Bange og spændte ad helvede til

– Jeg ville ønske, man kunne ryge herinde.
– Kan vi ikke bare låse døren?
– Joh. Skal vi gøre det?
– Mogens Rukov må også godt ryge indendørs.
– Ja. Vi kan jo ikke længere blive smidt ud, kan man sige.

Døren låses, cigaretterne hentes rutineret op af jakkelommerne, og vinduet åbnes ud til juni måneds sprøde sommerluft.

Der er en løssluppen, hyggelig og afslappet stemning i lokalet, som måske mest af alt skyldes det jetlag, der endnu hænger som et mat slør over de seks unge instruktører.

Det er mandag, og gruppen er netop hjemvendt fra en lærerig studietur til Los Angeles, hvor de har besøgt branchefolk og produktionsselskaber.

Seks vidt forskellige afgangsfilm er dagen inden blevet evalueret af filmskolens undervisere, onsdag blev de vist for pressen, og fredag får instruktørerne for første gang lov til at vise deres skolefilm for et stort publikum.

Efter fire år på Den Danske Filmskoles instruktørlinje skal Aske Bang, Annika Berg, Eirik Sæter Stordahl, Gustav Möller, Kasper Skovsbøl og Josefine Kirkeskov nu stå på egne ben.

Forventningerne til Filmskolens nyudklækkede årgang er som altid store, men alle seks er ved godt mod og glæder sig til nye udfordringer.

Frihed på godt og ondt
”Jeg har virkelig glædet mig til at kunne gøre tingene i mit eget tempo,” siger 31-årige Kasper Skovsbøl, hvis afgangsfilm Sorte måne i sin sort-hvide kontrast-æstetik og dystre handling kan ses som en hyldest til en af dansk films gamle kæmper, Carl Th. Dreyer.

Kasper Skovsbøl, der er vokset op i Hinnerup lidt uden for Århus, begyndte at lave film som sekstenårig gennem Århus Filmværksted. Han afsluttede som 22-årig en uddannelse på Kunstakademiet i Odense og flyttede til København, da han blev optaget på Den Danske Filmskole.

”Men selvfølgelig er jeg bevidst om, at der er nogle forventninger – også fra lærerne. De vil jo gerne have, at vi klarer os godt. Vi får at vide, at vi skal skynde os, fordi der kun er fokus på os i omkring et år. Bagefter bliver vi glemt, hvis ikke vi har gjort en indsats,” siger Kasper Skovsbøl.

Der nikkes samtykkende, og den tankemættede stilhed brydes af Annika Berg.

”Det bliver virkelig fedt selv at kunne prioritere sin tid. Herinde er det jo fastlagt, hvor lang tid vi har til at optage, og hvor lang tid vi har til efterarbejdet,” siger hun.

Annika Bergs Sia danser med sit dokumentariske udtryk og sin eventyrlige æstetik elegant på linen mellem fiktion og virkelighed. 28-årige Berg påbegyndte sin filmkarriere som femtenårig med den treårige fritidsuddannelse på filmskolen Station X i Avedøre.

Efter et par års arbejde med kortfilm søgte hun ind på forskellige skoler og blev til sidst optaget på Den Danske Filmskole, som hun ansøgte flere gange. Annika Berg kommer fra Frederiksberg.

”Det er lidt sørgmodigt at stoppe. Og vi er både bange og spændte ad helvede til,” siger hun.

Norske Eirik Sæter Stordahl, der for otte år siden forlod Oslo til fordel for European Film College i Ebeltoft, har aldrig følt sig mere klar end nu.

”Men jeg ser ikke min uddannelse som et afsluttet livskapitel. De sidste fire år herinde har gjort os klar til alt det, vi nu skal ud og lære,” siger han og fortsætter:

”Når jeg snakker med venner, der er uddannet ingeniører eller læger, fortæller de mig, at de brugte de første tre-fire år af arbejdslivet på at lære meget af det, de bruger til daglig nu. Mon ikke, det bliver det samme for os?”

Stordahls afgangsfilm I stykker er en dansk science fiction-fortælling sat i et dystopisk fremtidsunivers, hvor kunstig intelligens har overtaget herredømmet.

Det svære samarbejde
”Jeg synes, at noget af det mest spændende bliver at møde et publikum. Alle de film, vi har lavet herinde, har jo været hemmelige på den måde, at de kun er blevet vist internt eller til familie,” siger Aske Bang.

Han har med sine 27 år en anselig mængde kortfilmproduktioner på cv’et og er et hyppigt navn på Ekko Shortlist som både instruktør og skuespiller.

