Autentisk humor for enhver pris

”Hey, tag lige min telefon og film det her!” siger Sorena Sanjari til mig, få sekunder efter jeg er blevet lukket ind i et lille lydstudie på Amager.

Sammen med de andre fire i gruppen Gigis er han i gang med at lave små optagelser til promovering af animationsfilmen Blokhavn, der har premiere 25. juni.

Selv om vi har aftalt et interview, er der ikke tid til at stoppe arbejdet så meget som et øjeblik.

Der er nemlig ingen assistenter, jakkesæt eller SoMe-ansvarlige til at gøre det kedelige arbejde, imens de kreative hoveder taler med mig.

Drengene i Gigis gør alting selv.

”Vi er et kunstnerkollektiv, der laver musik, reklamer, bøger og så en tegnefilm om, hvordan vi ser Danmark og menneskene i landet. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden har styringen med alle dele af arbejdet,” forklarer Sorena Sanjari, inden han må forlade lokalet for at tage et opkald.

Hård ventetid
Sorena mødte Troels Unneland, da de gik i børnehave sammen for 30 år siden, og de to lavede musik i mange år. Senere slog de sig sammen med stemmetalentet Adrian Housseinpour og animatorerne Malthe Emil Kibsgaard og Daniel Sanjari for at forme Gigis.

Tilsammen er de en tæt forbundet satirefabrik, men mens vi taler sammen, er de sjældent til stede samtidig.

Der er tusind opkald, der skal tages, og tusind videoer, der skal lægges ud, for premieren nærmer sig hastigt. Filmverdenen er nyt territorium for de fem, der siden 2016 har stået bag en YouTube-serie, der ligesom filmen handler om seks venner fra Københavns ghettomiljø.

”Ventetiden har været hård. På YouTube kan vi med en god, aktuel idé animere en video på én dag og sende den ud dagen efter, men filmen har taget tre år,” forklarer Troels Unneland.

”Så vi har eksempelvis været bange for, om computerspillet Fortnite skulle nå at gå af mode og ødelægge en masse jokes, vi skrev for tre år siden.”

Produktiv symbiose
Normalt er det én instruktørs vision, der driver en film, men på Blokhavn er alle medlemmer af Gigis krediteret som instruktører. Malthe Emil Kibsgaard beskriver processen som et band, hvor samtlige beslutninger skal igennem alle fem for at blive godkendt, og hvor alle bidrager med hver sin rolle.

”Jeg er trommeslageren, der driver projektet frem og holder det sammen, mens Troels er bassisten med de dybe tanker,” siger han.

”Ja, og Adrian er forsangeren, der laver alle stemmerne i tegnefilmen, mens jeg er manageren, som lover koncerter for 10.000 mennesker, selv om vi ender med at optræde foran en fritidsklub til 200 kroner, som er ud af min lomme,” fortsætter Sorena Sanjari, inden han meget apropos må gå ud og tage endnu et opkald.

”Og jeg er vel danseren, så,” siger Daniel Sanjari. ”Men først og fremmest er vi jo venner. Ellers kunne det slet ikke lade sig gøre, uden at vi blev sindssyge på hinanden.”

Den berygtede filmbranche har heller ikke formået at distrahere drengene fra deres produktive symbiose, siger Malthe Emil Kibsgaard.

”Det var selvfølgelig en drengedrøm at holde en masse fester for film- og musikbranchen, mens vi arbejdede, men vi har faktisk ikke holdt en eneste fest i studiet endnu. Det er egentlig sjovere at arbejde uden at smadre sit udstyr. Men når filmen har haft premiere, fester vi da gerne med Lars von Trier,” griner han.

Direkte fra pizzeriaet
Filmen handler om vennerne Ali, Abdi, Ahmed, Hassan, Davito og Musti (alle med stemme af Adrian Hosseinpour), som går på den lukningstruede Blokhavn Skole.

De forsøger at redde skolen, så deres vennegruppe ikke bliver splittet ad og sendt ud på forskellige skoler.

Alle figurer er baseret på typer, som Gigis-drengene kan genkende fra deres egen opvækst i og omkring Urbanplanen på Amager.

”Pizzamanden Pablo i filmen er baseret på to virkelige pizzamænd, som begge gjorde et stort nummer ud af at være italienere og siger ’Grazie’, når de tager imod bestillinger, selv om de egentlig er fra Albanien og Pakistan,” siger Malthe Emil Kibsgaard.

Der er tale om gakket humor, men autenticitet er noget af det vigtigste for gruppen. Medlemmerne har ikke altid været tilfredse med, hvordan nydanskere har været skildret i dansk film og tv, som Adrian Housseinpour beskriver det.

”Når etniske danskere laver udlændingehumor, bliver det ofte karikeret. I DR2-julekalenderen Yallahrup Færgeby er der på et tidspunkt én, der siger: ’Wallah, det er min fætter Tupac!’”

”Den sætning har jeg aldrig hørt i mit liv, og så mister jeg interessen med det samme. Derfor så vi et hul, vi kunne udfylde, og det bliver ikke meget mere autentisk end, når jeg går direkte fra et pizzeria og til at indspille oplevelsen en time senere.”

Den gode pædagog
Der er dog også masser af alvor at finde i det realistiske ghettounivers, hvor drengenes yndlingslærer, Gertrud, bliver syg, og problembarnet Hassan må sande, hvor vigtig den forstående pædagog har været for ham.

Gertrud (Birthe Neumann) er delvist baseret på Troels Unnelands egen oplevelse.

”Jeg havde en lærer, Tove, som gav mig 10 i en opgave bare for at få mig til at kunne lide faget og give mig lidt selvtillid. Det betød virkelig meget, for jeg var lige blevet smidt ud af en anden skole. Det er vigtigt at have den mørke side med, for hvis vi skal vise vores egen virkelighed, så indeholder den ikke kun sjov,” understreger Troels Unneland.

Adrian Housseinpour nikker.

”Det er vigtigt at repræsentere alt, hvad der fylder i drengenes liv. Der er hårde ting, men det er mindst lige så vigtigt at vise, hvor sjovt drengene har det. Det er sådan, vi husker folkeskoletiden,” siger han.

En klokkeklar Davito
Figuren Davito er etnisk dansk, men forsøger med både selvbruner og indvandrerslang at passe ind i gruppen, som han drages af.

Gigis håber, at publikum på samme måde vil blive fascineret af det for mange danskere fremmede univers. Mens de, der kommer fra lignende miljøer, kan glæde sig over genkendeligheden.

”Filmen er både til Davito’erne og Hassan’erne derude,” forklarer Sorena Sanjari. Og intervieweren kommer til at afsløre, hvilken kategori han hører til, da et sidste spørgsmål spontant ryger ud af mig:

– Abdi siger på et tidspunkt i filmen, at alle går med gule jakkesæt i Somalia. Er det rigtigt?

Daniel Sanjari svarer hurtigt ”ja”, men ligesom jeg skal til at spørge ind til den overraskende oplysning, opdager jeg et drilsk smil på alle fem ansigter, inden en lystig latter bryder ud.

Jeg er blevet snøret og må forlade den travle satirefabrik på Amager som en klokkeklar Davito, der kortvarigt er blevet lukket ind i et fremmed, men absolut dragende univers.