Billedbombardementet gør os til aber

Dagen inden interviewet med svenske Axel Danielson, hvis hæsblæsende dokumentar And the King Said, What a Fantastic Machine nu går i danske biografer, så overtegnede en mærkværdig live stream på det sociale medie TikTok.

Det var en digital udgave af det, der i gamle dage kunne finde sted på byens torv. En række danske kvinder i hver deres firkant på skærmen var forsamlet og skændtes på kryds og tværs.

Det var åbenbart tænkt som en forsoningssamtale efter en længerevarende TikTok-fejde, der også involverede nogle af deltagernes børn. Men hver gang parterne var lige ved at nå hinanden, eksploderede det.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad konflikten egentlig handlede om, men alligevel blev jeg fanget, og pludselig var der gået en time.

Hvorfor jeg blev så optaget af fremmede menneskers rivegilde, håbede jeg efterfølgende, at Axel Danielson kunne hjælpe mig med at finde ud af.

Han har sammen med Maximilien Van Aertryck nemlig lavet en film, der dyrker og udforsker fascinationen ved de medier, som konstant og hele tiden banker på i vores hverdag.

”Jeg vidste faktisk ikke, at den slags live gruppe-sessioner fandtes på TikTok. Men jeg kommer til at tænke på en sekvens fra vores film, hvor en chimpanse sidder og scroller gennem billeder på en telefon,” siger Axel Danielson.

”Det handler i bund og grund om at vise, at vores brug af medier har at gøre med basale instinkter. Det fotografiske billede har mulighed for at gå uden om det rationelle og direkte til simpel stimulans,” fortsætter filmskaberen.

”Vi kender jo nok alle sammen til at ligge i sengen og scrolle rundt på Instagram eller et andet medie. Pludselig er der gået tre timer, uden man kan huske, hvad man har set. Der sker noget kemisk i hjernen – frigivelse af dopamin – hvor vi bliver til aber, der får en kunstig gruppeoplevelse.”

Amnesty brugte falskt billede
And the King Said, What a Fantastic Machine fik fem stjerner af Ekkos udsendte, da filmen i januar havde premiere på den amerikanske Sundance-festival.

Niels Jakob Kyhl Jørgensen slutter sin anmeldelse af med at skrive: ”Det er ikke Instagram, Snapchat, Google eller YouTube, der gør, at vi opfører os dumt. De gør det bare lettere.”

Den betragtning er Axel Danielson enig i.

”Det er ikke produkterne, som er dumme eller onde. Det handler om, hvordan vi bruger dem. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan vi skal anvende medier,” forklarer instruktøren.

”Med atomkraft har vi som samfund valgt at sige, at markedskræfterne ikke kan styre det. Det er så farligt og vigtigt, at vi som stater må kontrollere den slags. Men vi skal også finde den rigtige måde at håndtere den enorme magt, som medierne har i dag.”

Der mangler ifølge instruktøren en grundlæggende bevidsthed om, hvordan vi dagligt bruger alle de billeder, der hele tiden kyles i hovedet på os.

”Et billede er en sandhed, men samtidig altid et fragment af en større helhed. Der er et menneske, som har udvalgt fragmentet. Ved at se vores film kan folk forhåbentlig bedre lære at forstå, at billedet er et redskab til at fortælle noget bestemt. Det kan man tænke over, næste gang man ser nyhederne, et politisk propaganda-indslag eller Tom Cruise, der flyver et kampfly.”

”Hvis vi ikke diskuterer billedets værdi, mister det al betydning. Vi må værne benhårdt om det fotografiske billedes eksistensberettigelse. Måske skal der opfindes en form for klassificering, så man kan se, om et billede er blevet manipuleret eller ej.”

For nylig var der en sag, hvor Amnesty International måtte undskylde, efter at organisationen i en kampagne mod politivold havde brugt et billede, som viste sig at være manipuleret ved hjælp af kunstig intelligens.

”Det bør de også undskylde for. Vi skal tage det her seriøst. Jeg tror generelt ikke, at forbud er vejen frem, men Silicon Valley kommer ikke til at indføre regler på dette område, så det bliver vi nødt til at gøre som samfund,” siger Axel Danielson.

”Hvis man for 50 år siden gik ind i en forretning og købte en sandwich, stod der nok ikke på indpakningen, hvad der var i. Men i dag vil vi vide, om der er E85 eller farvestoffer i vores mad. Det samme bør være tilfældet med vores medier.”

Skolerne svigter
Som far til to børn på ni og elleve år har Axel Danielson ligesom mange andre en hverdag, hvor størstedelen af familiens diskussioner handler om skærmtid.

Instruktøren mener, at uddannelsessystemet hænger fast i en gammeldags model. Der bruges mange ressourcer på tekstforståelse og meget få på at analysere billeder.

”Vi er gået fra at være et tekstsamfund til i dag primært at være et billedsamfund. Men når mine børn har gået ti år i skole, har de først og fremmest lært at læse og skrive tekst. De lærer at forstå forskellen på poesi, journalistik og reklame. Men der er ikke meget plads til billedforståelse,” siger Axel Danielson.

”De har måske en time hver anden uge, hvor de i kunstfag snakker om billeder. Men ved siden af skolen bruger de størstedelen af deres tid på at forbruge billeder. Der er brug for en samtale, så de kan forstå både de etiske og æstetiske dimensioner.”

Verdens yngste vokser nemlig op i en verden, hvor der ifølge instruktøren er brug for værktøjer, hvis man vil undgå at blive indfanget i teknologiens malstrøm.

”Jeg oplever, at vi lever i en periode, hvor udviklingen ikke er behovsstyret. Den er i stedet styret af en markedsøkonomisk logik, hvor man hele tiden opfinder nye behov i mennesker. Der bliver konstant opfundet nye apps, som skaber et behov. Det bliver vi nødt til at forholde os til.”

Riefenstahls blinde vinkel
47-årige Axel Danielson og hans medinstruktør, fransk-svenske Maximilien Van Aertryck, gør sig i And the King Said, What a Fantastic Machine umage for hverken at være glade idioter eller bekymrede moralister.

Deres film er en underholdende rundtur i billeder og scener fra omkring 150 års historie med visuel kultur – fra fotografiapparatets opfindelse til i dag, hvor der er 45 milliarder kameraer i verden.

Undervejs viser filmskaberne optagelser med diktatorer som Hitler og Stalin samt moderne politikere som Donald Trump og Emmanuel Macron.

Idéen med filmen er humoristisk og oplysende at vise, hvordan levende og stillestående billeder har et hav af anvendelsesmuligheder.

Filmskaberne bruger også noget af et interview med en omtrent 90-årig Leni Riefenstahl, hvor den tyske instruktør stolt viser scener fra de propagandafilm – eksempelvis Triumph des Willens – hun lavede for nazisterne i 1930’erne.

”Det er utroligt interessant, at Leni Riefenstahl er så ubevidst om den politiske dimension. Hun er rendyrket æstet og forholder sig kun til den tekniske bedrift. Men min og Maximillians holdning er, at der ikke findes apolitiske billeder. Så snart man afbilleder verden, tager man politisk stilling,” siger Axel Danielson.

”Hun har på det tidspunkt haft 40-50 år til at tænke sig om, men hendes øjne lyser stadig op, når hun genser sine film. Der er en komplet blind vinkel. Hun ser dem bare, som var det dans og ballet.”

Riefenstahls ansvarsfralæggelse er blevet normalen i dag, mener den svenske instruktør.

”Det er ikke ansvarlighed, der er i højeste kurs i nutidens samfund. Alt er øjensynligt tilladt i kampen for at blive hørt og set,” siger Axel Danielson.

”Denne drift bliver hjulpet på vej af alle de skærme, der fylder så meget i vores liv i dag. Vi mennesker er sociale dyr, som har brug for at forholde sig til hinanden, men når vi sidder bag en skærm, er det nemmere ikke at føle noget ansvar.”

Iscenesat kroning
Titlen And the King Said, What a Fantastic Machine henviser til en anekdote fra kroningen af den britiske Kong Edvard 7. i 1902.

Franske Georges Méliès, kendt som fiktionsfilmens første kunstner, havde på forhånd lavet en filmversion af kroningen, som blev vist ved begivenheden.

Da kongen så den, udbrød han i begejstring for kameraet: ”Sikke en fantastisk maskine! Den viser også de dele af ceremonien, der ikke fandt sted!”

Dokumentaren slutter af med et spørgsmål: Hvad skal vi bruge kameraets nærmest uendelige muligheder til?

”Det vil vi gerne have, at publikum snakker med hinanden om på vej ud af biografen. Vi prøver at aktivere folk til at tale sammen om de her spørgsmål. Vi vil ikke komme med et svar, for vi har ikke noget godt svar,” siger Axel Danielson.

Han er dog meget bevidst om, at både kunstige billeder og tekster kun er noget, vi kommer til at se mere til i den nærmeste fremtid.

Ligesom robotten ChatGPT i disse dage er voldsomt i vælten for sin evne til at formulere sig skriftligt, kan tjenesten Midjourney skabe imponerende troværdige billeder, som imidlertid er komplet falske.

I Hollywood strejker manuskriptforfatterne lige nu. De kæmper for bedre forhold, og en del af kampen er at sikre sig mod, at kunstig intelligens snart vil overtage deres arbejde. Den del er Axel Danielson knap så bekymret for.

”Kunstig intelligens er dygtig til meget hurtigt at lære konventioner, fordi det konventionelle er blevet reproduceret millioner af gange. Det er straks sværere at reproducere det ukonventionelle, som kommer fra menneskelige erfaringer,” siger instruktøren.

”Dem, der føler sig mest truet af kunstig intelligens, er nok dem, der arbejder med det meget konventionelle – som helt generiske spillefilm og serier. Kunstig intelligens får svært ved at skrive Lars von Triers næste film.”