Idéen til afgangsfilmen Den fremmede, som er en humorstænket filmatisering af Naja Marie Aidts novelle Afbrydelse, havde han i ærmet allerede inden, at han ved andet forsøg blev optaget på Den Danske Filmskole.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at kunne sammensætte mit eget hold,” siger han og forklarer, at Filmskolen bestemmer sammensætningen af instruktør, fotograf, klipper og producer de første tre år, mens man til afgangsfilmen har indflydelse via en prioriteringsliste.

”For mig var det en kæmpe gave at møde så mange forskellige mennesker,” siger Josefine Kirkeskov. ”Men det var også svært at finde sin egen plads i starten.”

Mindre egoistiske
Kirkeskov, der fandt sit kald gennem et ophold på KBH Film & Fotoskole, står bag afgangsfilmen Heaven. Filmen udforsker det intense spændingsfelt mellem lyst, begær og parforhold i Mallorcas eksotiske naturkulisser.

Gustav Möller griber bolden: ”Folk har så store forventninger. De tænker allerede på deres afgangsfilm, inden de er blevet optaget på skolen. Og i begyndelsen arbejder alle mest på at profilere sig selv.”

Han flyttede som tyveårig fra Göteborg til København, hvor han tog en overbygning på KBH Film og Fotoskole, inden han søgte ind på Filmskolen. Afgangsfilmen I mørke er et intenst studie i en kvindes kamp mod egne, indre dæmoner og mod et system, der både hjælper og ødelægger hende.

”Heldigvis indtræder der en kollektiv modenhed, som skaber enighed om, at det er filmene og ikke egoet, der er det vigtige. Det hjælper på samarbejdsånden,” tilføjer han.

Aske Bang er delvist enig. ”Det bliver bestemt lettere med tiden. Men jeg er ret sikker på, at jeg havde kunnet udvikle et tydeligere og stærkere filmsprog, hvis jeg havde fået lov til at sammensætte mit eget hold fra begyndelsen.”

Rektorskiftet
I 2014 overtog Vinca Wiedemann stillingen som rektor for Den Danske Filmskole, efter at Poul Nesgaard havde siddet på posten i over tyve år.

Alle seks elever er enige om, at enhver filmskole har brug for forandring. Men efter så mange år med den samme leder har det ikke været et nemt skifte.

”Vi har måske alle på forskellige måder haft vores opgør med den nye ledelse, men det er jo ting, vi i sidste ende har haft enormt meget ud af, ” siger Annika Berg og tilføjer:

”Det er netop det, der kendetegner en stærk leder: At gøre en forskel og hjælpe folk, selvom de måske ikke vil hjælpes i første omgang.”

Josefine Kirkeskov nikker.

”Med al respekt for Poul, som jo har gjort skolen til hvad den er i dag, kan det bestemt mærkes, at der er kommet ny energi og nye mennesker herude,” siger hun.

Gustav Möller har personligt kunnet mærke stor forskel på de to meget forskellige lederes tilstedeværelse.

”Poul har gjort så utroligt meget for skolen, men den positive forandring er, at den nye rektor er mere interesseret i den enkelte elev. Vinca har talt mere med mig om min film i det ene år, hun har været her, end Poul gjorde i mine tre første år på skolen. Jeg talte måske med ham en enkelt gang,” siger Gustav Möller.

Ikke i konkurrence med Bier
Der er bred enighed om, at det ikke bliver en dans på roser at skulle ud og stå på egne ben.

”Ja, for det er jo ikke sådan, at man kommer ud og får tildelt en plads og et publikum. Man skal ud og kæmpe for det. Men det har branchen jo også en interesse i, at vi gør. Vi skal ud og skabe noget rav i den,” siger Gustav Möller.

Unge talenter har det ikke nemt i den danske filmbranche, og der kan ofte gå år, før de får lov til at debutere med en spillefilm, da der er stor tilbøjelighed til at satse sikkert på etablerede filmskabere.

Josefine Kirkeskov nævner Filminstituttets støtteordning New Danish Screen som en af nyuddannede instruktørers muligheder for at vinde fodfæste i branchen. Hun føler ikke noget pres for at skulle måle sig med de etablerede instruktører, der dominerer branchen.

”New Danish Screen er jo ikke til for Susanne Bier, så hun kan producere en film for tre millioner kroner. Den er jo netop lavet, så unge filmtalenter kan få støtte til at lave en spillefilm. Jeg har bestemt ikke intentioner om at skulle ud og vælte Susanne Bier eller Thomas Vinterberg af pinden lige med det samme,” siger hun.

