Filmuniversitetet: Bandekrig i storbyen

En film om bandekrig i storbyen, lukrativ handel med forbudte rusmidler og gadeskyderier, der fortsætter trods myndighedernes modforanstaltninger. 

Det er også en film om et parallelsamfund, hvor storebror bestemmer, at lillesøster skal holde sig fra herrebekendtskaber. 

Nej, det drejer sig ikke om indvandrerbander i 2010’ernes København, men om gangstere i 1920’ernes Chicago. Howard Hawks’ Scarface (1932) er et hovedværk i den tidlige gangsterfilm, der markerer sig som en ny genre her ved lydfilmens gennembrud. 

Gangstervældet i de amerikanske storbyer – med Chicago som det grelleste eksempel – blev skabt af the prohibition, forbuddet mod produktion, distribution og salg af alkohol. 

Det varede fra 1920 til 1933 og blev historiens mest eklatante demonstration af, at forbud er en ineffektiv metode til bekæmpelse af basale menneskelige tilbøjeligheder. 

Glorificering af forbryderne
I stedet for at afskaffe alkoholmisbruget blev der med forbuddet skabt grundlag for en gigantisk illegal business.

Denne forretning blev drevet særlig effektivt gennem mafiaen, hvor italienske indvandrere, med rødder tilbage til hjemlandet, havde etableret deres eget kriminelle netværk, som nu fik en kolossal fremgang. 

Skud og eksplosioner, hvinende dæk i gaderne. Det var effektivt filmstof ikke mindst nu, hvor filmen havde fået lyd. Og Howard Hawks udnyttede virtuost hele potentialet med sin intense fortællestil, fuld af dristige kamerature, visuel symbolik og lydlige raffinementer. 

Men det var også her, censuren greb ind. 

Man kritiserede Scarface for glorificering af forbryderne. Og man kan vel ikke komme udenom, at filmmediet som helhed i nogen grad må siges at være fascineret af voldsudøvelse og destruktiv adfærd. Forbryderen er nu engang en mere spændende figur end den lovlydige borger. 

Den legendariske producent, Howard Hughes, foretog lidt ændringer. Man prøvede med en mere moraliserende slutning og fjernede en lidt for vovet antydning af incestuøse følelser mellem bror og søster. Men censuren var stadig ikke tilfreds. Og så blev filmen, lidt forsinket og på trods af censuren, alligevel udsendt i sin oprindelige skikkelse med tilføjelse af en formanende indledningstekst. 

Notoriske Al Capone
Det er åbenbart, at vores hovedperson, Tony Camonte, kaldet Scarface, er tegnet frit efter den notoriske Al Capone. I Paul Munis fremstilling er han den gorillaagtige, brutale type, der målrettet går efter magten, mens han udrydder dem, der står i vejen. 

Der er dog den påfaldende forskel, at den virkelige Capone blev sat i fængsel for skattesvig og døde der i 1947. Sådan går det ikke filmens Scarface. Moralen er klar nok: højt at flyve, dybt at falde. 

Scarface etablerede Howard Hawks som den Hollywood-hovedskikkelse, han forblev i de næste 35 år. Men i det hele taget er filmen det tidlige hovedværk i en genre, der har fået en fast plads i amerikansk kultur. 

I nyere tid har genren budt på store værker som Coppolas Godfather-trilogi, Leones Once Upon a Time in America, Scorseses Goodfellas og Brian De Palmas Scarface, nyindspilningen fra 1983 med Al Pacino. 

Og Capone er siden blevet portrætteret talrige gange på film og tv, særligt mindeværdigt af Robert De Niro i The Untouchables. 

Han har også en fremtrædende rolle i serien Boardwalk Empire, og i en kort scene i femte sæson dukker ”Paul Muni” op og hilser på ham. Tv-serien sender en hilsen til gangsterklassikeren, som det hele startede med.