B-film

Det er meget nemt at holde af B-film. De har så meget, som den noble A-film med alle dens ambitioner, store armbevægelser og perfektionisme aldrig kan levere. Lige fra den hastige samlebåndsfilm med den gode historie til den poetiske styrke, som mangel på talent kan præstere.

Men man kan ikke skære dem over én kam. Der er mange forskellige slags B-film, og hver type har både kompetente klassikere og forrygende lavpunkter. De byder både på imponerende kreativ udnyttelse af små budgetter og på rablende talentløshed, der nærmest tangerer surrealisme.

Begrebet B-film spænder vidt, men én ting har de til fælles. De vil gerne fortælle historier, men de har ikke store drømme om at vinde filmpriser eller få gode anmeldelser. De taler direkte til et ofte meget trofast publikum, der ikke søger de samme ting som den etablerede filmkritik. Publikum leder efter klichéen, fordi de kan lide den klodsede fortælling, i modsætning til den polerede, der virker uægte. De leder efter det fejlfyldte, fordi det er mere tiltalende og menneskeligt end det perfekte.

B-filmen bliver født
Den franske instruktør Jean-Luc Godard tilegnede i 1960 sin første spillefilm Åndeløs til B-film-studiet Monogram Pictures. Det var nok en provokation, men også en hyldest til B-filmens uprætentiøse umiddelbarhed. At han selv blev super-prætentiøs med årene, kan ikke sløre betydningen af hans dedikation, og hver gang man ser Jean Seberg i Åndeløs sælge International Herald Tribune, tænker man også på alt det, som Monogram leverede i de 21 år, firmaet eksisterede.

Begrebet B-film opstod i starten af 30'erne og havde i første omgang intet med kvalitet at gøre. I kampen om publikum indførte de amerikanske biografer dobbeltprogrammet, og snart blev det reglen, at den ene af filmene var lidt kortere end den anden. Måske var den del af en serie, den havde ikke de største stjerner, og den var på alle måder mere ydmygt fremstillet. B-filmen var "support" til A-filmen, en times underholdning uden store spektakulære scenerier eller egentlig "star value". 

De store studier lavede deres egne support-film, mens mindre selskaber begyndte at specialisere sig i B-film. Samtidig opstod en rangorden, hvor andenklasses-biografer sammensatte dobbeltprogrammer alene med B-film. Det var et hastigt voksende marked, og publikum gik i biografen ugentligt og slugte næsten alt.

Omkring og under Anden Verdenskrig steg behovet for B-film, og firmaer som Monogram Pictures, Republic Pictures og P.R.C. Pictures tjente mange penge på at lave filmene så billigt som muligt. Publikum var sultent, og der var masser af kompetente, flittige instruktører i omløb. Skuespillere, der havde biroller i A-film, fik i B-filmene lov til at spille hovedroller, og stjerner, hvis værdi var for nedadgående, fik mulighed for at få arbejde.

De perfekte
På de store selskaber — Metro-Goldwyn-Mayer, Paramount, Fox og Universal — blev B-filmene spyttet ud med en præcision, der er imponerende. I Andy Hardy-serien med Mickey Rooney dyrkede MGM den hyggelige familiekomedie, som i dag er genopstået i halvtimes tv-sitcoms. 20th Century Fox dyrkede detektiv-filmene med den svenskfødte Warner Oland som detektiven Charlie Chan. Universal lancerede Basil Rathbone og Nigel Bruce som Sherlock Holmes og Dr. Watson, mens Columbia satsede på tegneserien Blondie, der i filmudgaven blev spillet af Penny Singleton. Hos Paramount var en af de faste B-film-figurer eventyreren Bulldog Drummond, en James Bond-forløber, der opklarede mysterier og løste internationale konflikter.

B-filmene fra de dominerende selskaber var vanvittigt polerede, næsten perfekte små film. De nød godt af den store stab af meget professionelle filmhåndværkere, der var fastansat på studierne — ofte øvede unge instruktører sig på B-filmene, men lige så ofte var det gamle trækheste, der hev dem i land uden at gå over budget. Producenterne arbejdede med produktionsplaner, der ikke skred, og lyd-, lys- og kamerafolk brugte deres ekspertise på at få selv den billigste film til at se lækker ud.

