Englænderne stjal vores land

Titlen er ment ironisk.

Landskabet i australske Warwick Thorntons western Sweet Country er afsveden, steghed ørken regeret af hvide fyldebøtter, der som eneste trøst i en kort og hård tilværelse kan hævde sig over deres sorte tvangsarbejdere.

Filmen, der for et år siden vandt Platform-prisen for bedste film i Toronto, foregår i 1920’ernes australske ødemark. Her er den oprindelige befolkning mindre værd end de heste, de med pisk og pistol bliver sat til at passe.

Så da den midaldrende, sorte arbejder Sam Kelly dræber en hvid ranchejer – i selvforsvar, og efter at manden har voldtaget hans kone – må han flygte fra en stensikker dødsdom.

”Ingen taler om det,” starter instruktøren vores samtale, da vi mødes efter filmens amerikanske premiere på Sundance-festivalen i januar. ”Ingen taler om overgrebene mod aboriginere.”

Stenansigtet
Warwick Thornton er vred, og det er hans film også. Sweet Country er baseret på en sand historie, og der ligger et monumentalt kulturtab bag den nøgternt fortalte historie.

Sam går lidelserne igennem med stoisk ro. Et helt liv i den hvide mands verden har lært ham at gemme sine følelser bag et uudgrundeligt stenansigt.

”Han er jo ved at skide i bukserne,” siger instruktøren. ”Han har gjort noget, der er totalt kulturelt utilgiveligt. Men han holder sine følelser for sig selv.”

Fornemmelsen af et pint folkefærd, der har mistet sin identitet, bliver mere og mere tydeligt, efterhånden som Sam og hans kone flygter dybere ind i landet med fjendtlige stammer.

”De rejser også i et land, der ikke er deres. De har aldrig været der før. Og de siger ikke meget.”

Den lette erobring
Warwick Thornton er selv af aboriginsk afstamning, og som kunstner har han altid kredset om Australiens ældste befolkningsgruppe.

Debutfilmen Samson & Delilah handler om to forelskede teenagere på samfundets mødding. The Darkside samler tretten spøgelseshistorier fra aboriginsk kultur.

”Jeg kan lide at lave film med politisk indhold. Australien blev stjålet af englænderne, og så var folk nødt til at arbejde gratis i deres eget land. Nu vil folk hellere tage skridt fremad end at snakke om de skridt, de lige har taget. Det er et underligt forhold at have til historien.”

– Det er også meget anderledes end i New Zealand, hvor man i højere grad har omfavnet den oprindelige kultur!

”Ja, de har en helt anden dynamik. Maorierne har dybest set ét fællessprog. Så englænderne kunne forhandle med alle stammerne på én gang. Der er 600 australske stammer, hver med deres eget sprog.”

”Men englænderne kunne alligevel gennemføre deres erobring hurtigt og let, fordi de havde gjort det samme verden over. Det er en vigtig del af aboriginernes historie, men det skete overalt. Kolonimagterne kommer, de leder efter ressourcer, og den oprindelige befolkning er i vejen. Så de forgiver dem, skyder dem eller tvangsflytter dem. Og så smitter de dem med skoldkopper!”

Leg i klipperummet
Undervejs i filmen indgår både flashbacks og flash-forwards, der aldrig forklares nærmere. Små glimt fra historien, man som publikum selv må forsøge at passe ind i sammenhængen.

”De var ikke i manuskriptet,” forklarer Warwick Thornton med et smil.

”Jeg vidste, jeg ville lege med det i klipperummet. Så jeg optog nogle ekstra skud, forlængede nogle scener hist og her og satte det ind som en måde at vise de ting, karaktererne fortryder eller frygter for fremtiden.”

”Det er en meget simpel film, så det var en måde at stikke til publikum. Lunten brænder langsomt i den her film. Der er ingen musik og kun en smule dialog.”

”Vi nævner det ikke i filmen, men i det indre Australien taler man ikke sit eget sprog, når man rejser på andres territorium. Det er fornærmende, så man bruger et tegnsprog, der er universelt.”

”Men karaktererne behøver heller ikke sige meget. Jeg morer mig altid over, når en fraskilt, midaldrende mandlig manusforfatter skriver teenage-romantik. Hvis jeg kunne lide en pige som ung, gik jeg ikke op og holdt en monolog for hende. Jeg kastede en sten efter hende for at blive bemærket.”

– Virkede det?

”Næh. Så kastede hun en sten tilbage, og det gjorde nas. Men du forstår, hvad jeg mener. Kommunikation består dybest set af grynten og stønnen, man behøver ikke en masse dialog. Slet ikke i sådan en stoisk western-verden.”

Et beskidt kneb
Sam arbejder for den missionerende pastor Fred Smith (Sam Neill), der holder hånden over sine sorte arbejdere. Men samtidig er han med til at undertrykke dem – betingelsen for Freds beskyttelse er, at hans arbejdere også bliver gode kristne.

Det er et historisk hykleri, mener Warwick Thornton.

”Kristendommen er sådan et beskidt kneb. Den her vigtige, fremmede gud udslettede de smukkeste, mest intelligente, selvforsørgende kulturer i verden,” siger instruktøren.

”Da nybyggerne skød mod de indfødte, kunne man søge tilflugt hos en kristen mission. Dér blev man ikke dræbt. Men hagen var så, at man skulle give afkald på sit eget sprog og sin egen religion.”

”Det er missionærernes fortjeneste, at vi er her i dag,” sukker instruktøren og læner sig tilbage i sofaen med et bittert smil. ”Hvis vi var blevet ude på sletterne, var vi bare blevet skudt.”