Nyhed
09. sep. 2013 | 12:00

Shortlist: Barsk venskabsfilm gør sin entré

Foto | Balthazar Hertel
Råheden, energien og følsomheden i Til alle mine venner går i blodet på tilskueren – så meget, at den nu ligger nummer tre på Ekko Shortlist.

Swingerfilmen Venus generobrer førstepladsen, mens Behrouz Bigdelis Til alle mine venner stormer ind på tredjepladsen. I denne uge bobler tre nye film, heriblandt en dobbelt prisvinder fra årets filmfestival i Odense.

Af Claus Christensen

Tor Fruergaards modellervoksfilm Venus er på rekordtid blevet den mest populære på Ekko Shortlist siden starten i april. Nu er det også blevet den første film, der generobrer førstepladsen.

Båret frem af debatten om Facebook-censur indtog Aske Bangs forbudte Scarlet Chives-musikvideo The Timber Will Fall førstepladsen på top 10 i sidste uge, men i denne uge bytter den plads med sidste uges toer, Venus, der således slår en tyk streg under, at den ikke er en døgnflue.

Fuldt fortjent, for Venus – om kæresteparret, der går i swingerklub med et uventet resultat – er noget så usædvanligt som en voksenfortælling, der ikke kunne være realiseret som andet end en animationsfilm. I hvert fald ikke uden at miste sin uskyld og charme.

Sissel Dalsgaard Thomsens fine manuskript forvandler det meget jordnære swingerklub-besøg til en universel historie om anerkendelse og selvværd. Og den giver derfor også mening for folk som undertegnede, der aldrig kunne drømme om at sætte sine ben – eller andre legemsdele – i en swingerklub.

Fruergaard og Thomsen arbejder pt. på et nyt projekt under talentordningen New Danish Screen. Men det siger noget om den benhårde konkurrence i dansk film, at der gik flere år efter Venus, før det talentfulde makkerpar kom videre.

Forhåbentlig kan Ekko Shortlist være med til at sætte fokus på unge talenter og gøre vejen til gennembruddet kortere. Det handler om anerkendelse og selvværd.

Bedste film hidtil”
Ét er at gøre en god figur i et par uger, noget ganske andet er at holde sig på top 10 uge efter uge. Og lige nu oplever vi en række populære film, der har bidt sig fast.

Jesper Troelstrups far-søn-komedie Omveje, Jesper Dalsgaards dokumentarfilm Dicte, Fili Seiferts uhyggelige drama Trold og David Metz’ romantiske ungdomsfilm In absentia er gået ind i deres sjette, syvende eller ottende uge på top 10.

De gør det rigtig svært for boblerne at trænge ind på listen. Men Jacqueline Landaus storslåede, erotiske trekantsdrama, Judgement, nåede lige akkurat at kile sig ind på tiendepladsen i sin tredje og sidste uge som bobler. Dermed bryder filmen den forbandelse, at hvis man ikke kommer ind på top 10 i første uge, så er løbet kørt.

Og ingen har kunnet holde Behrouz Bigdelis Til alle mine venner tilbage. Den er stormet direkte ind på tredjepladsen og får oven i købet et godt skudsmål fra en bruger ved navn Zimba, der i kommentarfeltet under filmen skriver: ”Bedste film her indtil videre!”

Store ord, men det er en stærk film, både hvad historie, karakterer og billeder angår. Og dens blanding råhed, energi og følsomhed går i blodet på tilskueren. Var der nogen, der sagde, at vi herhjemme mangler instruktører med fremmedklingende navne?

Tommy Oksen er medforfatter på manuskriptet, og opmærksomme læsere vil huske, at han også havde en pen med i Bewilderbeast, som var det første top 10-hit. Den film kan naturligvis stadig ses på All Time Shortlist, som er en rangering af samtlige Shortlist-films samlede popularitet. Her ligger Bewilderbeast på en fornem ottendeplads.

Far går bananas
Bewilderbeast er forrygende flot fotograferet af Jasper Spanning, og han står også bag kameraet i Ud, spring over, ind, hvor hans egen far, Søren Spanning, spiller den ene af hovedrollerne.

