At formidle det fremmede

Luften emmer af sensommer, og den store villa på en sidevej i Vanløse er omkranset af piletræer, der synger på sidste vers. Det gør den kvinde, jeg er på vej op til, ikke. Hun er filminstruktør og hedder Elisabeth Rygård.

Elisabeth Rygård bor på øverste etage med udsigt til skyer og stjerner. Kigger man rundt i rummene med de skrå vægge får man med det samme øje på messinglampen fra Pakistan, de blå og røde mosaikker fra Istanbul og trælegetøjet i vindueskarmen fra Indien. En duft af krydderier kildrer i næsen, så tankerne flyver til Østens lande.

På toppen af bogskabet skuer de gyldne statuetter ud i horisonten, priser som Elisabeth Rygård modtog på Tyrkiets største filmfestival for hendes seneste spillefilm Omfavn mig måne.

Båring i Tyrkiet
Elisabeth Rygård startede sin karriere som glødende feminist og fik succes med spillefilmen Ta’ det som en mand, frue!, som hun producerede og instruerede i samarbejde med Li Vilstrup og Mette Knudsen. Herefter er det gået slag i slag, og det er i alt blevet til 20 film og en række priser. Hendes seneste spillefilm Omfavn mig måne handler om drengen Osmans opvækst i en tyrkisk landsby og om, hvordan familien senere kom til Danmark. Vi følger det svære valg, som Osman står overfor, nu hvor han har boet i Danmark i mange år: Skal han, som sin uforsonlige bedstefar, holde fast i sin vrede over livets vilkår? Eller kan han, som landsbyens sanger lærte ham, åbne for accept? I landsbyen kommer man tæt på Osmans familie, hvor både mænd og kvinder må kæmpe for at overleve de barske vilkår. En dag oplever Osman den største sorg: at blive forladt af dem, han holder af.

Elisabeth Rygård blev blandt andet inspireret til at lave filmen på grund af tidligere rejser til Tyrkiet under arbejdet med dokumentarfilmen Mellem bjergene og havet, et portræt af digteren Henrik Nordbrandt, der er bosat i Tyrkiet. Derudover blev hun inspireret af sine egne oplevelser som barn i Danmark:

”Da jeg i forbindelse med filmoptagelserne kom op i de tyrkiske landsbyer og så, hvordan de levede, slog det mig, at det mindede om min egen barndom på landet i 50’erne. Sommerferierne tilbragte jeg sammen med min ’storfamilie’, det vil sige mine forældre, bedsteforældre, onkler og tanter og i alt ca. 15 fætre og kusiner. Dengang var børnene og de voksnes liv opdelt om dagen og fælles om aftenen, hvor der blev sunget, fortalt historier og rørt æggesnaps. De voksne – især de ældre – blev mødt med stor respekt.”

Moralen i 50’erne var striks, korporlig afstraffelse tilladt i skolerne, og det at få et barn uden for ægteskab blev betragtet som en social katastrofe – en skamplet på familiens ære. I landsbyen Båring pløjede flere stadig med hest og Elisabeth Rygård kan stadig huske duften af sadelmagerens værksted. Der er sket meget de sidste 30 år, siger hun.

Syv års arbejde
Elisabeth Rygård var fyldt op med indtryk efter syv års arbejde med filmen Omfavn mig måne. Tyrkiet havde givet hende så meget inspiration, at hun ikke bare kunne styrte videre til næste film: ”Med mine oplevelser og viden om deres rigdomme i musik, poesi og filosofi fik jeg lysten til at formidle. Mange unge mennesker er slet ikke klar over, hvor kort tid siden det er, at vi i Danmark levede i storfamilier, hvor hensynet til familiens og kollektivets faste normer styrede, hvad det enkelte individ kunne foretage sig.”

Elisabeth Rygård begyndte at tage ud med filmen og holde foredrag i meget forskellige kredse – foreninger for erhvervskvinder, præsteseminarer, biografer, skoler og seminarier. ”Jeg fortalte blandt andet om det, jeg selv havde oplevet i de tyrkiske kulturer og om mine tanker om det, vi har oplevet i Danmark inden for et par generationer. Det kom der nogle meget spændende udvekslinger ud af, måske også fordi publikum under filmen glemte, at det var tyrkere, filmen handlede om.”

Elisabeth Rygård har oplevet, at filmen Omfavn mig måne er god til at få mennesker ind i et andet rum – et poetisk rum, hvor der åbnes op til andre lag i eksistensen end ”meninger” og ”for og imod”:

”Sådan som vi opdrages i Vesten, så lever vi jo det meste af tiden oppe i vores hoveder – i vores tanker og meninger. Hvad skal jeg ordne om en halv time? Hvad skete der i går? Vi giver ikke os selv og hinanden plads til at sanse os selv og andre. Tanker og meninger er på en måde blot vores egne universer, som vi hele tiden konstruerer videre på – som vi gør rationelle og ’retfærdige’ med ord. Jeg oplever, at vi er meget mere end det. At det levende i os mennesker befinder sig i et andet lag.”

Elisabeth Rygårds ønske med filmen og med pjecen har været at invitere mennesker ind i dét lag – et lag, hvor vi ikke kun tænker, men først og fremmest kan sanse og mærke, at vi dybest set har alt det vigtigste til fælles, uanset hvor vi går rundt på jorden. Og at vi er afhængige af hinandens forestillinger om verden.