Store visioner
Som det altid har været tilfældet, næres der stort håb for, at Filmskolens afgangselever vil bringe fornyelse og originalitet til branchen. De seks instruktører tvivler ikke på at kunne leve op til forventningerne.

”Tværtimod,” siger Kasper Skovsbøl. ”Folk siger, at de vil have noget nyt, men det tror jeg i virkeligheden slet ikke, de vil.”

”Jeg er sådan set ikke bange for, at vi ikke kan komme med noget nyt, for det kan vi. Jeg er snarere bange for, om der tør satses på det.”

Eirik Sæter Stordahl nikker.

“Jeg tror, at dansk film, ligesom det er tilfældet andre steder i verden, ville have godt af at kaste sig ud på dybt vand engang imellem. Det gælder både nye talenter, genreeksperimenter og film, der ikke nødvendigvis er færdigpolerede og perfekte på papiret,” siger han og holder en kort tænkepause, inden han fortsætter:

”Ingen kan forudse, hvad den næste store succes bliver. Måske kan netop lowbudget-puljen skabe en større risikovilje. Lavere økonomisk risiko kan forhåbentlig tillade større kunstnerisk risiko. Og vi er trænet i at lave stærke fortællinger med små hold for meget få penge,” siger Eirik Sæter Stordahl.

Væk fra socialrealisme
Ekkos anmeldelse af dimittendernes afgangsfilm bedyrer, at værkerne tilsammen udviser en tendens, der peger væk fra den typisk danske socialrealisme. Hvad mener instruktørerne selv om det?

”Det er måske lidt populært sagt,” siger Annika Berg. ”Vi er nok en årgang, som er meget optaget af at udnytte alle mediets komponenter til at fortælle vores historier. Og socialrealisme giver ikke altid én lyst til at eksperimentere.”

Eirik Sæter Stordahl er enig i, at alle seks film træder nye stier, og han ser diversiteten som en af holdets største styrker.

Josefine Kirkeskov nikker: ”Det er en kæmpe styrke i forhold til at finde en plads i branchen. Det ville da være lidt kedeligt og håbløst, hvis alle vores afgangsfilm var gennemsyret af den samme tendens.”

”Vi insisterer alle seks på at finde vores egen stil. Jeg er stolt af at være instruktør på årgang 2015,” tilføjer Aske Bang.

”Jeg kommer ikke selv til at lave navlebeskuende og dystre film. Jeg vil lave film, der beskriver mennesker på godt og ondt og helst med et humoristisk glimt i øjet. Der må gerne være nogle eventyrlige og poetiske elementer, som gør mine hovedpersoner mere interessante.”

Fremtidsplaner
Alle seks dimittender ved allerede, hvad deres næste skridt er.

Eirik Sæter Stordahl vil gerne lave sin afgangsfilm i spillefilmsformat, mens Annika Berg, Josefine Kirkeskov og Gustav Möller vil arbejde videre med nogle af de tematikker, man ser i deres afgangsfilm.

Aske Bang er i gang med at udvikle en spillefilm på Zentropa, hvor Peter Aalbæk Jensen ser potentiale i det unge talent. Mens Kasper Skovsbøl fortæller, at han vil lave en film om en amerikansk pige, der rejser til Danmark for at finde sin mor.

”Det bliver en billig, engelsksproget film i Danmark. Det er vigtigt, at den også vil kunne få et internationalt publikum, for jeg vil gerne til udlandet. Jeg er lidt bange for det danske publikum, som jeg synes er ret konservativt. Og desuden er der langt bedre muligheder for at lave arthouse-film i udlandet.”

Men uanset hvad fremtiden bringer, vil de seks holde sammen, bedyrer de.

”Jeg elsker de her fem mennesker, og jeg håber, at vi kan holde sammen resten af livet. Det er dem, jeg har lært allermest af gennem de sidste fire år,” siger Eirik Sæter Stordahl og ser rundt på de andre, der nikker.

”Don’t even get me started,” siger en tydeligvis rørt Josefine Kirkeskov. ”Jeg var lige ved at skrive en rørstrømsk kærlighedserklæring til jer på Facebook i går.”

Annika Berg tager over:

”Selvfølgelig er vi konkurrenter på ét eller andet plan. Men det kan jo også bruges til noget. Man løber bare hurtigere, hvis der er én, der løber pissehurtigt ved siden af.”