Prima Ballerina
23. nov. 2023 | 16:37

Prima Ballerina-producent får ny livline

Foto | Frederik Hoff

2. november var Valerie Edwina Saunders i Sø- og handelsretten. Efter et nyt retsmøde i dag skylder hun stadig adskillige millioner kroner, men hun tror alligevel på sit filmprojekt, som hverken er helt eller halvt færdigt.  

”Jeg glæder mig til at vise filmen i biografen,” siger Valerie Edwina Saunders, der efter dagens møde i skifteretten har fået mere tid til at skaffe over fem millioner skyldte kroner til filmarbejdere.

Af Claus Christensen og Frederik Hoff

De over 50 filmarbejdere, der i flere måneder har ventet på betaling for deres ansættelse på den store filmproduktion Prima Ballerina, må endnu en gang væbne sig med tålmodighed.

Filmoptagelserne var knap nok kommet i gang, før produktionen stoppede. Af kreative årsager, hævdede producenten, men der var også en mere jordnær grund.

Den store produktion var øjensynligt slet ikke finansieret. Mange filmfolk fik ikke løn, og locations manglede at få betaling for leje, så filmholdet blev afvist i døren.

I starten af oktober blev producent og instruktør på filmen, Valerie Edwina Saunders, begæret konkurs af film- og tv-arbejderforeningen FAF. Saunders er tidligere gået konkurs med fem forskellige selskaber.

Men til retsmødet den 2. november i Sø- og handelsrettens skifteret blev konkursen udsat. Ekko mødte efter retsmødet Saunders, som undskyldte for filmarbejdernes lange ventetid.

Hun holdt dog fast i, at filmen stadig bliver til noget, og at hun godt kan nå at fremvise de 5,1 millioner kroner, som hendes firma skylder filmarbejderne. Se videoen efter artiklen.

Saunders fik dengang en frist til 23. november for at fremvise pengene. I dag mødtes hun og FAF igen i skifteretten, hvor konkurserklæringen endnu engang blev udsat.

FAF har nemlig kun konkursbegæret på vegne af ét af de mange medlemmer, der mangler at få løn. Saunders kunne vise dommeren, at hun har overført det skyldte beløb på lidt over 100.000 kroner til medlemmet.

Ifølge FAF skete overførslen i går aftes.

Fagforeningens sekretariatschef René Høyer Jørgensen siger, at beløbet ikke blev overført på korrekt vis, da der hverken var indrapporteret skat eller fremsendt lønseddel.

Men retten vurderede, at overførslen viste nok betalingsvillighed fra Saunders side til, at hendes firma ikke kan erklæres konkurs på nuværende tidspunkt.

Vi ses i biografen!
Valerie Edwina Saunders var tilfreds med dagens møde.

”Jeg har klaret den sag, der var i retten i dag. Og det vil jeg fortsætte med at gøre med alle sager efter min bedste evne,” siger producenten over mobilen til Ekko.

”Jeg fortsætter og gør alt, hvad jeg skal … kan … og sådan vil det altid være. Som jeg gjorde i dag.”

– Men det er mange penge, du mangler …

”Tak-tak-tak, tak Claus,” svarer Saunders og afslutter samtalen.

Kort efter ringer hun igen.

”Jeg vil bare lige tilføje: Vi ses i biografen! Jeg vil glæde mig til at vise filmen,” siger hun og har ingen yderligere kommentarer.

Meget kedelig situation
Selv om producenten altså kæmper videre, mangler hun stadig at betale et beløb på i omegnen af 5,1 millioner kroner til filmarbejderne. Og filmarbejderne kan først blive hjulpet af Lønmodtagernes Garantifond, når Saunders’ selskab er erklæret konkurs.

”Nu kommer vi til at rejse et krav om det totale beløb,” siger René Høyer Jørgensen fra FAF.

Der er ikke fastsat, hvor lang tid Valerie Edwina Saunders får til at udbetale det fulde beløb til medarbejderne. Men ifølge Jørgensen bliver det afklaret inden jul.

– Ærgrer I jer over, at I ikke gik med det fulde beløb til at starte med, nu hvor medlemmernes betaling igen bliver udsat?

”Det er jo en sag, som omfatter rigtigt mange medlemmer, så derfor valgte vi i første omgang at konkursbegære på vegne af ét medlem. Det viste sig så, at der var mulighed for at betale det medlem. Men mange andre har jo ventet i måneder på at få deres løn, og det kan vi ikke lade passere. Så nu bliver det det fulde krav.”

– Hvordan har medlemmerne det med at skulle vente så længe?

”Det er jo en meget kedelig situation, at vi nu skal vente på endnu et retsmøde i Sø- og handelsretten. Men der er jo selvfølgelig også den mulighed, at de 5,1 millioner kroner bliver udbetalt inden da.”

Ifølge flere af filmarbejderne fra produktionen har Valerie Edwina Saunders sagt, at filmens budget skulle være i omegnen af 50 millioner kroner.

Hun har imidlertid ikke villet oplyse, hvem der finansierer filmen.

Valerie Edwina Saunders i skifteretten 2. november 2023

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko