Nyhed
06. maj 2019 | 09:57

Avengers slår vild billetrekord

Foto | Marvel Studios
Superhelte som Captain Marvel (Brie Larson), Thor (Chris Hemsworth) og Captain America (Chris Evans) slår sig igen sammen for at redde verden i Avengers: Endgame.

Disneys superheltefilm Avengers: Endgame har på elleve dage indtjent næsten femten milliarder kroner på verdensplan. Filmen nærmer sig Avatar som mest den indtjenende nogensinde.

Af Nicki Bruun

Det er stadig mindre end to uger siden, at Avengers: Endgame fik premiere i danske biografer og resten af verden.

Men på bare elleve dage har Disneys Marvel-superheltefilm indtjent 2,19 milliarder dollars på verdensplan, skriver amerikanske medier. Det svarer til næsten femten milliarder danske kroner.

Dermed er Avengers: Endgame uden sammenligning den film, der har indtjent et så astronomisk beløb hurtigst.

Det tog verdens mest indtjenende film, James Camerons rumeventyr Avatar, 47 dage at krydse grænsen på to milliarder dollars.

Med rekorden er Avengers: Endgame også blevet den næstmest indbringende film. Den gik i weekenden forbi de tre andre film, der har solgt for over to milliarder dollars: Titanic, Star Wars: The Force Awakens og Avengers: Infinity War.

Nu står kun rekorden som mest indbringende film nogensinde tilbage. Avatar tjente i sin tid knap 2,8 milliarder dollars i biografen på verdensplan, så det er meget muligt, at Avengers: Endgame kan passere Avatar.

Enorm pengemaskine
De indtil videre 22 film i Marvel Cinematic Universe har tilsammen indtjent intet mindre end 140 millliarder danske kroner.

Også verdens anmeldere har været ovenud begejstret for Avengers: Endgame, der sætter et slags punktum i historien om de mange Marvel-superhelte.

”En mageløs tour de force, som er bedre, end jeg havde turdet håbe på,” skriver Ekkos Ida Rud i sin seksstjernede anmeldelse.

Dermed ikke sagt, at Disney – der ejer Marvel og den enorme pengemaskine – er færdig med at lave film om de sjove og rørende superhelte.

Avengers: Endgame var næstsidste film i den såkaldte Fase 3 – den sidste er Spider-Man: Far from Home, der kommer i danske biografer 4. juli – og Fase 4 er allerede påbegyndt.

Den kommer til at køre 2020-24, men kun Disney ved, hvilke film næste fase vil indeholde.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko