Dag 10: Bag om Khashoggi-mordet

Så er vi ved at være ved vejs ende. 

I den anden weekend på Sundance-festivalen er stikket ved at blive trukket ud. De store pinger er taget hjem, og de resterende journalister og filmelskere forsøger at krydse de senest hypede film af listen, før filmene rejser videre ud i verden.

Man sporer sig ind på festivalens favoritter ved at lytte til snakken om varmelamperne. Lørdag er sidste chance for at følge folks anbefalinger, inden prisuddelingen lørdag aften slår fast, hvilke film man skal koncentrere sig om søndag.

Derfor ærgrede jeg mig lidt over dagens udbud. Årets Sundance har budt på flere store filmoplevelser, men sådan én fik jeg ikke i dag. Alle tre film på mit dagprogram havde opfindsomme og mindeværdige momenter, men ingen af dem gik rent ind.

Journalistens sidste stund
Lad os starte med det bedste, nemlig den eksplosive og til tider pedantisk ureflekterede The Dissident, der går bag om det brutale mord på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi.

De fleste kender hovedtrækkene i mordet. Regimekritikeren besøger det saudiske konsulat i Istanbul, han bliver kvalt og parteret, og liget skaffes af vejen af regeringsagenter med ordre fra et sted højt oppe i systemet.

Men Bryan Fogels graverdokumentar går et par spadestik dybere og taler med Khashoggis venner og samarbejdspartnere – særligt den vrede, unge aktivist og YouTube-journalist Omar Abdulaziz. Det er spændende, selv om fortællingens hovedperson glimrer ved sit fravær. Vi hører bemærkelsesværdigt lidt fra Khashoggi selv, hans lange virke som journalist og offentlige taler taget i betragtning.

Men oplæsningen af en transskribering af journalistens sidste øjeblikke er uafrystelig. Hans forvirrede spørgsmål, da diplomaternes høflighed bliver mere påtaget, og panikken, da det går op for ham, hvad de har tænkt sig at gøre.

Har vi krav på at høre noget så personligt? Har vi brug for det? Brugen af det dokument understreger et mere grundlæggende problem ved filmen, nemlig at den ikke stoler på sit publikums forestillingsevne.

Instruktør Bryan Fogel insisterer på at udstyre, hvad der burde være et sobert anklageskrift, med manipulerende spændingsmusik og et billedsprog hentet fra Hollywoods mest tarvelige hacker-thrillere.

Først i anden halvdel, der går i clinch med det internationale samfunds rungende tavshed over for kronprins Mohammad Bin Salman, opnår filmen en arrig retskaffenhed, der for alvor er engagerende.

Hybridfilm med svære skift
Der er samme retskaffenhed i mange af filmene i Sundance-programmet og ikke mindst de mange, som handler om immigration.

Farewell Amor og His House handler om afrikanske immigranter til Vesten, mens den blidt observerende historie i Minari giver en af festivalens stærkeste filmoplevelser ved at bringe publikum helt tæt på en koreansk familie, som har lagt deres hjemland bag sig.

I Carry You With Me er både mere almindelig og mere nytænkende end de film. Den handler om et par homoseksuelle, mexicanske mænd, der savner muligheder i hjemegnen Chiapas og derfor higer mod mulighedernes land mod nord.

Instruktøren Heidi Ewing startede I Carry You With Me som en dokumentar, før hun besluttede sig for at rejse til Mexico og genskabe sine interviewpersoners ungdom med følsomme skuespillere og et sansemættet billedsprog.

Frem for at vælge mellem den ene eller den anden tilgang sætter instruktøren sig mellem to stole og forener dem til en hybridfilm.

Det greb lyder mere originalt, end det er, og fungerer dårligere, end det burde. Kupfilmen American Animals, der var på Sundance i 2018, integrerer også interviews med de autentiske personer bag. Men den film opnår en bedre syntese af virkelighed og fiktion ved at lægge sit hovedfokus ét sted.

Det kræver altid lidt tilvænning at se den samme person spillet af flere skuespillere, og Heidi Ewing gør ikke skiftet mindre abrupt ved også at gå fra fiktionsfilmens empatiske virkemidler til et observerende, tilbagetrukket billedsprog.

Halvfærdig spøgelseshistorie
Man ønsker sig også noget mere af den ellers velanmeldte spøgelsesgyser The Night House, hvor Rebecca Halls Beth går i spåner efter sin mands selvmord.

Beth bor langt ude i skoven nordpå i staten New York i det hjem, manden har bygget lige ud til en enorm sø. Det er meget isoleret, og man fornemmer ugler i mosen og onde ånder i søen, som manden roede midt ud på for at skyde sig selv.

Om natten taler han til hende, tænder stereoanlægget og agerer skræmmende bindeled til det hinsides, som hun altid har været skeptisk overfor.

David Bruckner gør som instruktør god brug af husets store, mørke vinduer og buede søjler, som – hvis man kniber øjnene sammen – ligner truende skikkelser. Der er en lækker atmosfære af overnaturlige fortrængninger, som bliver tungere, jo dybere Beth graver i mandens foruroligende dobbeltliv.

Efterforskningen tager lang tid om at nå ingen vegne. Efter en god halv time begyndte min sidemand at snorke, lige indtil et ondskabsfuldt højlydt pistolskud vækkede ham med et spjæt. Sådan er filmens tempo. Først bliver man lullet i søvn og så rusket vågen af et jump scare.

Rebecca Hall spiller fantastisk som den forbistrede enke, der både elsker og hader sin mand for at have efterladt hende, men hendes sorgbearbejdning er ikke uhyggeligt nok til en gyser. Og bedst som man gerne ville skræmmes fra vid og sans, slutter filmen skuffende med et afdæmpet klimaks.