Autisme skal ikke stoppe drømme
”De har desværre meddelt os, at du ikke er voksen nok til opgaven!”
Femtenårige Rima Ali har autisme, der ifølge ordbogen er en ”udviklingsforstyrrelse, der viser sig ved kommunikations- og sprogvanskeligheder, problemer med socialt samspil og gentagne mønstre i adfærd og interesser”.
Hun kan ikke få lov til at fortsætte på sin praktikplads i vuggestuen, lyder det fra studievejlederen.
I Se mig som jeg er følger Louise Leth den unge kvindes kamp for at finde en plads i det danske uddannelsessystem. I Danmark har under 40 procent af alle autister ifølge Arbejdernes Erhvervsråd en ungdomsuddannelse som 25-årig.
Rima Ali drømmer om at blive frisør eller gå på en almindelig ungdomsuddannelse. Men hun får afslag fra studievejledere. Efter mange afslag går Louise Leth ind i kampen og melder hende til optagelsesprøve uden om studievejlederne.
Se mig som jeg er – som kan ses på DRTV – følger Rima i skolen, men går også helt tæt på med personlige samtaler i hjemmet med hendes mor.
Engleskikkelse
Filmen startede dog faktisk som en film om et pigekor. Men kameraet endte altid med et pege på enkelt pige i koret, nemlig Rima Ali.
”Her stod bare denne her lysende engleskikkelse, der altid havde positiv energi. Jeg blev så betaget af hendes umiddelbare og fordomsfri tilgang til verden,” siger 35-årige Louise Leth, der er uddannet på Den Danske Filmskole og var nomineret med afgangsfilmen Vidne ved Ekko Shortlist Awards 2018.
Til sidst brugte Louise Leth mere tid hjemme hos Rima Ali end med koret. Lange samtaler med Rimas mor åbnede dokumentaristens øjne for pigens kamp.
”Jeg indså efterhånden, at filmen bare måtte handle om Rima,” fortæller Louise Leth.
For Rima Ali var det grænseoverskridende pludselig at være hovedperson i en dokumentarfilm.
”Det var underligt at have et kamera efter mig. Jeg vænnede mig langsomt til det, mens Louise filmede koret. Så da hun spurgte mig, tøvede jeg ikke med at sige ja,” siger Rima Ali.
Med kamera i skole
Rima Ali er i dag nitten år og bor på Nørrebro med sin mor og søskende. Hun har gennem skoletiden haft svært ved at kende sin styrke i skolen.
”I starten var jeg sådan: ’No-no, der skal slet ikke filmes på skolen!’ Jeg var bange for, at mine klassekammerater ikke ville have det, for så kunne folk jo se, at de går i specialskole,” fortæller Rima Ali.
”Sådan har jeg det selv slet ikke efter filmen. Nu er jeg en åben bog. Jeg vil gerne stå frem, så folk kan se, hvem jeg er!”
For Louise Leth er det vigtigt ikke at presse de medvirkende, der befinder sig i sårbare situationer.
”I starten var det meget svært. Jeg turde næsten ikke spørge ind til din autisme, Rima. Jeg kunne mærke, det var et ømt punkt – noget du ikke ville snakke om,” siger Louise Leth.
Viser sin sårbarhed
Rima Ali drømte oprindelig at blive frisør, men det kræver en praktikplads i det private, og det mener studievejlederen ikke er muligt at finde.
I stedet får Rima Ali en praktikplads i en vuggestue. Men personalet vurderer, at hun ikke er klar til det ansvar, som det kræver.
”Det var et kæmpe nederlag. Dengang sagde jeg altid til Louise, at hun ikke måtte filme mig, når jeg græd. Men hun gjorde det alligevel, og efter et par gange var det okay. Jeg lærte på den måde at vise min sårbarhed,” siger Rima Ali.
Hun kommer i stedet ind på en forberedende grunduddannelse, hvor hun har sidefag med fotografi. Filmen afsluttes med Rima Alis rørende tale til klassekammeraterne.
”Jeg har en diagnose, der hedder autisme. Jeg plejede ellers at være ret tys-tys om det, men det behøver ikke længere være hemmeligt,” indleder hun nervøst sin tale.
”Jeg har haft nogle ret underlige skoleår, men nu er jeg her på Øster Farimagsgade Skole med verdens sødeste lærere,” siger Rima Ali og bryder ud i stort smil.
Nødvendig involvering
Efter optagelserne er Rima Alis nye drøm at søge ind på film- og tv-produktionsuddannelsen på NEXT i København.
Studievejlederen slukker drømmen, da Rima Ali ikke har dansk og matematik på 9. klasses niveau. Man vil i stedet sætte hende på en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.
Louise Leth husker tydeligt samtalen, som hun selv deltog i.
”Rima og hendes mor var meget kede af det, for du ville så gerne ind på den uddannelse,” fortæller Louise Leth med øjnene på Rima Ali.
Det er her, at dokumentaristen dropper distancen og tager del i Rimas kamp. Hun finder ud af, at pigen kan tilmeldes en optagelsesprøve direkte på skolen.
Det sker efter filmoptagelserne, og Louise Leth ser intet galt i, at hun vælger at hjælpe sin hovedperson.
”Jeg kan ikke undgå at gå ind i de menneskers liv, som jeg skildrer. Hvis jeg virkelig skal forstå, hvad et menneske kæmper med, er jeg nødt til at være følelsesmæssigt involveret i deres liv. Og hvis jeg kan gøre noget for min hovedperson, er det helt naturligt for mig at hjælpe,” forklarer instruktøren.
Parodi på Bond
Rima Ali tager til optagelsesprøve og en efterfølgende samtale. En uge efter ringer telefonen. Hun er kommet ind på film- og tv-produktionsuddannelsen!
”Det er virkelig sjovt at gå på uddannelsen. Vi har lige lavet en parodi på James Bond. Jeg viste den til min mor i går, og hun elsker den,” siger Rima Ali.
Se mig som jeg er har åbnet instruktørens øjne for et system, der ser menneskers diagnoser før deres ønsker for fremtiden.
”Jeg håber, at vejledere og lærere vil blive bedre til at få øje på elevernes styrker og drømme. Hvis de får lov til at følge deres drømme, skal der nok være en plads et sted i vores samfund,” siger Louise Leth.
Rima Ali storsmiler:
”Til alle andre, der kæmper mod systemet, vil jeg bare sige: ’Go for it!’”
Trailer: Se mig som jeg er
Rima Ali
Født 2003 i København.
Praktik hos Blågårds Blomster, Murergården, Blågårdens Børnehus og Salon Ghina.
Korelev på Goldschmidts Musikakademi og teaterelev på Badius Fondue.
Går på medielinjen på forberedende grunduddannelse i 2020-22.
Optaget i august 2022 på NEXTs uddannelse til film- og tv-produktionstekniker.
Louise Leth
Født 1986 i Gentofte.
Dokumentarinstruktør på Den Danske Filmskole i 2017.
Uddannet fotojournalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Afgangsfilmen Vidne kan ses på Ekko Shortlist og var nomineret til Ekko Shortlist Awards 2018.
Se mig som jeg er fik premiere på Cph:Dox og kan ses på DRTV.
Kommentarer