At slå eller ikke slå

Hvordan klarer man sig, når man kæmper mod en overmagt, uden at gribe til overmagtens uretfærdige midler? Det er et af de centrale spørgsmål i Jan Guillous selvbiografiske roman Ondskab, der bygger på hans ungdomsoplevelser som offer for en hårdtslående far og mødet med det brutale ”kammeratopdragelsessystem” på kostskolen Solbacka. Bogen udkom i 1981, inden Jan Guillou blev verdenskendt for serien af kriminalromaner om superagenten Carl Hamilton. Gennem årene er romanen blevet en moderne svensk klassiker, som er trykt i over 700.000 eksemplarer og anslås at være læst af omkring to millioner svenskere, især skoleelever.

Efter flere mislykkede forsøg på at omsætte bogen til film er instruktøren Mikael Håfströms filmatisering nu blevet sidste års mest sete svenske film. Filmen har givet Guillous bog nyt liv – og ikke mindst pustet til de minder, Guillou i sin tid forsøgte at overvinde ved at få dem ned på papiret.

Som Guillou fortæller, var en af årsagerne til at skrive romanen terapeutisk, en måde at slippe af med hele problematikken. Inden han skrev romanen, talte han alt for meget om det forgangne til fester og grublede for meget over sin fortid. Med bogen var tanken at lægge det hele bag sig. Men så blev bogen en bestseller, siden kom der et teaterstykke, og efter nogle fredelige år har filmen nu skabt ny interesse for både fiktionen og hans personlige historie.

Filmisk inspiration
Jan Guillou skrev allerede i 1966 en avisreportage, hvor han beskrev sin forfærdelige tid på kostskolen Solbacka, der i filmen er omdøbt til Stjärnsberg. Reportagen skadede skolens rygte og var medvirkende til at få den lukket.

Ligesom Ondskabs hovedperson Erik Ponti ville Jan Guillou indtil da være forsvarsadvokat, så han kunne kæmpe mod uretfærdigheden i samfundet. Med den ifølge ham overdrevent positive introduktion til journalistikken og dens evne til at forandre verden bestemte Guillou sig for at blive journalist, men senere begyndte han en succesfuld karriere som forfatter. Det tog imidlertid lang tid, inden han fik greb om, hvordan han kunne fortælle sin egen historie i romanform. Han mente, at hans historie var interessant for andre, men den skulle ikke fortælles journalistisk.

”I min personlige historie findes en del erfaringer, som ingen anden forfatter har,” siger Jan Guillou til EKKO. ”Men det gælder om at fortælle om disse erfaringer på den rigtige måde. Hvis jeg skulle gøre det journalistisk – redegørende – ville det blive uudholdeligt at læse. Altså skulle jeg ikke skrive memoirer, men en roman. Det tog mig mange år at komme frem til, hvordan jeg skulle skrive denne roman.”

Jan Guillou fortæller, at romanen er inspireret af Gillo Pontecorvos Slaget om Algier (1966):

”Da jeg havde set den film, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Hovedpersonen i filmen, Ali La Pointe, er ikke en udelukkende sympatisk person. Han er ingen Albert Camus. Det er klart, at han har ret i sit oprør mod den franske kolonialmagt, men hans metoder og motiver er delvis meget diskutable.”

Begge sider af volden
I romanen anvender Erik Ponti flere gange vold. Først som leder af en bande på en skole i Stockholm, hvorfra han bliver udvist. Da han ankommer til kostskolen Stjärnsberg, bliver han udfordret til slåskamp af de ældre elever, som han fuldstændigt uhørt ender med at slå til plukfisk.

Han forsøger i starten at undgå vold, men da hans bedste ven Pierre forlader skolen efter massiv mobning, indleder han som anonym, hætteklædt hævner overfald på de ældre elever. Og på bogens sidste side giver han sin far igen med hans egne midler, hvilket vi imidlertid spares for at læse. Bogen skildrer således ikke kun vold som selvforsvar, men også vold som hævn, og det var vigtigt for Guillou at få begge sider med i skildringen af Erik Pontis person.

