun til popmusik og smiler forløsende i en scene, der klipper fra hendes rodede soveværelse til et sommerhusophold badet i varmt lys.

”Jeg vil bestemme selv. Jeg vil bestemme over min egen krop,” siger Assa Rytter i Manifest, der vandt Youth-prisen på Odense International Film Festival og nu kan ses på Ekko Shortlist.

Den svære nøgenhed
”Det er ikke gratis at lave film om det her,” siger 30-årige Assa Rytter, da hun tager imod i sin hyggelige lejlighed på Østerbro.

”Jeg tabte mig og fik stress. Jeg havde ikke troet, det ville være så svært bare at være mig selv,” forklarer instruktøren.

Over hende hænger guirlander som farvestrålende rester fra en fødselsdagsfest. Bordet er dækket med økologisk slik – for min skyld.

Det er tydeligt, at Assa Rytter er én, der er afholdt. Bedsteveninden, kæresten, yndlingsdatteren. Men det har været svært for nogle af de mennesker, der elsker hende allermest, at hendes krop skulle være så synlig for andre.

”Der er nogle, som føler, at hvis jeg gør noget ved min krop, går det ud over dem. Men det har ikke noget med dem at gøre. Det er jo mig, der bor i kroppen,” siger hun.

Jeg spørger hende, om hun oplever en form for social kontrol.

”Det ved jeg ikke …” siger hun oprigtigt og ser ud af vinduet et kort øjeblik. Så vender hun sine øjne mod mig og lader paraderne falde.

”Men Thea, jeg prøver jo at passe på de mennesker. Jeg vil ikke hænge nogen ud i medierne. Det er så nemt at gøre i dag. Måske for nemt. Jeg elsker jo de her mennesker.”

Minder i kroppen
I Manifest betror Assa Rytter sig til kameraet, mens hun klemmer fingrene om huden på sin bare mave.

Kroppen husker de ting, der sker med den. Assa Rytter tror på, at dårlige oplevelser lagres som minder i den, der bliver til fysisk smerte. Smerten fra et minde sidder i maven.

”Jeg er vred over dengang, en fyr pressede mit hoved ned over sin penis, fordi jeg ikke ville have sex med ham. Den idiot. Han sagde, at jeg en eller anden dag ville få tæv, hvis jeg blev ved med at lade mænd tro, at jeg ville have sex med dem,” siger hun i filmen.

Selv om hændelsen lyder hårrejsende, gemmer de mange kvindekroppe på lignende. Efter filmvisninger har kvinder opsøgt instruktøren og delt deres oplevelser med hende.

”Manifest er blevet kaldt en overgrebsfilm af nogle mænd. Det havde jeg overhovedet ikke regnet med. For mig handler filmen ikke om overgreb, men overgreb er desværre en normal erfaring i kvindelivet,” fortæller Assa Rytter.

”Når jeg ville lave et studie af kvindekroppen, skulle det derfor også med. Det er uendeligt trist, at det er sådan for langt de fleste af os.”

Fra generation til generation
Statistik fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at der er noget om snakken.

Mere end hver fjerde kvinde mellem seksten og 24 år har oplevet ikke-fysiske krænkelser såsom verbale overfald, mens hver tiende i samme gruppe har været udsat for fysiske overgreb. Og det er bare i løbet af det sidste år.

”Jeg havde ikke lyst til at rette min vrede mod manden. Jeg ville finde ud af, hvor vreden kom fra. Hvorfor har jeg følt den her skam over min krop?” spørger Assa Rytter.

Skammen kommer ikke bare fra overgrebene, fortæller hun. Det er langt mere komplekst. Skammen er også et arvestykke, som gives videre fra generation til generation. Skammen kommer indefra – i kvinden selv.

Det fandt Assa Rytter frem til i samtalerne med sin billedkunstnermor, som instruktøren selv kalder for filmens lys. I Manifest maler moren et portræt af sin datter, præcis som hun gjorde det med sin egen mor for år tilbage.

Billederne tegner en cirkelerfaring – en kvinde-ring – hvor livet i en seksualiseret krop er det fælles udgangspunkt, selv om det historiske liv har været ganske forskelligt.

Forvist fra landsbyen
Assa Ryttters tjekkiske oldemor blev forvist fra sin landsby for hundrede år siden, fordi hun fik et barn uden for ægteskabet.

Senere – i midten af det 20. århundrede – følte mormoren skam over sin seksualitet. Hendes bryster var store og flotte, men i stedet for glæde gav det hende kun uønsket opmærksomhed.

Og Assas egen mor oplevede et overgreb. En forbrydelse, som hun følte, at hun selv var skyld i.

”Jeg kan tydeligt se, at kvinderne i min familie har givet skammen videre til hinanden uden at ville det. Det er min mors historie, og det er min mormors historie. På den måde er det blevet en kvindelig arv,” mener Assa Rytter.

”Kvinderne tror, at de selv bærer skylden for det grimme, der sker for dem. Men i virkeligheden handler det om, at de vokser op i et samfund, hvor de ikke får lov til at være frie og dem selv.”