Batman: en ægte multimediehelt

Det er en udbredt holdning blandt tegneserielæsere, at filmfolk ikke fatter, hvad det går ud på. Talrige talentløse tegneseriefilmatiseringer har cementeret opfattelsen af, at tegneserier på film er noget bras, og først de senere års seriøst anlagte superheltefilm har givet Hollywood & co. en smule af deres tabte troværdighed tilbage i seriekredse.

Bryan Singers udgave af X-Men, Sam Raimis Spider-Man-film og Tim Burtons og biografaktuelle Christopher Nolans Batman-fortolkninger har vist, at en ny generation af instruktører ser på tegneserierne med respekt og opfindsomhed.

Men hvor dumme har filmfolkene egentlig været? Noget tyder på, at de ikke altid bare har misforstået og ødelagt. Batman er i hvert fald et særtilfælde, hvor seriens skabere og filmmanuskriptforfattere har arbejdet tæt sammen, så mange af Batman-universets hovedelementer er opstået i en blanding af film og tegneserier.

Superheltenes yndlingssted
Det er ny forskning, der afslører dette. Eller rettere: Udgivelsen af den stribe med Batman, som gik i amerikanske aviser fra 1943 til 1946, og som ikke har været genudgivet før nu, står for afsløringen. Selv hærdede Batman-fans har ikke set disse striber før, og de er fyldt med overraskelser. På indholdssiden, men også når man undersøger, hvordan de blev til.

Nu er avistegneserier jo ikke ligefrem superheltenes yndlingssted. Superheltene er skabt i seriebladene, som de var med til at forme, og som skabte en helt ny måde at fortælle på. Her var plads til lange historier uden afbrydelser, og sideformatet gav mulighed for nye layoutmåder og mere sprælske billedkompositioner. Og så indeholdt seriebladet kun tegneserier — ikke alle avisens uvedkommende nyheder, som den tiårige konsekvent (og beundringsværdigt?) springer over.

Alligevel satsede Batmans skaber, Bob Kane, på at lancere sin helt som avisstribe. Fire år efter figurens fødsel lykkedes det ham at få en aftale med et af de bureauer, der sælger serier til aviserne. For ham var det en slags anerkendelse, for alle de serier, der var hans forbilleder, kom fra aviserne. Især dyrkede han Dick Tracy, som med sine hårdkogte krimier, hvor helten bekæmper ulækre og groteske skurke, havde stor indflydelse på Batmans lige så indædte kamp mod al kriminalitet. Dick Tracy var den måske mest læste af alle avisdetekivhelte.

Omvej via Hollywood
Batman havde i forvejen haft kometagtig succes som serieblad og gjorde forsøget med avisstriben oplagt, men det var svært at komme igennem, for aviserne var ikke umiddelbart indstillede på at hjælpe figurer, der kom fra det konkurrerende medie, som seriebladene var.

Så projektet slog en omvej via Hollywood, hvor Columbia Pictures havde vist interesse for at lave en Batman-film. Det skulle være en seriefilm for børn i femten afsnit, rettet mod præcis den samme målgruppe som seriebladet. Da aftalen var indgået, indvilgede Columbia i at promovere figuren ved hjælp af indrykkede annoncer i tegneserieform, som både reklamerede for filmen og tegneserien. De små striber fungerede, og en række aviser bed på idéen om en fast daglig stribe med fortsatte Batman-historier.

Manuskriptarbejdet på Batman-serie-filmen begyndte engang i efteråret 1942, endnu inden dagstriben var sat i gang, og med et hold af erfarne seriefilmforfattere. Victor McLeod havde erfaring fra alt fra B-westerns til tegnefilm, Leslie Swabacker havde blandt andet skrevet filmudgaven af tegneserien Secret Agent X-9 (som selveste detektivforfatteren Dashiell Hammett havde opfundet), og Harry L. Fraser var både manusforfatter og instruktør, især af samlebånds-cowboyfilm.

Renlivede helte og skumle og farefulde cliffhangers kom ud af ærmet på dem, men ikke altid så bevidstløst og mekanisk, som man kunne tro. I Batmans tilfælde leverede de i hvert fald et par solide, originale tilføjelser.

Bidrag til mytologien
Da Batman-filmens første afsnit havde premiere i juli 1943, havde universet fået nogle nye elementer, som snart efter gled ind i dagstriben og endte som ufravigelige grundsten i myten.

Det var i denne film, at Batmans gemmested blev til en hule fyldt med flagermus, og det var her, at hulen fik sit navn: The Bat's Cave. Første afsnits indledning blev også et stykke bat-mytologi. Her forkyndte en højtidelig stemme, at Bat-hulen var det dystre udgangspunkt for USA's "crimefighter" nummer 1, Batman. Filmen definerede også dens beliggenhed under Wayne Manor.

Batmans butler, Alfred, var et andet af filmforfatternes påfund, som Bob Kane og hans folk tog til sig. Allerede i april 1943 sås han for første gang i Batman-bladet, for da havde tegnerne læst manuskriptet til filmen. De havde bare ikke set, hvem der spillede ham. Så den første tegnede Alfred var kraftig som den typiske butler fra engelske krimier. I filmen blev han imidlertid spillet af William Austin, der var høj og tynd. Da tegnerne så filmen, lavede de ham om, og den endelige Alfred var skabt.

To af Batman-universets mest essentielle elementer er således slet ikke opstået i tegneserien, men stammer fra filmatiseringen!

Samarbejdet mellem de to mediers idéfolk var i dette tilfælde langt mere omfattende og frugtbart, end man hidtil har troet. Filmen blev ganske vist ret ubehjælpsom, for instruktøren, Lambert Hillyer, var tydeligvis slet ikke gearet til den form for action, der var brug for. Han var en habil western-mand, men havde det svært med andre genrer. Så filmen står i de flestes bevidsthed som et typisk tegn på Hollywoods klodsede tilgang til tegneserier. Forståeligt nok ved første øjekast, men en fordom, der bør justeres, når vi nu kender manuskriptforfatternes bidrag til mytologien.

Gennemsyret filmæstetik
Batman-striben kørte kun til 1946, men den er stadig fantastisk underholdende læsning. Man mærker, at det ikke kun var elementer i Batman-myten, der kom fra filmudgaven. Hele film noir-genrens æstetik gennemsyrer både indhold og form. Kompositionerne, brugen af gråtoner (som skyldtes et særligt avanceret tegne/tryk-system) og den hårdkogte dialog er løftet fra den mængde af små og store noir-krimier, der oversvømmede biografmarkedet i 40'erne.

Mange af elementerne fra dagstriben, som skaberen, Bob Kane, havde stor opmærksomhed på, flød tilbage til seriebladet, gik ind i mytologien og blev med tiden synonyme med Batman.

Så når Christopher Nolan i sin nye Batman-film, The Dark Knight, refererer til den dystre Bat-hule, den kloge butler Alfred og hele den skumle stemning, der er Batmans kendetegn, er han ikke kun trofast mod tegneserien. Han bygger trofast videre på et univers, der allerede i sine formative år var nært forbundet med filmmediet.

'Batman: The Dailies' 1943-46 er genudgivet af Sterling Publishing.