Cannes 2017
27. maj 2017 | 17:44

”Jeg tør ikke lave en film om Trump”

Foto | Bande a Part Films
Den buddhistiske munk Ashin Wirathu ser sød og tilforladelig ud, men når han snakker, viser han et ufatteligt had til den muslimske minoritet i Myanmar.

Barbet Schroeder har med dødsforagt lavet en film om en hadefuld munk, hans tredje værk om ondskaben. Men den amerikanske præsident tør han ikke skildre, afslører instruktøren i Cannes.

Af Nicki Bruun

Der er mange forskellige interview-situationer i Cannes. Ofte sidder man adskillige journalister rundt om et bord og kæmper for at komme til med ens egne spørgsmål.

Alternativt foregår det gerne på en strandbar, hvor musikken pumper og glassene klirrer i en sådan grad, at man knap nok kan høre sin lydoptagelse bagefter.

Sådan var det ikke at tale med den 75-årige instruktør Barbet Schroeder, der har præsenteret sin dokumentar Le vénérable W. ved en særvisning på den franske festival. Her var der fred og ro, men det startede med, at Schroeder lige skulle tage et opkald på fransk.

”Vi leder efter dårlige anmeldelser, men kan ikke finde nogen,” fortæller han med et smil efter at have lagt på.

”Det skete også for mig med Reversal of Fortune (spillefilm fra 1990, red.), hvor der kun var gode anmeldelser, og vi blev skeptiske. ’Hvis der kun er god modtagelse, er der noget galt med filmen,’ tænkte vi. Så da der endelig kom en negativ anmeldelse, åndede vi lettet op. Det skal der også nok gøre med Le vénérable W.

Tjener som advarsel
Men nogle dage efter interviewet har Le vénérable W. stadig 100 procent gode anmeldelser på aggregatsiden Rotten Tomatoes, og filmen er da også noget helt specielt.

Deter den tredje i Barbet Schroeders trilogi om ondskab, der startede helt tilbage i 1974 med General Idi Amin Dada, et portræt af den tidligere diktator i Uganda. Denne gang er emnet den buddhistiske munk Ashin Wirathu, der har gjort det til sit livs kamp at få den muslimske befolkning ud af Myanmar.

Kontrasten mellem en buddhistisk munk, der står som et symbol på fred, og hans hadefulde ord, som ligger i direkte forlængelse af nazismen, gør ifølge kritikerne filmen til et fascinerende og skræmmende indblik i ondskabens væsen.

Den lader Ashin Wirathu selv ytre sine hadske udmeldinger, mens indklip af ødelagte landsbyer og grumme overfald viser, hvilken effekt hans ord har haft.

Man kunne forestille sig, at der var sket en udvikling i de mere end 40 år mellem Schroeders film, men ifølge instruktøren er det ikke tilfældet.

”Der er ikke sket fremskridt. Ondskab er det samme, som det altid har været, men det indtager nogle forskellige former. Derfor er det vigtigt at lave film, hvor man ser den i øjnene, for det kan overraske folk og tjene som en advarsel,” siger instruktøren.

Han er også klar til at fortælle flere historier om ondskab, hvis det bliver nødvendigt.

Le vénérable W. bliver godt nok kaldt tredje og sidste film i trilogien, men hvis der dukker endnu et emne op som det her, bliver jeg nødt til at lave en film til. Så må det hedde en quadrologi!”

Trump under lup
I disse dage er verdens øjne især rettet mod USA og præsident Donald Trump, og det er på mange måder dårligt, mener Barbet Schroeder.

”Verden er i en særlig krise nu, hvor Trump har taget opmærksomheden fra alle andre nyheder, og hvor de europæiske lande kun tager sig af deres egen ulykke. Så ingen tænker over den uretfærdighed, der finder sted i et lille land som Myanmar,” siger instruktøren, som løb en risiko i arbejdet med Le vénérable W.

”Det var det mest ekstreme projekt, jeg nogensinde har kastet mig ud i. At begive sig ind i et diktatur i al hemmelighed for at lave en film, var i sig selv vanvittigt, men emnet var også vanvittigt. Man kan ikke sige noget skidt om buddhisme, for ingen vil lytte til én.”

Der er nok større chance for, at folk vil lytte, hvis Barbet Schroeders næste film bliver en dissektion af Donald Trump. Men det er bestemt ikke på tegnebrættet, fortæller instruktøren med et grin.

”På en mærkelig måde er Donald Trump blevet manifestationen af vores tid, men ham ville jeg ikke turde lave en film om. Han styrer jo medierne!”

Verden i dag
Barbet Schroeder har foruden sine dokumentarer, der velsagtens kan ses som forløbere til Joshua Oppenheimers film om Indonesiens mørke fortid, lavet en række amerikanske film.

En af dem er filmatiseringen af Charles Bukowskis Barfly (1987), hvor Mickey Rourke spiller den fordrukne forfatter. Men hvor Barfly er fiktion, der bygger på virkeligheden, er Le Vénérable W. så langt ude, at den kun kan være en dokumentar.

Instruktøren ser dog ikke den store forskel på de to forskellige udtryksformer.

”Det er det samme at lave dokumentar og fiktion, for jeg behandler en dokumentar, som var den fiktion. Et virkeligt menneske har også en indre, dramatisk konflikt, og omvendt kan jeg kun lave en spillefilm, hvis den føles ægte. Så det handler ikke om at gengive en falsk virkelighed,” fortæller instruktøren og slår fast:

”Derfor kan jeg aldrig lave et periodedrama. Det er ikke troværdigt, når man skal gætte sig til, hvordan folk har gået rundt og talt. Jeg er interesseret i verden i dag!”

Trailer: Le vénérable W.

Kommentarer

Barbet Schroeder

Født 1941 i Teheran, Iran.

Kom med sine europæiske forældre til Frankrig, efter han var blevet født.

I hovedkonkurrencen i Cannes med Barfly (1987).

Blev Oscar-nomineret til bedste instruktør for Reversal of Fortune fra 1990.

Dokumentaren Le vénérable W. har begejstret anmelderne på årets Cannes-festival.

Udvalgte film

Le vénérable W.
2017

Djævelens advokat
2007

Murder by Numbers
2002

Dødens kys
1994

Reversal of Fortune
1990

Barfly
1987

General Idi Amin Dada
1974

© Filmmagasinet Ekko