”Det er naturligvis yderst diskutabelt, når Erik begynder at hævne sig. Dér får han minuspoint i Himmerriget. Men det var vigtigt for mig også at skildre dén side af volden. Da jeg så Slaget om Algier, var det i den politiske periode, som kaldes tresserne. Perioden begyndte i 1965 og sluttede, i politisk betydning, i 1975 den 1. maj kl. 3 om eftermiddagen, da vietnameserne vandt over USA. Når man forsøgte at skrive i tresserne, hang kammerater altid over skuldrene på én og sagde: ’Det skal ud’ og ’det skal ind’. At skrive var på den ene side en kamp, men på den anden side blev det, man skrev, let plat propaganda. Det er et problem, fordi propaganda gennemskues ganske let af læseren, særligt af vestlige, medietrænede læsere, og dermed mister teksten sin troværdighed og sin kraft.”

Slaget om Algier er anderledes, fremhæver Jan Guillou. Her er hovedpersonen en kriminel person. ”Da han jages af politiet i Algiers gader, og nogle unge franskmænd spænder ben for ham, har han et sekund til at bestemme sig: Enten skal han gå tilbage og slå tænderne ind på den jävel, som fældede ham, og så blive grebet af politiet. Eller også skal han sluge sin stolthed og løbe for at undgå politiet. På et sekund bestemmer La Pointe sig for – eftersom han er den, han er – at gå tilbage og slå tænderne ind på fyren. La Pointe bliver pågrebet af politiet, kommer i fængsel, og dér møder han så modstandsbevægelsen,” siger Jan Guillou.

”Da min hovedperson Erik Ponti kommer til Stjärnsberg, er han en smågangster, som selv mobber andre og lever efter kapitalistiske eller darwinistiske regler. Men på skolen er det system sat ud af spil. Hans motiver var fra starten lige så personlige og dubiøse som La Pointes, og det er vigtigt at få med.”

Destruktiv svensk model
Jan Guillou har tidligere sagt, at børn, der bliver mobbet, skal slå tilbage med det samme for ikke at sætte sig selv i en mobningssituation, som er svær at komme ud af. Visse situationer retfærdiggør efter Guillous mening vold, især når det handler om vold som selvforsvar.

”Det tydeligste eksempel på en situation, der retfærdiggør vold, er naturligvis modstand mod en fremmed besættelsesmagt. Her er det enkelt. Men vold findes på en skala, hvor det er svært at sige, hvor grænsen går mellem godt og ondt, mellem berettiget og uberettiget. I vores skoler lærer vi børnene, at vold altid er forkert. Det er en hyklerisk og fejlagtig pædagogik. Så snart de slutter skolen, skal halvdelen af dem på værnepligt, hvor det bliver krævet af dem, at de skal kunne slå andre mennesker ihjel på statens regning. Det er ambivalent og hyklerisk.”

Jan Guillou er en stærk modstander af præsident George W. Bush’ opfattelse af, hvad vold skal bruges til. Bush vil ifølge forfatteren i Guds navn frelse verden fra arabere.

”Det er den mest korrupte vold, som findes. Når jeg anbefaler børn at slå igen i en mobningssituation, handler det om at vinde respekt. For sagen er jo faktisk den, at hvis man udsættes for mobning i en skolegård, er der stor risiko for, at mobberen er stor og stærk, og at man ikke selv er stor og stærk. Mobberens enkle strategi bygger på at slå på dem, der er svagere end ham selv. Den, der er besværlig, kommer til at klare sig. Mobberen finder andre ofre.”

”De svenske myndigheder har udviklet et helt program for, hvordan man først skal involvere lærerne, som så trækker skolesygeplejersken ind, som siden inddrager skolepsykologen, som siden får de sociale myndigheder ind, som til sidst får involveret politiet. Så har vi fem-seks myndigheder i gang med det mobbede barn, hvilket leder til, at han bliver endnu mere mobbet og bliver ’et tilfælde’. Han bliver flyttet til en anden skole, omgivet af et ikke sandt rygte om at være en egnet mobningskandidat.”

