Berlinale dag 4: Bale og billederne

Det var Brad Pitt, der for et par år siden sagde om Terrence Malick, at instruktøren var som en dykker, der lå lige under vandoverfladen og ventede på, at en havskildpadde skulle svømme forbi.

Når den så endelig kom svømmende, ville dykker-Malick følge den, til han pludselig næsten ikke kunne se hverken båd eller land mere.

Upåagtet Pitts sprogblomster var der i pressekøen inden amerikanske Malicks verdenspremiere i dag på Berlinalen enighed om, at den tidligere Guldpalmevinder fra Cannes skulle diske op med noget ganske særligt Malick’sk, hvis han skulle kunne hamle op med 45 Years, som publikum de seneste dage er faldet pladask for.

Følelser i hvert eneste billede
Det var derfor også ret symptomatisk, at Berlinale-paladsets internet gik midlertidigt ned inden premieren. Alle ville tweete til hinanden og resten af verden om, at de stod klar til Mr. Malick og hans Knight of Cups.

Amerikanerens film viste sig da heller ikke at skuffe. Jo, som sædvanligt blev nogle skuffede, men herfra set er Knight of Cups en ganske elegant skildring af et indre nedbrud uden ord personificeret i Christian Bale.

Bale spiller en Hollywood-manuskriptforfatter, der tumler rundt i sit liv og konstant ser sig selv udefra – mens han samtidig leder efter det næste vildere knald. I denne henseende er Knight of Cups en kunstfilmversion af serien Californication, blot uden nævneværdig dialog, men til gengæld med ekstremt stærke følelser i hvert eneste billede.

Ordene er sparsomme, og billederne taler for hovedpersonen, som vælter igennem storslåede tableauer og landskaber i ægte Malick-stil. Et kamera kan godt tumle rundt, selvom hovedpersonen står stille, og dette siger på denne måde langt mere, end hvis Bale blot havde ytret sig.

Malicks mest enkle film
På mange måder er Knight of Cups faktisk langt mere tilgængelig end flere af Malicks tidligere meritter. Det overnaturlige fra The Tree of Life er pillet ud, mens symbolismen ikke er så fremherskende som i The Thin Red Line.

Knight of Cups går næsten lineært derudaf i meditative kapitler og bliver på den måde muligvis den mest enkle film, Malick nogensinde har lavet. Når man så samtidig får en ”mandeverden” serveret på en hidtil uset måde i filmsprogets leksikon, ja, så er det svært at være helt utilfreds.

For Knight of Cups er proppet med fest, farver og virtuose billeder i hobetal, men alligevel er Christian Bales karakter konstant en meter ved siden af handlingen og sig selv.

Det er oplagt at trække en linje til Paolo Sorrentinos Den store skønhed fra forrige år, men hvor Sorrentino satte en maskerade i ord og ensomhed op, så fokuserer Malick i langt højere grad på ensomhedens billedsprog. Intet er pompøst, når Bale er i billedet, men alt det, vi ser igennem Bale, er smuk overflade.

Snorkeltur i mandligt sind
Alligevel er Knight of Cups nu nok en lidt for endimensionel film til at vinde den største pris i år i Berlin.

Filmen indkredser et tema, der har været beskrevet på mange måder de seneste år: mænd, der ikke kan finde sig til rette i den moderne verden og derfor render rundt og ter sig som børn. Se blot på så forskellige værker som Spike Jonzes Hende eller Todd Phillips’ Tømmermænd-trilogi.

Det er prægtigt, at følge med på instruktørens snorkeltur rundt i det mandlige sind, og Christian Bale spiller fremragende, men 45 Years havde alligevel en ekstraordinær inderlighed, som Knight of Cups (bevidst) ikke finder ind til.

Det er op til juryen, om dette er godt eller dårligt, men umiddelbart vil Knight of Cups nok mere stå tilbage som en mere end habil film, mens 45 Years vil være den, man husker efter på søndag.

ZzzZzz …
En film man til gengæld nok ikke kommer til at huske, er en anden af dagens andre premierer. Den fransk-spansk-chilenske dokumentarfilm The Pearl Button – af Patricio Guzman (Notalgia for the Light) – fik simpelthen salen til at falde i søvn. I bogstaveligste forstand.

Min tyske sidemand startede med masser af noter på blokken og endte næsten på skulderen af mig halvvejs gennem filmen, mens ikke engang den spanske anmelder på min højre side kunne finde kræfter til at klappe igennem, da filmen – om hvordan havet er oprindelsen til menneskets liv og lidelser – endelig var færdig.

The Pearl Button er en tørvetriller fra start til slut, og selvom Chiles historie og geografi både er interessant og smuk, så forbliver filmen enormt uinspireret gennem sine 82 minutter og virkede ærligt talt mest som en skolepraktikantopgave på National Geographic.

Filmen vil helt sikkert fornøje folk med trang til langsom historieundervisning, som vor tipoldemor lavede den. Vi må så bare håbe, at disse mennesker var til stede i salen denne eftermiddag, hvor mange dog valgte at udvandre undervejs.

Dansk islæt
The Pearl Button har i hvert fald formentlig ikke vakt kæmpe interesse hos de opkøbere, der var til stede. Flere af dem forlod faktisk biografen ganske tidligt. Imidlertid markerede andre film sig på festivalens fjerdedag.

Den Berlinale-aktuelle tyske 13 Minutes, som endnu ikke er blevet vist til pressen, er således netop blevet solgt i et stort antal kopier til Nord- og Latinamerika.

Derfor kan tyske Oliver Hirschbiegel (Der Untergang) godt gøre sig klar til en USA-turné med endnu en film om Hitler-tiden i Tyskland. 13 Minutes handler nemlig om Georg Elser, manden, der i 1939 var tæt på at detonere en bombe ved siden af Der Führer og dermed ændre verdenshistorien for altid.

En anden film, der helt sikkert også vil blive solgt ret bredt, er Victoria. Filmen følger en ung, desillusioneret, spansk misbruger, der bugter sig vej igennem Berlin med en legende billedvirtuositet og masser af gangsterballade til følge.

Victoria har det eneste danske islæt i hovedkonkurrencen i form af klipper og manuskriptforfatter Olivia Neergaard-Holm samt den norske fotograf Sturla Brandt Grøvlen, som bor i Danmark og er uddannet på Den Danske Filmskole. De har været med til at lave den lille, fine film fra det europæiske samfunds bund.

Stjerner fra vandoverfladen
Så mens Terrence Malick muligvis lå et sted på USA’s vestkyst og svømmede efter havskildpadder (om ikke andet så oppe i sit hoved), fik den råkolde Berlin-februar tre ret forskellige film udstillet på sit kolossale program.

Hvad end det var i Chiles historie, en Los Angeles-indbyggers søgen efter mening eller en herointøs på overarbejde i Berlins natteliv, ja, så er det billederne, man vil huske dagen for.

Særligt stærkt står de øjeblikke, hvor Bale forlader billedet i Knigt of Cups og lader os tilskuere betragte scenariet, hvorefter han går ind og fucker det hele op igen og igen. En mand i krise på en festival, hvor niveauet generelt er højnet de seneste dage, og som nu derfor ligger og kigger efter stjerner og priser lige over vandoverfladen.