Badehotellet lukker med format

Badehotellet er slut – vel at mærke for altid.

Det siger kilder til Filmmagasinet Ekko. TV 2’s fiktionschef Katrine Vogelsang vil hverken be- eller afkræfte nyheden, og serieskaber Stig Thorsboe oplyser over for Ekko, at han højt og helligt har lovet TV 2 at ”holde kaje”, indtil tv-stationen på mandag morgen melder noget ud.

Mandag kom TV 2 imidlertid med den glædelige nyhed, at der kommer en tiende og sidste sæson, som forventes at blive udsendt om to år. Resten af denne artikel er skrevet ud fra den præmis, at serien sluttede med niende sæson.

Beslutningen om at stoppe er sikkert til stor beklagelse for både stationen og de mere end halvanden million seere, der trofast har fulgt serien gennem ni sæsoner.

Men alt skal have en ende, også en komedie, og netop fordi den fra starten fik enden på komedie, i hvert fald hos anmelderne, kan der være grund til at spørge, hvordan enden så blev.

Må vi som Amanda i sæsonens optaktsscene tøve med flaget på halv, eller skal vi lade flaget gå til tops?

I 2018 søgte jeg i nærværende magasin at forsvare publikums dom. Siden har der vist sig adskillige åbninger i den ellers massive kritikerafvisning, som har fulgt serien siden dens start.

Badehotellet var aldrig tænkt som en ny Matador, men en serie med sin egen blanding af komedie, tidsbillede og melodrama. Og i det store og hele vandt den anmeldernes hjerter, om end nogle fortsat triumferende kunne pege på fejl i tidsbilledet, skabagtighed hos skuespillerne eller handlingsmæssige usandsynligheder.

Bedrag og selvbedrag
Vi slutter i den første sommer efter besættelsen.

Fremtidens Danmark lurer lige om hjørnet, men stadig på krigens dystre baggrund. Opgøret med danske nazister, samarbejdsfolk, værnemagere og tyskerpiger er stadig i fuld gang, da badehotellet, der i krigens sidste år har fungeret som tysk hovedkvarter, atter åbner sine døre.

Det var allerede et stærkt voveligt foretagende at lade serien fortsætte ind i besættelsestiden. Komedie og krig er ikke lige den mest oplagte cocktail, med mindre man hedder Chaplin eller Lubitsch. Og slet ikke for en tv-serie, der satser på lattermild og ufarlig underholdning.

”Don’t mention the war,” har en anden hotelvært klogeligt indskærpet.

Men Badehotellet klarede skærene.

Forklaringen er den enkle, at tidsbilledet aldrig har fået lov til at dominere på bekostning af det, der har været hovedsagen: At skildre de alt for menneskelige måder, personerne omgås hinanden på, deres små og store hemmeligheder og løgne, fejltolkninger, bedrag og selvbedrag.

Og det er blevet gjort med alle de muligheder for ironi, charme og overbærenhed, som komediegenren rummer.

Tidsbilledet har dermed aldrig haft selvstændig betydning. Derimod har det kunnet levere materiale eller brikker til såvel hemmelighedskræmmeriet som en række af de melodramatiske optrin og effekter, som serien hele vejen har sørget for at indbygge som spændingsmomenter og cliffhangere.

Persongalleri med hængepartier
Man kan ganske vist finde det påfaldende, at næsten alle personerne – også her i niende sæson, hvor vi befinder os i sommeren 1945 – so oder so har hængepartier i forhold til besættelsestiden eller er involveret i projekter med tilknytning til den.

Weyse skal spille modstandsmand i filmen De røde enge. Fru Frighs elsker er clearingmyrdet. Madsen er under anklage for værnemageri, som Molin har gjort sig skyld i. Bertha har arbejdet som kurer i modstandsbevægelsen. Ditmar har været i koncentrationslejr, og Amanda har et barn med en tysk officer.

Måske ikke så underligt, at det trods seks overmalinger ikke er lykkedes at fjerne hagekorset fra skranken!

Det skal man imidlertid ikke lade sig narre af.

Alt dette peger ikke udad mod en samfundssituation og et retsopgør, men indad mod de spil, personerne har med hinanden.

For Weyse er de illegale møder med den illegitime datter Sarah vigtigere end rollen som heltefigur i modstandsfilmen. For fru Frigh er mordet på Emil Høyer ikke traumatisk, men en hemmelig brik i hendes uafklarede forhold til datteren Bertha og charmøren Ødegaard Andersen.

Og for Madsen kommer den anklage, der hænger over hans hoved, til i stedet at handle om hans forhold til Molin og vice versa.

Berthas hemmelighed – spørgsmålet om hendes mulige ansvar for henrettelsen af en aalborgensisk restauratør – bliver en brik i kærlighedsforholdet til modstandsmanden Villumsen. Og Ditmars ophold med andre ”asociale’ i Dachau bliver baggrunden for, at han omsider giver sig til kende som homoseksuel.