Det polerede gjorde dog også de store selskabers B-film lidt kedelige. Der var ingen fejltrin, men heller ingen overraskelser. Alt fungerede så upåklageligt, at charmen ofte udeblev, selv om der er mange perler imellem. Charlie Chan-filmene holder imponerende godt, med opfindsomme plots og gode skuespilpræstationer.     

De uforfalskede
Den ægte, uforfalskede B-film-charme finder man derfor i højere i grad i samme periodes såkaldte "poverty row"-film. Det er film produceret af de studier, der kun lavede B-film. 

Fra 1931-52 udsendte Monogram Pictures således lidt over 700 spillefilm, der næsten alle var optaget på mellem otte og fjorten dage med budgetter uden plads til finesser eller til mere end ganske få optagelser af hver scene. 

Monograms film var i starten stive og uopfindsomme, men langsomt skabte studiet en særlig atmosfære, der ofte fik det bedste frem i ellers meget mekaniske instruktører og skuespillere. Mange af filmene indgik i serier med faste figurgallerier, og de holdt sig stramt til genrer som western, horror, komedie og krimi. Tyktflydende melodramaer, der var forløbere for tv-soap'en, lavede de også. Her er ofte de mest groteske små film, der ikke viger tilbage fra nogen kliché i jagten på de store følelser.

En overgang var Monogram Pictures en del af det nystartede Republic Pictures, men deres veje skiltes hurtigt, og Republic ekspanderede og blev Hollywoods mest succesrige producent af billige, men lækkert indpakkede westerns og actionfilm. Deres Roy Rogers-film fra starten af 40'erne ligner A-film, selv om de blev lavet på minimale budgetter.

De mindste budgetter fandt man dog hos PRC, Producers Releasing Corporation. Her var fem-seks dage ikke en usædvanlig optagetid. Hver indstilling blev undersøgt for fejlmuligheder inden optagelserne, og et velsmurt filmhold kunne lave op til 80 indstillinger på en dag. Manuskripter blev trimmet til det absolut væsentlige, men samtidig bød PRC-filmene på meget usædvanlige træk.

Instruktøren Edgar G. Ulmer var tone-angivende, og hans ambitioner var høje. I film som noir'en Detour og melodramaet Strange Illusion — begge fra 1945 - udnyttede han de minimalistiske forhold maksimalt og skabte små overraskende film. En PRC-film kan være ubehjælpsom, men den har altid en charme, et forsøg på noget spændende eller en utraditionel drejning.  Phil Rosens Paper Bullets (1941)giver os et overrumplende portræt af en smuk, handlekraftig kvinde — spillet af Joan Woodbury — der hævner sig på sin kæreste ved at blive holdup-bandit! Og førnævnte Strange
Illusion byder på freudianske drømmesekvenser, der faktisk er langt bedre end de håbløst klodsede i Hitchcocks Spellbound.

Lave budgetter, store ambitioner
Efter krigen kom fjernsynet, og dobbeltprogrammerne forsvandt, bortset fra i Drive In-biograferne, som blev B-filmens nye hjem. Her fandt B-film-producenterne et lukrativt marked for teenage-orienterede genrer, og distributionssystemet var så kaotisk og ukontrolleret, at selv de mindste firmaer kunne være med. Mængder af amatører — både foran og bag kameraet — fik adgang til filmmediet, fordi B-film ikke længere blev lavet i et styret, velfungerende produktionssystem, men af produktionsselskaber, der ofte blot lavede en lille håndfuld film i en kort årrække. Det var "independent"-film på godt og ondt.

I 1954 startede James H. Nicholson og Samuel Z. Arkoff den nye epokes største B-filmselskab, American International Pictures, eller bare AIP. Firmaet satsede hårdt på horror og science fiction, to genrer, der passede perfekt til Drive-In-biografernes behov. Denne periodes B-film er langt mere provokerende og utilpasset end i Monogram-årene: monstre, rumskibe og en antydning af sex var de nye kodeord. Der var også de såkaldte beach party-film, hvor teenage- og surferkulturen blev dyrket.

