Nyhed
02. juli 2019 | 10:03

Aziz Ansari er tilbage på Netflix

Foto | Netflix
Aziz Ansari gør sig klar til at gå på scenen og optræde med showet Right Now, der meget snart kan ses på Netflix.

Komikeren blev sidste år anklaget for at presse en anonym kvinde til sex, men han vender nu tilbage til streamingtjenesten med et show instrueret af Spike Jonze.

Af Nicki Bruun

Med populære standup-shows og en forrygende rolle i komedieserien Parks and Recreation var Aziz Ansari en af verdens mest elskede komikere.

Den status cementerede han med sin egen Netflix-serie, Master of None, der over to sæsoner fik forrygende anmeldelser.

Men i kølvandet på #MeToo blev Ansari anklaget anonymt i en artikel for at have presset en kvinde til sex på en date. Det skete i januar 2018 og mødte blandede reaktioner. Men det betød, at Aziz Ansari trak sig ud af offentlighedens søgelys i en periode.

Men nu vender komikeren tilbage til Netflix med standup-showet Aziz Ansari: Right Now. Showet er instrueret af Spike Jonze, der kendt for film som Hende og Being John Malkovich.

Det kan ses på streamingtjenesten allerede om en uge, nemlig den 9. juli.

Hurtigt comeback
Aziz Ansari var tidligere i år i Danmark, hvor han optrådte med showet Road to Nowhere, som komikeren har været rundt i store dele af verden med.

Det fik gode anmeldelser de fleste steder, og Ansari kommenterede også sagen om beskyldningerne mod sig på en måde, der fik ham til at fremstå sympatisk.

Dermed virker komikeren og skuespilleren modsat mange af sine anklagede kolleger til at kunne vende relativt hurtigt tilbage til branchen.

Netflix-chefen Cindy Holland har tidligere givet udtryk for, at de hos streamingtjenesten gerne vil have en tredje sæson af Master of None.

For øvrigt dater Aziz Ansari i øjeblikket en dansk kvinde ved navn Serena Skov Campbell.

Teaser: Aziz Ansari: Right Now

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko