Autentisk repræsentation stikker dybere

Diversitet og inklusion er på dagsordenen i det danske medielandskab med målet om at repræsentere og afspejle samfundet.

Der er en udtalt indsats for at inkludere ikke-hvide, ikke-binære, personer med handicap og andre minoriteter og give dem plads på lærredet og skærmen.

Fantastisk, det går den rigtige vej!

Men spørgsmålet er, om indsatsen for repræsentation stikker tilstrækkeligt dybt, eller om det bare har udviklet sig til overfladisk symbolisme?

Som en etableret, ikke-hvid kvinde med over to årtier i den danske film- og tv-branche har jeg fulgt udviklingen med forhåbning.

Jeg er dog bekymret over den tendens, hvor karakterer simpelthen udskiftes for at opfylde kvoter og signalere mangfoldighed, uden at man inddrager autentiske perspektiver og har en forståelse af de udfordringer, som minoritetsgrupperne oplever i forsøget på reel inklusion.

Indercirklen
Vi må først og fremmest se på de ulige vilkår i branchen, hvor den ofte mandsdominerede og primært hvide etablerede kerne skaber en udfordrende sti for dem, der ikke er en del af indercirklen.

Når en person – for eksempel med brun hudfarve – endelig kæmper sig ind, agerer de ofte som tokens eller privilegerede gæster, samtidig med at de omhyggeligt vogter over deres særlige adgangsbillet.

Det sker med en underliggende frygt for, at deres position kan blive overtaget, velvidende at der ikke er plads til mange andre som dem.

Oftest står BIPoC-projekter også over for en økonomisk barriere, hvor de ikke tildeles de samme ressourcer og midler som deres mere etablerede modparter.

Den ulighed i ressourcerne afspejles i resultaterne, hvor der må kæmpes hårdere for at opnå succes på lige fod med projekter af mere traditionelt og etnisk dansk tilsnit.

Det her er ikke en kritik af dem, der allerede har etableret sig i branchen. Snarere en opfordring til at indse, at vores personlige perspektiver kun udgør en del af det større billede. Og til dem, der fastholder opfattelsen af, at erfaring og ekspertise er begrænset blandt minoriteter, opfordrer jeg jer til at udvide jeres netværk og kreds!

Påvirker selvopfattelsen
For etnisk danskere er tilhørsforhold ofte en selvfølgelig følelse. At se sig selv repræsenteret i danske film og tv-programmer siden barndommen har styrket jeres identitet som danskere.

På den anden side har minoritetsgrupper ofte manglet positiv repræsentation og føler sig ikke kun overset, men også uretfærdigt eller forkert fremstillet som folk på samfundets rand eller baggrundsfigurer.

Det er en konsekvens af det privilegieblinde perspektiv, der har præget branchen i årevis. Pointen er, at der er vigtig forskel mellem korrekt repræsentation og misvisende skildringer – altså misrepræsentation.

Manglen på ordentlig repræsentation i medierne resulterer i følelsen af eksklusion, af at blive undervurderet og måske endda marginaliseret.

Og det påvirker vores selvopfattelse i forhold til, hvordan vi tror, samfundet ser os.

Mere ægte mennesker
En overvejelse kunne for eksempel være, at baggrundshistorien for en karakter kan variere og tage højde for forskelle – såsom mellem en araber, tyrker eller iraner, en sort med baggrund fra forskellige afrikanske lande eller én, der er adopteret.

Det er ikke tilstrækkeligt at udskifte rollen som ”Christian” eller ”Signe” med en af anden kulør og kalde det øget diversitet.

Vi bør have karakterer, der ikke blot er skabeloner, men ægte og tredimensionelle mennesker med dybde og kompleksitet.

Vi har nemlig et kæmpe ønske om at blive set som mere end negativt belastede eller blot en fodnote. Vi ønsker at tjene som inspirerende rollemodeller eller seje heltinder – ikke på trods af vores ”andenhed”, men måske netop på grund af den.

Ud af komfortzonen
At give plads til stemmer, der ikke tidligere er blevet hørt, gavner ikke kun én part. Det åbner også op for forfriskende nye perspektiver, der ikke er blevet gentaget til det trættende.

Det har potentiale til at løfte danske produktioner og tilføre dynamik, spænding og uforudsigelighed til underholdningen.

Det er nu, vi skal omfavne den usikkerhed, som årets Copenhagen TV Festival's tema, Play It Unsafe, opfordrede til.

Det er tid til at træde uden for komfortzonen og udforske det ukendte terræn af fortællinger. Lad os satse på, at en ”minoritetsfortælling” kan appellere bredt, fordi den handler om de værdier, der forener os, og ikke de forskelle, der adskiller os.

Løsningen indebærer, at de, der fungerer som gatekeepers, erkender de ulige vilkår og forpligter sig til at fremme lige muligheder, samtidig med at støtteforanstaltninger, der giver adgang til midler, uddannelse og netværk, også styrkes.

Derudover skal der skabes rum i branchen, som opmuntrer til nysgerrighed og åbner dørene til kulissen, bag scenen og skriverummene.

Ligeledes bør skuespillere have mulighed for at inkorporere deres egne identiteter og kulturarv i karaktertolkningen.

Implementeringen af disse ændringer er ikke enkle. Omvæltningen kræver, at Danmark genovervejer begrebet ”danskhed” og ”dansk kultur” i film og serier. Det kræver en dedikeret indsats, hvor flertallet stræber efter at forstå de nuancerede oplevelser, som minoritetsgrupper bringer med sig.

Tænk bare på, hvad vi kunne opnå, hvis vi virkelig gør en fælles indsats. Det kan i bedste fald være nøglen til en stærkere medieindustri og et samfund med mindre diskrimination.