Lær gennem din egen kultur
Da Elisabeth Rygård var rundt på skoler og seminarier, efterspurgte mange lærer noget, de kunne går videre med i undervisningen, og siden hun ofte selv har kedet sig i skolen, tænkte hun: Hvorfor ikke lave et spændende undervisningstilbud, hvor film, pjece og opgaver kan inspirere unge til at se verden på nye måder. For Elisabeth Rygård er det vigtigt, at vi husker vores egen baggrund og kultur, så vi ikke kommer til at dæmonisere andres. ”Hvis vi i Danmark ikke er åbne over for andre kulturer, så sker der det, at vi risikerer at blive afstumpede. Der er forskel på at have adgang til information og så til at have adgang til viden. Hvis vi lukker alt det ’fremmede’ ude – hvad enten det er mennesker fra andre kulturer eller ’fremmede’ ideer – så snyder vi os selv.”

I følge Elisabeth Rygård er det farlige ved en fundamentalistisk fortolkning af verden – hvad enten den er muslimsk, hinduistisk eller kristen – at den gør dét at ophæve menneskerettighederne til ”sund fornuft”:

”Det der sker i øjeblikket i Danmark er en sindelagskontrol styret af dansk fundamentalisme og galopperende liberalisme lagt sammen. Den kommer til udtryk i mediernes manglende muligheder for at fortolke livet ud fra dybtgående viden og visioner. Tag for eksempel Danmarks Radios P1 og P2 – den mest vidende og visionære del af dansk public service. De kanaler får netop i denne tid dikteret, at de fra nu af skal bringe livsstilsprogrammer og quiz. Er det ytringsfrihed? Hvor mange kritiske medier er der efterhånden bred adgang til i Danmark, og hvad sker der med den demokratiske udvikling, når mennesker i stedet for viden nu kun kan få ’nyheder’ styret af såkaldt underholdningsværdi? Det er blandt andet nogle af de spørgsmål, der gjorde, at jeg fik lyst til at lave pjecen.”

30 år på godt og ondt
Elisabeth Rygård mener, at der i løbet af industrialiseringsprocessen er sket en udvikling, hvor vi har fået et meget stærkt og adskilt ”jeg” – hvor man forventer, at børn og unge skal være meget selvstændige:
”Ordet ’jeg’ bruges helt forskelligt i forskellige kulturer. Hvis ’jeg’, Elisabeth, en dansk kvinde opvokset i København, sidder i en tyrkisk landsby og snakker med en kvinde, der også bruger ordet ’jeg’, så lægger vi noget helt forskelligt i det. Når jeg siger ’jeg’, tænker jeg på en person som mig selv, der er økonomisk og socialt selvstændig – kun ansvarlig for mig selv. Mens en kvinde, der lever i en storfamilie, opfatter ordet ’jeg’ ud over hende selv, fordi familien omgiver hende.”

For Elisabeth Rygård har individualiseringen i den vestlige kultur udviklet sig på godt og ondt – ikke kun med vægt på individets suverænitet, men også med vægt på dets effektivitet, og det har ifølge Elisabeth Rygård ikke kun fordele, men også omkostninger – ikke mindst for unge. ”Mange unge i Vesten gennemskuer tomheden i det store pres, der er for at øge forbruget. De lider under karrieretvangen, men det kræver mod, overskud og indsigt at kunne vælge andet end ’det normale’.”

I de tyrkiske landsbyer har Elisabeth Rygård oplevet, at det er fællesskabet, der bestemmer. Dermed mener hun, at de unge ikke er så presset i forhold til at skulle stå alene med sig selv. Men Elisabeth Rygård pointerer også, at hun ikke ønsker at idealisere hverken det ene eller andet system. ”Jeg har selv som barn og ung oplevet storfamiliens normer – autoritetstroen i skolen og samfundet – som undertrykkende. Men i dag oplever jeg, at Vesten reducerer mennesker til varer. Vi opdeles i ’tabere’ og ’vindere’, hvor konkurrence og forbrug er blevet selve modellen til et godt liv, som vi endelig ikke skal dele med resten af verden.”

Angsten
De vestlige kollektive normer i dag oplever Elisabeth Rygård som åndeligt meget fattige, og hun understreger, at den danske fundamentalisme er en reaktion på de angstskabende udfordringer, som den moderne udvikling indebærer. ”Det er en håbløs og farlig strategi, da drømmen om ’de gode gamle dage’ jo allerede var en drøm i ’de gode gamle dage’.” I følge Elisabeth Rygård er projektion – det at overføre sin egen angst på ”de forkerte” – en mekanisme, som vi ser udspillet hver eneste dag:

”Når vi taler om ’de fremmede’ eller ’taberne’, taler vi om os selv – de ukendte områder i os selv, som vi jo er bange for. At forstå, hvordan sindet arbejder med projektioner – fra mobning i klasseværelset og på arbejdspladsen til hele samfundets projicering af angst og frygt på skiftende ’fjender’ – må være en af de vigtigste udfordringer, vi står overfor, hvis vi skal udvikle ikke kun vores effektivitet, men også vores menneskelighed.”