Det er historien om Rasmus (Thomas Ernst), som tager op til sommerhuset, hvor hans far (Spanning i topform) tilsyneladende er gået rablende bananas som en anden Dennis Hopper i Dommedag nu.

Under indtagelse af euforiserende stoffer skriver faren på en science fiction-roman, men måske forsøger han mest af alt at dulme smerten oven på endnu en skilsmisse.

Rasmus har kun hovedrysten til overs for sin far, men da der kommer øl, hotdogs og kvindebesøg, finder han ud af, at det er nemmere at være moralsk på andres vegne end sine egne.

24-årige Thomas Daneskov, der er søn af journalisten og radioværten Lars Daneskov, er autodidakt instruktør. Titlen Ud, springer over, ind er koden på en bastalås, og filmen har netop fået to priser – publikums- og talentprisen – på den nyligt overståede Odense Internationale Film Festival.

Har vi et nyt hit på Ekko Shortlist?

Konfrontation med fortiden
Ugens anden nye bobler er Mikkel Sørensens Sky. Filmen springer frem og tilbage i tid, mens den fortæller historien om Joakim (svenske Peter Haber fra tv-serien Beck), der vender tilbage til et hus i skoven for at slette sin fortid.

Filmen er produceret i 2010 på Zentropa og støttet af New Danish Screen. Den bryder med den lineære fortælleform i dansk film og er en imponerende flot forløst film, der i passager leder tankerne hen på Nicolas Roegs 1973-klassiker Rødt chok – især dennes åbningssekvens.

Mikkel Sørensen har i mange år arbejdet i filmbranchen. Først som operatør og klippeassistent og siden som tonemester og komponist. For tiden arbejder han på at få finansieret sin debutspillefilm, ligesom han stadig laver lyd og musik til diverse spillefilm og reklamefilm.

Hjælp den ind på næste uges top 10 ved at se den, give stjerner og dele den med dine venner.

I Festens hjemland
I tredje og sidste nye bobler i denne uge, Harmoni, samles familien til den hyggelige julehøjtid. Og i Festens hjemland kommer det naturligvis ikke til at gå stille for sig.

Filmen er produceret på den fynske filmskole, 18 Frames, der også har produceret Jesper Quistgaards populære Overgang, som lige nu ligger nummer 23 på All Time Shortlist.

Instruktøren Andrias Høgenni har vist prisværdigt engagement ved hyppigt at kommentere sine kollegers film på Ekko Shortlist, og nu er det så hans egen tur til at blive set og vurderet.

Husk også de tre film, der bobler videre fra sidste uge: Mads Mengel Nielsens intime Kaos, Søren Peter Langkjær Bojsens enfoldighedskomedie Silas & Selma og Andreas M. Dalsgaards afsavnsdrama København.

Da alle point nulstilles på top 10 hver mandag klokken 12, er det vigtigt at gense dine yndlingsfilm og give dem stjerner på ny.

Vi ses om præcis en uge, hvor vi på dette sted løfter sløret for en ny top 10.

Ekko Shortlist – top 10

1. Venus (instr. Tor Fruergaard)

2. The Timber Will Fall (instr. Aske Bang)

3. Til alle mine venner (instr. Behrouz Bigdeli)

4. In Absentia (instr. David Metz)

5. Trold (instr. Fili Seifert)

6. Omveje (instr. Jesper Troelstrup)

7. Dicte (instr. Jesper Dalgaard)

8. Thy som tilstand (instr. Emil Næsby Hansen)

9. Dewey – The Musical (instr. Magnus Birger Bjørlo Lysbakken)

10. Judgement (instr. Jacqueline Landau)

Boblere

Ud, spring over, ind (instr. Thomas Daneskov)

Sky (instr. Mikkel Sørensen)

Harmoni (instr. Andrias Høgenni)

Silas & Selma (instr. Søren Peter Langkjær Bojsen)

Kaos (instr. Mads Mengel Nielsen)

København (instr. Andreas M. Dalsgaard)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko