Ateist på hellig mission
Han går op i sit arbejde med liv og sjæl, forfatter og redaktør på magasinet Esquire, A. J. Jacobs. Sådan helt bogstaveligt. Jacobs' metode går ud på at bruge sig selv som forsøgsdyr - ofte over ganske lange tidsperioder.
Sandsynligvis er en eller flere af 39-årige Jacobs' værker nu på vej mod det store lærred. Filmselskabet Paramount har nemlig erhvervet sig rettighederne til blandt andet Jacobs' nyeste bog, som selskabet skal producere sammen med Brad Pitts Plan B Productions. Filmversionen skal ramme lærredet næste år, og Julian Farino, der tidligere har instrueret afsnit af Sex and the City, The Office og Entourage, står som instruktør på projektet.
Klædt ud som kristen
Bogens præmis fremgår tydeligt af dens titel: The Year of Living Biblically: One Man's Humble Quest to Follow the Bible as Litterally as Possible. Jacobs gav sig selv den mission at følge alle de anvisninger, han kunne finde i både Det Gamle og Det Nye Testamente i et helt år. Han fandt over 700.
Forfatteren er selv jøde, men hverken troende eller religiøst opdraget. Han opfatter dog religion som det væsentligste tema i vores tid og var desuden nysgerrig efter at finde ud af, om hans ateistiske livsførelse betød, at han gik glip af noget.
Et af de mange bud var at lade skægget stå. Det medførte, at sikkerhedspersonalet i diverse lufthavne efterhånden fik et godt øje til Jacobs, som også oplevede at blive forvekslet med et medlem af rockbandet ZZ Top.
Stener pensionist
Andre bud var væsentligt sværere at føre ud i livet, for eksempel budet om at stene folk, der gør sig skyldige i utroskab.
Heldet tilsmilede imidlertid Jacobs, da han i en park på Manhattan rendte ind i en hidsig ældre herre, som forulempede forfatteren på grund af dennes særprægede påklædning (igen et resultat af de mange bibelske regler, der skulle overholdes).
Da Jacobs redegjorde for sin mission, tilstod den ældre mand prompte at have haft udenomsægteskabelig sex og spurgte, om Jacobs så havde tænkt sig at stene ham. Inden Jacobs for alvor fik svaret på spørgsmålet, blev han truet på livet af den koleriske pensionist, som også så småt begyndte at bakke sine ord op med korporlig aggression.
Jacobs undgik dog både blodsudgydelse og en ganske betragtelig fængselsstraf, fordi han hæftede sig ved, at Bibelen ikke nævner noget om stenenes størrelse. Jacobs kunne derfor i fuld overensstemmelse med "øje-for-øje"-princippet smide de små sten, han havde i lommen, efter den ældre mand, og konfrontationen endte, uden at nogen af parterne led nævneværdig fysisk overlast.
Fake it 'till you make it
Da året var gået, havde Jacobs lagt flere uvaner fra sig - eksempelvis var han helt holdt op med at bande - og følte sig generelt som et lidt bedre menneske. Han betragter sit bibelske år som en slags åndelig version af det motto inden for forretningsverden, der lyder "Fake it 'till you make it" - selvom Jacobs kun "legede" kristen, bundfældede nogle af dyderne sig.
The Year of Living Biblically er dog langt fra Jacobs' første opsigtsvækkende værk. For Esquire skrev han artiklen My Outsourced Life, hvor et indisk firma overtog skribentens liv i en måned - inklusive hans skænderier med konen!
Og da Jacobs skulle skrive om selvhjælpsprogrammet Radical Honesty, der går ud på altid at sige sandheden og generelt tale frit fra leveren, afstod han fra at fortælle selv hvide løgne i en måned. Det blev ifølge forfatteren en af de værste måneder i hans liv. Artiklens titel? I Think You're Fat.
Verdens klogeste mand
I 2004 udgav han bogen The Know-It-All: One Man's Humble Quest to Become the Smartest Person in the World. Her var præmissen, at Jacobs - som følte, at hans intelligenskvotient var dalet betragteligt, siden han forlod universitetet - læste alle 32 bind af Encyclopedia Britannica. Det er over 33.000 sider eller omkring 44 millioner ord.
I forbindelse med projektet stillede Jacobs op i tv-programmet Hvem vil være millionær?, ligesom han deltog i møder hos Mensa, foreningen for de allerhøjest begavede. "Jeg er ked af at bekræfte stereotype forestillinger, men der blev snakket en hel del om Star Trek," siger han om den oplevelse.
Forfatteren oplyser i øvrigt, at det sværeste bogstav i encyklopædien at komme igennem var "S". Paramount har også sikret sig rettighederne til denne bog.
Kommentarer