Nyhed
26. feb. 2017 | 09:49

Batman v Superman vinder fire hadepriser

Foto | Clay Enos
For 37. gang blev der i aftes uddelt Razzie Awards til årets dårligste film og præstationer. Batman v Superman: Dawn of Justice løb med en hel del ufrivillig opmærksomhed.

Traditionen tro blev der i aftes smidt Razzie-priser efter årets værste film. DC’s stort anlagte superheltefilm løb med del af de knap så eftertragtede belønninger.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

I nat dansk tid bliver årets allerbedste film og præstationer hædret, når de prestigefulde Oscar-statuetter bliver uddelt i Los Angeles.

Men i aftes blev en anden pris også delt ud, nemlig de knap så eftertragtede Razzie Awards til årets værste og dårligste film.

Razzie Awards, der er det populære navn for The Golden Raspberry Awards, afholdes traditionen tro altid dagen før det store Oscar-show og uddeler priser i lidet flatterende kategorier som årets værste film, værste skuespiller og værste instruktør.

Og i år løb især to film med den tvivlsomme ære at kalde sig Razzie Award-vinder.

Rydder næsten bordet
DC Comics’ stort anlagte superhelte-epos Batman v Superman: Dawn of Justice og Dinesh D’Souzas Hilary’s America: The Secret History of the Democratic Party ryddede stort set bordet og fik hver fire priser med hjem.

Hillary’s America: The Secret History of the Democratic Party vandt Razzie-prisen som årets værste film foran titler som Zoolander 2, Independence Day: Resurgence og Batman v Superman: Dawn of Justice.

DC’s superheltefilm fik til gengæld prisen for værste manuskript og prisen, der mindre mundret hedder ”værste prequel, remake, rip-off eller sequel”. Desuden vandt filmen prisen for værste mandlige birolle (Jesse Eisenberg) og værste makkerpar (Ben Affleck og Henry Cavill).

”I er sure, fordi Trump vandt”
Mens mange herhjemme nok kender Batman og Superman-filmen, ringer Dinesh D’Souzas Hillary’s America: The Secret History of the Democratic Party formentlig ikke en klokke hos ret mange.

Dinesh D’Souza er kendt som politisk kommentator i USA og vakte opsigt under sidste års præsidentvalgkamp med Hillary’s America, der i dokumentarfilmens form argumenterer for, at det demokratiske parti har fordrejet den amerikanske historie til deres fordel.

Over en bred kam haglede anmelderne dog filmen ned, og flere tøver sågar med at kalde den en dokumentar, fordi den efter sigende er propagandistisk.

D’Souza var ikke selv mødt op for at modtage sine Razzie Awards, men ifølge Hollywood Reporter og Deadline sendte han en videohilsen og takkede for prisen.

”Når I giver mig denne pris, er det, fordi I er sure over, at Donald Trump vandt valget,” lyder det fra D’Souza. ”I er endnu ikke kommet jer over resultatet, og det vil I formenligt aldrig gøre.”

Razzie Awards blev stiftet af pr-manden John J. B. Wilson i 1980. Vinderne udpeges af omkring 1000 Razzie-medlemmer fra 24 lande. Man kan melde sig ind online for et mindre medlemsgebyr. 

Razzie Awards 2017 


Værste film
VINDER: Hillary’s America: The Secret History of the Democratic Party
Batman v Superman: Dawn of Justice
Dirty Grandpa
Gods of Egypt
Independence Day: Resurgence
Zoolander 2


Værste prequel, remake, rip-off og sequel

VINDER:
Batman v Superman: Dawn of Justice: Dawn of Justice
Alice Through the Looking Glass
Fifty Shades of Black
Independence Day: Resurgence
Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the Shadows
Zoolander 2

Værste instruktør
VINDER: Dinesh D’Souza og Bruce Schooley, Hillary’s America: The Secret History of the Democratic Party
Roland Emmerich, Independence Day: Resurgence
Tyler Perry, Boo! A Madea Halloween
Alex Proyas, Gods of Egypt
Zack Snyder, Batman v Superman: Dawn of Justice
Ben Stiller, Zoolander 2

Værste manuskript
VINDER: Batman v Superman: Dawn of Justice
Dirty Grandpa
Gods of Egypt
Hillary’s America: The Secret History of the Democratic Party
Independence Day: Resurgence
Suicide Squad

Værste mandlige skuespiller
VINDER: Dinesh D’Souza, Hillary’s America: The Secret History of the Democratic Party
Ben Affleck, Batman v Superman: Dawn of Justice
Gerard Butler, Gods of Egypt og London Has Fallen
Henry Cavill, Batman v Superman: Dawn of Justice
Robert De Niro, Dirty Grandpa
Ben Stiller, Zoolander 2

Værste kvindelige skuespiller
VINDER: Becky Turner, Hillary’s America: The Secret History of the Democratic Party
Megan Fox (Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the Shadows)
Tyler Perry (Boo! A Madea Halloween)
Julia Roberts (Mother’s Day)
Naomi Watts (Divergent)
Shailene Woodley (Divergent)

Værste mandlige birolle
VINDER: Jesse Eisenberg, Batman v Superman: Dawn of Justice
Nicolas Cage, Snowden
Johnny Depp, Alice Through the Looking Glass
Will Ferrell, Zoolander 2
Jared Leto, Suicide Squad
Owen Wilson, Zoolander 2

Værste kvindelige birolle
VINDER: Kristen Wiig, Zoolander 2
Julianne Hough, Dirty Grandpa
Kate Hudson, Mother’s Day
Aubrey Plaza, Dirty Grandpa
Jane Seymour, Fifty Shades of Black
Sela Ward, Independence Day: Resurgence

Værste makkerpar på film
VINDER: Ben Affleck og Henry Cavill, Batman v Superman: Dawn of Justice
To egyptiske guder eller dødelige, Gods of Egypt
Johnny Depp og hans kvalmende livlige kostume, Alice Through the Looking Glass
Hele castet af engang ellers respekterede skuespillere, Skønheden i alting
Tyler Perry og den gode gamle paryk, Boo! A Madea Halloween
Ben Stiller og Owen Wilson, Zoolander 2 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko