”Bare rolig, vi ordner det i klipningen!”
Når instruktøren på et filmset råber det sidste ”cut!”, er det klipperens job at finde diamanterne i timevis af optagelser.
Det er en overset disciplin, som kræver noget helt særligt af klipperen. Det er først i den såkaldte postproduktion, at filmen for alvor finder sin endelige form. Og hvor ofte har man ikke hørt replikken: ”Bare rolig, vi ordner det i klipningen!”
Til Ekko Shortlist Awards 2020, som afholdes lørdag den 21. november i Bremen Teater, hyldes årets bedste klippepræstationer på Ekko Shortlist.
Årets nominerede klippere er forskellige i kunstnerisk udtryk og erfaring. De har dog det tilfælles, at de alle er uddannet på Den Danske Filmskole. Vi har spurgt dem om udfordringer og om, hvad det egentlig kræves at arbejde i et erhverv, der har enorm betydning, men sjældent får stor opmærksomhed.
Husk at stemme på din favorit i kategorien inden tirsdag den 17. november kl. 12.
Nikoline Løgstrup om Under bølgerne, over skyerne
Under bølgerne, over skyerne er vokset ud af instruktøren Katrine Brocks’ egne erfaringer med angst og depression. Vi lavede en film for at fortælle, hvor vigtigt venskab i akut psykisk krise er. Det kom tæt på, da instruktøren fik et tilbagefald under optagelserne.
Jeg var med under optagelserne, som blev noget særligt, da vi måtte stå sammen som hold for at få materialet med hjem. Det gjorde selvfølgelig, at jeg ikke havde samme friske blik på optagelser, som klipperen normalt har.
Processen blev til gengæld et smukt vidnesbyrd om det, filmen tematiserer, nemlig hvor afgørende venskabet er, når man gennemgår en pyskisk krise.
Min yndlingssekvens er slutningen, hvor Theo har et sammenbrud på stranden. Det er her, at spændet mellem magien, manien og venskabets tyngde i svære situationer særligt kommer frem.
Jeg tror, at mange, der kender til psykisk sårbarhed, kan nikke genkendende til, at det er rart at have en ven – en ven, der hjælper én med at komme igennem det fem sekunder ad gangen.
Det var svært at klippe nuancerne frem og få det til at hænge sammen, men Kristine Kujath Thorps skuespil som Theo kunne bære det meste.
Louis Emil Ramm Seeberg om Forestillingen om Juliane
Vores film handler om en mand (Thomas W. Gabrielsson), hvis kone har Alzheimers. Det var en udfordring at gøre det til en sygdomsfortælling set gennem øjnene på en mand, som ikke vil acceptere sin kones tilstand.
Der er mange rum i Mads Mengels Forestillingen om Juliane. Det var svært at finde en balance, når vi skifter rundt mellem dem. På et tidspunkt kommer der pludselig kameler ind. Det skulle flettes ind i universet, så det ikke virkede alt for underligt.
Der er en sekvens i filmen, hvor vi starter inde i en bil, som står på teatret. Hovedpersonen og hans kone taler sammen om, hvorvidt hun kan huske bilen. Det er dér, han forstår, at hun er syg.
Forløbet ender med ham alene ved et skrivebord. Så klipper vi lige pludselig til hans mentale rum, som er fyldt med omstrejfende kameler. Det er så dynamisk.
Jeg tror mange ser det som et asocialt erhverv at klippe film, men man skal virkelig vide, hvad der påvirker et menneske for at blive god til det. Man laver film til mennesker og skildrer menneskelige følelser.
Peter Brandt om Color Me
Martin de Thurahs Color Me er så abstrakt, at det var svært for mig som klipper at følge med. Martins måde at forklare filmen efterlod ingen plads til noget fortællende, så det var ren følelse, vi gik efter.
Vi havde over 30 timers eksperimenterende materiale, der skulle skæres ned til seks minutter eksperimentalfilm. Det tog lang tid at blive tilfreds med den. Også fordi det er været et meget personligt projekt for instruktøren. Der er mange følelser på spil.
I starten opbyggede vi en stemning med kvinden (Lisa Carlehed), der er til middag, inden musikken og animerede former kommer på.
Før effekterne blev færdige, kiggede vi bare på nogle grå kasser. Den abstrakte slutning så vi først, da det var færdigt. Det blev heldigvis godt.
En god klipper har gåpåmod. Viljen til at gøre det perfekt og give alt uden at gå på kompromis. Det er bedre at klippe på følelsen end at tænke på kontinuiteten.
Cathrine Odgaard om Dronning Ingrid
Instruktør Katrín Björgvinsdóttir ville lave et pilotafsnit til en serie om en livskrise i 30-årsalderen. Vi arbejdede meget med at gøre Dronning Ingrid åben og lade den lægge op til en videre fortælling.
Når folk ser den, tænker de på det som en afsluttet kortfilm. Men vi gik efter, at publikum skulle ende med følelsen af, at de havde lyst til at se det næste afsnit af serien.
Jeg er især rigtigt glad for scenen i baren, hvor Sofie Torps hovedperson Ingrid drikker øl med ekskæresten.
Den scene var vildt fed at klippe, fordi skuespillerne begge to er så gode. De har improviseret en masse, så der var virkelig meget materiale. Scenen er næsten blevet halveret i klippeprocessen.
I min optik tager en god klipper udgangspunkt i det materiale, som er i hus. Man skal ikke hænge sig i, hvad der engang var tænkt. Optagelserne har en egen vilje, så man må lade det være organisk.
Martin Anthon Sørensen om lille a
Det var vigtigt, at Cecilie McNairs lille a ikke blev sentimental, selv om den handler om en kvindes barnløshed og jalousi over for hendes gravide veninde.
Vi kæmpede meget med en specifik scene, som vi aldrig syntes, sad helt i skabet.
Det endte med, at manuskriptforfatteren Christina Øster smed scenen ud. Selv om det var en god scene, var den ikke god for filmen.
Men en scene, som virkelig er perfekt, er Danica Curcics monolog i rollen som Anna. Det er mod slutningen, hvor hun taler om alt det, hun som barnløs aldrig vil opleve. Det var vildt stærk. Og scenen skulle ikke ændres særligt meget, hvilket jeg kan jeg godt lide. Det var virkelig ægte.
Jeg ved ikke, om der findes gode og dårlige klippere. Der findes forskellige klippere, som er gode til forskellige film. En klipper skal have en form for tålmodighed. En god klipper skal også være ærlig i forhold til, om noget er godt eller ej.
Kommentarer