”Det rygte kommer umiddelbart til at udløse nye mobningsangreb, hvorpå hele myndighedscirkuset begynder igen. Barnet kan ikke gå i skole og sagsøger kommunen for 200.000 og får 100.000. Den type handlingsforløb ser man fra tid til anden i svensk tv: ’Her har vi endnu en sag, hvor et barn har vundet mod kommunen, fået erstatning og fået sit liv ødelagt.’ Og når man ser de børn i interviews, så snakker de som psykologer om at bearbejde deres problematik og sådan noget. De skal ikke bearbejde nogen jävla problematik. De skal slå tilbage, så de ikke får problematikken. Det er selvdestruktivt at følge den svenske, gode model.”

Filmhelte skal være gode
I filmen slår Erik Ponti ikke tilbage, da han ankommer til Stjärnsberg og bliver udfordret af mobberne. Han afviser længe at slås, og det er først til sidst, at han føler sig tvunget til at slå tilbage. Netop det er en af Guillous få indvendinger mod filmatiseringen, som efter hans mening gør Erik for entydigt god.

”Med film er det sådan, at der findes visse dramaturgiske regler. En sådan regel siger, at man ikke kan have så meget vold som i bogen, for det ville blive uudholdeligt. Så langt er jeg med. Men en anden regel – fra Hollywood – siger, at helten altid skal være positiv. Hvad end Arnold Schwarzenegger eller Bruce Willis eller andre voldelige filmhelte foretager sig, skal vi altid være på deres side. De skal altid fremstå som gode. Så derfor siger filmfolk, at vi kan ikke føre Erik Pontis sammensathed ind i filmen. Han kan ikke gøre noget ondt, for så vil publikum ikke tro på ham eller sympatisere med ham.”

”Jeg har haft meget med manuskriptet at gøre, og vi har været enige på alle punkter bortset fra dette ene. Jeg synes, det er noget mærkeligt i filmen, at Erik Ponti altid udøver vold af godhed. Der findes et skjult paradoks dér. Filmfolkene siger, at det er muligt, at jeg har ret i en litterær betydning, men det er det, der udgør forskellen på et stort eller et lille publikum. Den modsætning kunne vi ikke løse, og jeg ved ikke, hvordan filmen var blevet, hvis man havde lavet den mere som bogen. Måske bedre, men måske henvendt til et meget mindre publikum.”

Forløsende vold
Ved at flytte volden til slutningen af filmen får den en stærk klimaksfunktion. Det bliver forløsende – ubehageligt forløsende – da Erik endelig slår tilbage, og det har Jan Guillou det faktisk godt med.

”Man vil have, at han skal slå ihjel. På en måde er jeg meget godt tilfreds med det, for det er meningen, at det skal være sådan i bogen. Jeg skal forføre læseren til pludselig at sidde og sige til sig selv: ’Ja, ja, slå ham!’ Bagefter skal læseren tænke: ’Hvad var det egentlig, jeg sad og tænkte? Sad jeg og ønskede, at han skulle slå sin far ihjel?’ Lidt af den funktion kommer naturligvis med filmens teknik, når man lægger en eruption i volden.”

Man kan diskutere, hvorvidt det er en lykkelig slutning eller ej, at Erik Ponti vinder over både sin far og det uretfærdige skolesystem med deres egne tvivlsomme midler. Men Jan Guillou er overbevist om, at Erik kan lade volden ligge bag sig, da han forlader Stjärnsberg. Det gjorde han selv efter at have overlevet Solbacka og givet sin stedfar bank, så stedfaren ikke kunne få sig selv til at vende hjem igen.

Og en vigtig del af styrken i Guillous roman er netop, at historien ikke er sort-hvid. Den lægger op til diskussion og debat af mange vigtige emner, og med den aktuelle film er der en god anledning til at gå i lag med disse emner i de danske klasseværelser.