Ligesom på PRC skabte folkene på American International Pictures en særlig atmosfære af hæmningsløst lave budgetter og ofte meget store ambitioner. Den legendariske Roger Corman arbejdede her i en del år, blandt andet med sine populære Edgar Allan Poe-filmatiseringer. Corman skar i budgetter, der i forvejen var skrabede. Han udnyttede hele filmholdet til det yderste, og historierne om hans nærighed er utallige. Men hans film er ofte meget underholdende i deres lidt naive jagt på dybsindighed. Han elskede at forholde sig filosofisk til sine historier, og det gjorde filmene meget ujævne, men også meget charmerende.

Tonsvis af små firmaer forsøgte i 1950'erne og 60'erne at kopiere AIP's succes. Firmaer med meget potente navne åbnede og lukke-de og efterlod sig små bunker af sci-fi- og monster-film, der er mere end fornøjelige i deres ofte meget ubehjælpsomme udseende. Det var i dette klima, at instruktører som Ed Wood, Al Adamson, Phil Tucker og Ron Ormond berigede verden med deres på alle måder meget ringe og samtidig meget indtagende film. Den alvor, hvormed 50'erne og 60'ernes horror-B-film-instruktører gik til sagen, er en af disse films største kvaliteter. Man mærker seriøsiten, selv når manuskript og scenerier er mest groteske.

Europæiske B-film
Da Drive In-tiden ebbede ud, forsvandt mange B-film-producenter, hvis de da ikke blev opslugt af tv, hvor behovet for små, hurtige film også var stort. Videomarkedet åbnede nye muligheder, og selskaber som Troma Films begyndte i 1980'erne at lave film, der aldrig fik biografpremiere, selv om de havde ambitionen. Tromas film ligger på grænsen mellem det ubevidst dårlige og det overlagt klodsede. De parodierer ofte de genrer, de selv dyrker - og det kan virke lidt søgt.

Komedie er nok den genre, der har det sværest med et lille budget, for kikset timing og gags, der ikke fungerer, er på en eller anden måde hverken ægte morsomt eller sjovt, fordi det er forfejlet. Gamle komikeres desperate comeback-forsøg i 40'erne er ikke rare, og Troma-humoren ligner det lidt. Desuden er den klassiske B-films altafgørende styrke, at den tager sig selv alvorligt.

I dag er dvd-markedet de rendyrkede B-film-producenters største marked. En billig lille horrorfilm behøver ikke blive noget gigantisk salgshit for at tjene penge. Men ligesom i resten af filmbranchen er det usikre forhold, og små filmselskaber forsvinder ofte, før man når at finde ud af, hvem de er.

B-filmen er naturligvis primært et amerikansk anliggende — og dog. Før statskasserne og kulturministeriernes overtagelse af rollen som producent — og det er jo det, de er i dag — havde Europa mange ihærdige B-film-producenter. Italienske horror-film og westerns, engelske gysere, franske kriminalfilm og komedier og de tysk-danske Preben Philipsen-film efter Edgar Wallace og Karl Mays bøger er strålende eksempler.

Dansk film havde også en stor B-film-produktion til hjemmemarkedet, da branchen endnu var økonomisk uafhængig af staten. Og selv i art cinema-kredse har produktions-formen fundet anvendelse. Dogme-projektet havde selvfølgelig et storladent kunstnerisk sigte, men for Zentropa var det nok i lige så høj grad et spørgsmål om at lave film, der kunne tjene penge. Peter Aalbæk Jensen er i sin arbejdsform meget tættere beslægtet med B-film-producenter som Sam Katzman og Roger Corman, end man skulle tro.

Jakob Stegelmann er vært på DR-programmet Planet X, hvor han i sin egen kælder viser klip fra sin samling af B-film. Ti nye afsnit sendes i år.