Studie i adfærdsmønstre
Dokumentaren viser også det morsomme optrin, hvor hæderkronede BBC forvekslede teknologi-journalisten Guy Kewney med revisoren Guy Goma, der i et direkte indslag pludselig skulle fortælle om sin navnefælles ekspertiseområde.

Goma greb bolden og fungerede perfekt som en saglig tv-ekspert! Et eksempel på, at konventionerne omkring interviews er så etablerede og forudsigelige, at man kan agere overbevisende i dem, selv om man er totalt blank.

Axel Danielson har siden 2005 været del af produktionsselskabet Plattform Produktion, som han siden 2010 har ejet sammen med blandt andre instruktøren Ruben Östlund.

Her hjælper alle på kollektiv vis hinanden med deres film, som for Östlunds vedkommende tæller Guldpalmevinderne The Square og Triangle of Sadness.

Folkene bag And the King Said, What a Fantastic Machine besøgte Östlund i hans nuværende hjem på Mallorca, hvor han hjalp med at skabe en rytme i klipningen og presse projektet til det yderste.

Ruben Östlund fortæller i sit store forside-interview i Ekko #90, at han bruger YouTube som inspiration til sine film. Det gælder alle på Plattform Produktion.

”Vi har siden YouTube kom til verden brugt platformen til at studere, hvordan mennesker opfører sig i bestemte situationer. Vi har sendt videoer til hinanden og indsamlet materiale gennem femten år. Det har inspireret os, når vi har skrevet fiktion,” siger Axel Danielson.

Giftige algoritmer
Alligevel er han i dag kritisk over for YouTube.

”Det oplevedes i starten som et demokratisk medie, hvor alle og enhver kunne komme til orde. Nu kan mennesker komme tættere på hinanden og lære af hinanden.”

”Men i dag er det blevet et enormt hav, og man skal være ekstremt god til at navigere i det for at finde frem til noget, som giver mulighed for at forstå verden bedre,” forklarer instruktøren.

”Selv om der aldrig er blevet produceret så megen information, er billedet af verden blevet mere grumset. Konspirationsteorierne synes i dag at være i vækst.”

I dokumentaren vises et klip fra en David Attenborough-film, hvor en kødædende plante klapper sammen om et insekt. Det er ifølge Axel Danielson et rammende billede på, hvordan algoritmer fungerer på sociale platforme og streamingtjenester som Netflix.

”Planten reagerer ikke på én berøring – det kan jo bare være et blad – men kommer der to berøringer, er der et mønster, og så slår den til. Algoritmer fungerer på nøjagtig samme måde. Fælden klapper, og så sidder vi fast ligesom insektet,” forklarer han.

”Algoritmer er et enormt problem. De præsenterer os for mere af det, vi i forvejen ser. Og fjerner dermed vores mulighed for at få adgang til det, vi ikke vidste fandtes. Vores forestillinger og holdninger bliver ikke udfordret, vi får bare bekræftet vores verdensbillede.”

”Hos Netflix har man fundet ud af, at det er en bedre forretning, hvis de anbefaler os noget lig det, vi lige har set. Men når verden bliver så strømlinet, kan man spørge sig selv, om det gavner menneskeheden. Kunne man lave en regel om, at vi i en algoritme skal konfronteres med tyve procent af det, vi ikke umiddelbart vil have?”

Stormen på Kongressen
En tankevækkende optagelse i dokumentaren viser Trump-tilhængere lige før angrebet på Kongressen i Washington den 6. januar 2001.

De har flået kameraer og kameratasker fra tv-stationer som CNN og BBC og smidt dem i en stor bunke på jorden. ”Nu er vi nyhederne!” råber en mand.

”Det er meget voldsomt. De har ødelagt det, som Trump kalder mainstreampressen. Nu tager de magten. Og når de kommer ind i Kongressen, vil de vise verden sandheden. I deres egne øjne repræsenterer de folkets vilje. Det er en fascistisk tanke, ja, det er også en kommunistisk.”

”Inde i bygningen affotograferer de alskens dokumenter for at afsløre sandheden om præsidentvalget. Men de finder ingenting. Det er forskellen på skepticisme og kritisk tænkning. Skeptikeren fornægter de etablerede institutionerne og videnskaben, mens kritisk tænkning er noget, vi bedriver i fællesskab.”

Uden billedkulturen var det næppe lykkedes Trump at blive så populær. Kulten, der forsøgte at tage magten den 6. januar, er en trussel mod demokratiet. Ikke desto mindre er Axel Danielson optimistisk på menneskehedens vegne.

”På en måde er menneskeheden smukkere end nogensinde. Vi har fundet et system til at organisere os. Det giver energi, og de fleste af os har de bedste intentioner.”

”Det er lykkedes at forbyde, at vi går rundt med våben på gaden, fordi det ikke er godt for os. Engang blev markerne overhældt med DDT. Men man fandt ud af, at det er ren gift, som det ikke er sundt for mennesker at komme i kontakt med.”

”Også på teknologiens område er det på tide at se på, om man ikke kan gøre noget andet. Vi har ikke råd til at lade dette stærke værktøj – billedmediet – være udelukkende styret af vores mest basale instinkter.”