Mest afgørende er naturligvis, at Amandas bekymring ikke er, om hun bliver hængt ud som tyskertøs. Men om den tyske elsker – som lovet – har skrevet til hende. Hendes længsel efter ham er ganske uanfægtet af hans rolle som del af besættelsesmagten.

Tid til forsoning
Selv om tidsbilledet ikke gør krav på realisme, er det interessant at iagttage, i hvor høj grad serien har indoptaget nutidens syn på datidens begivenheder.

Det viser sig for eksempel ved den mere skeptiske holdning til modstandsbevægelsen. Seriens moralske fyrtårn, Aurland, kalder i lighed med Hartvig Frisch stikkerlikvideringerne for mord – et standpunkt, der i samtiden betød, at Frisch var en færdig mand i dansk politik.

Det samme gælder fru Andersens pacificering af den lokale modstandsmand, der i al sin overivrige jagt på oberst Fuchs’ sekretær Gertie i virkeligheden vil dække over sin fars samarbejde med tyskerne.

Interessant er også fru Andersen og Mortens forskellige syn på de tyske flygtninge.

Dermed knytter Badehotellet igen an til et stort tema, nemlig forsoning. Så meget mere indlysende, som forsoning passer som hånd i handske til seriens morale.

Om denne konstaterede jeg i min oprindelige artikel, der var skrevet, inden besættelsen ramte serien: ”Nok bliver serien ikke træt af at udlevere menneskelige svagheder – ikke mindst selvoptagethed, selvfedme, selvbedrag – men samtidig driver den sine personer derhen, hvor de bliver klar over, at det er sandheden og kærligheden, det gælder.”

Det gælder stadig i fuldt mål og altså nu med besættelsestiden og dens hemmeligheder og konflikter som baggrund.

Som sæsonen skrider frem, mærker vi da også, hvordan der ikke bare løses op for hemmelighederne. Men også hvordan personerne i stadig højere grad overvinder deres angst for at vedkende sig, hvem de er.

Selv hos Weyse går naturen over selvoptagetheden, så han både opdager sin kærlighed til Helene og evnen til at protestere mod den uretfærdige behandling af Sarahs bestjålne jødiske morforældre.

Vanskeligst er naturligvis forsoningen på tværs af grænsen.

Problemet løses ved at operere med paralleller, der annullerer modsætningen mellem dansk og tysk, blandt andet det parallelle forhold mellem dansk-tyske Frida og dansk-svenske Sarah, der begge har en anden far end den officielle – yderligere understreget ved at Fridas far angiveligt er svensk.

Noget lignende ses ved paralleliseringen af Ditmars forhold til moren og den tyske løjtnant Uwes forhold til sin far. I begge tilfælde kolliderer familiebånd og den ældre generations nazistiske sympatier.

Regnskabet går op
Badehotellet er ikke Halløj på badehotellet og Jens Jacob Tychsen er ikke John Cleese. Men selv om situationskomikken holder sig inden for komediegenrens mere realistiske rammer, er der nok at more sig over.

Årene har ikke svækket forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblads opfindsomhed og indimellem smågeniale påfund.

Denne sidste sæson byder tillige ud over Badehotellets faste stok, der alle lever op til deres ypperste, på et lille mirakel af en ung svensk pige (Sarah), en uimodståelig kvindebedårer i skikkelse af Jens-Jørn Spottag og noget så enestående som en hjertelig latter fra fru Fjeldsø.

Det er også på sin plads at fremhæve de to stuepiger, Edith og Otilia, hvis mimik og indbyrdes trakasserier altid skaber vidunderlige scener. Og de forholdsvis sent ankomne, Molin og frue, der ikke desto mindre i eminent grad repræsenterer seriens livsnerve.

Selvfølgelig er ikke alt lige fantastisk.

Badehotellet er ikke stor kunst, men glimrende håndværk, og indimellem kan det svigte for selv den bedste seriesnedker.

Er det nu nødvendigt, at Ditmar skal være så klippefast i troen på, at det er fodermesteren og ikke stedfaren, der har angivet ham? Hvorfor skal vi have en ny konflikt om Weyses radioopråb, når alt alligevel som forventet ordner sig til det bedste?

Og er det ikke lidt svært at forstå, at vores gamle ven Morten her til sidst er gået i ét med en engelsk uniform?

Genopåbning?
Men det er småting i det store regnskab, der går op i den forstand, at vi ikke bliver efterladt med afgørende konflikter eller spørgsmål.

Der er derfor al mulig grund til at hejse flaget helt til tops.

Vi kom ordentligt i mål. Og vi fik sat et tilfredsstillende punktum, dog snedigt efterfulgt af tre prikker, som ikke udelukker, at Badehotellet eventuelt atter åbner sine døre.

Under alle omstændigheder er Badehotellet et hovedværk i dansk tv-underholdnings historie.